Bang & Olufsen skifter ikke modellerne ud i tide og utide. I nogle tilfælde kan produkter fra så langt tilbage som 1970’erne finde vej tilbage til butikshylderne. Men selv de ”nye” modeller kan sælges i årevis.
Beosound 2 blev oprindelig introduceret i 2016 og kom i en andengenerationsudgave i 2019, der bød på stemmestyring med Google Assistent. Nu er tredje generation af højttaleren på gaden, og den byder først og fremmest på en helt ny softwareplatform, der blandt andet skal fremtidssikre produktet i mange år frem.
I softwareverdenen holder løfter om fremtidssikring sjældent mere end et par år. Men hvis nogen kan gennemføre det, er det sandsynligvis Bang & Olufsen. Beolink-enheder fra 1970’erne kan faktisk den dag i dag kobles på firmaets multirumssystemer!
Ud over løftet om en lang og lys fremtid har den nye software også givet Beosound 2 automatisk rumkorrektion, kaldet Active Room Compensation, der ved hjælp af en mikrofon opfatter den reflekterede lyd fra omgivelserne og justerer frekvensgangen efter den. Stemmestyring med Google Assistent er til gengæld droppet.
Designet og hardwarekonfigurationen er på overfladen uændret i forhold til de to tidligere generationer: Et kegleformet aluminiumstårn med en diskant med en spredelinse i toppen og en nedadvendt femtommers-basenhed i bunden af kabinettet. BeoSound 2 arbejder i en blanding af mono og stereo, da bas og diskantenhed begge er 360 graders rundstrålende. Bag det lodrette lamelgitter finder man imidlertid to mellemtoneenheder, anbragt på hver sin side af højttaleren. Disse arbejder i stereo og skal give et rummeligt lydbillede.
En smule højere effekt
Effekten på de fem indbyggede klasse D-forstærkere er justeret en smule, og der er nu 15 watt til hver mellemtonedome og til diskanten, samt 2 x 30 watt til basenheden.
Tredje generation af Beosound 2 fås i neutral metalfinish, gylden, samt en mørk farve, kaldet Black Antracite. Variationer kan forekomme. Alle tilslutninger (el, Ethernet og analog lydindgang) er placeret i bunden af kabinettet.
Nu med Tidal Connect
De to første generationer bød på integration med lo-fi-tjenesten Spotify og TuneIn-internetradio. B&O har nu udvidet med Tidal Connect, hvad vi som hi-fi-medie naturligvis bifalder. Rækker udvalget ikke, kan man streame trådløst fra mobilen med Chromecast og Apple AirPlay 2. Bluetooth understøttes selvfølgelig også.
En ændring, der er umulig at overse, er prisen. Bang & Olufsen er luksusgrej, og den slags må gerne være kostbart. Men fra den foregående generation kom for fire år siden er prisen hævet med hele halvtreds procent.
Lyden af Beosound 2
Beosound er ikke bygget til krakilske hi-fi-nørder, hvis ide om en god lytteoplevelse er at genhøre I’m Confessin’ fra testklassikeren Jazz at the Pawnshop igen og igen for at pinpointe akustikken på optagelsen. Med kun én højttaler, hvor bas og diskant endda spiller i mono, og mellemtonen spredes i en ottetalsform, kan man glemme alt om vanligt stereoperspektiv. BeoSound 2 er lavet til at fylde rummet med musik på en behagelig og afslappende måde.
Selv om Beosound 2 ikke tager megen plads op, er lyden overraskende fyldig og magtfuld. Rumkorrektionen (og rigelige mængder DSP-korrektion) sørger for at rette frekvenskurven ud. Stiller man den tæt på siddepladsen, leverer den et ret detaljeret og solidt lydbillede, der kan bruges til mere end bare baggrundtapet. Men takket være dens 360-graders lydspredning kan man sagtens bevæge sig rundt i rummet og stadig få omtrent det samme udbytte af lyden. Det solide aluminiumskabinet er behageligt fri for resonanser af enhver slags, og lyden er ren og åben sammenlignet med andre små multirumshøjttalere.
Det bør man også kunne forvente, da man faktisk kan købe én af hver af alle de konkurrerende multirumshøjttalere for det, Beosound 2 koster!
Ikke længere et særsyn
Da første generation af Beosound 2 kom frem, var vi imponerede over den dybe og fyldige bas (ned til 33 Hz) fra det lillebitte kabinet. Bassen er stadig flot, men små højttalere med DSP-styring er ikke længere noget særsyn. Den automatiske rumtilpasning på tredje generation er et plus. Men heller ikke dette er længere noget usædvanligt.
Sammenlagt er Beosound 2 i en klasse, hvor der er få om buddet. Der findes masser af multirumshøjttalere, men få i så eksklusiv udførelse. På den anden side kan man få endda særdeles kapable stereohøjttalere for det, som én Beosound 2 koster. Både aktive og passive. Skal det være sjovt, kunne valget være JBL 4305P. Eller hvad med et sæt Piega Premium Wireless 301, hvis diskretion er en parameter?
Konklusion
Det er tredje gang, jeg har testet Beosound 2. Og tredje generation er mindst lige så udmærket som de foregående – og med små forbedringer. Designmæssigt er alting lige så upåklageligt, som man forventer af Bang & Olufsen – og med rimelighed kan forlange, når vi er i high end-segmentet. Lyden er også både behagelig og problemfri. Man får ikke stereoperspektiv i gammeldags forstand, men rummet fyldes med vellyd.
Men var det virkelig nødvendigt at hæve prisen med 50 procent?!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer