TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Beosound A1 2nd Gen

Forbedret lommeklassiker

A1 fra Bang & Olufsen er fortsat en af de bedste små Bluetooth-højttalere. Og nu i forbedret og mere robust udgave.

Af / 25/05/2020 - 08:30
Beosound A1 2nd Gen

Lyd & Billede mener

  • Den spiller dybere og renere, end det burde være muligt for en så lille højttaler! Nu også i vandtæt udgave.
  • Amazon Alexa stemmestyring er kun på engelsk. Den analoge minijack-indgang er droppet.

Beosound A1 2nd Gen er, som navnet siger, anden udgave af den bærbare A1-Bluetooth-højttaler. Den er dog den første af sit navn, da forgængeren hed Beoplay til fornavn og var en del af det hedengangne B&O Play-mærke. Det betyder også, at der er to Beosound-produkter med nummeret 1 i navnet: Beosound A1 og den mange gange dyrere indendørshøjttaler Beosound 1.

Når forvirringen over navnet er overstået, er der stadig tale om en rund bærbar højttaler, der kan ligge en taske eller en stor frakkelomme. Som altid, når vi har at gøre med Bang & Olufsen, er design og finish i topklasse. Toppen med de laserskårne huller er af kraftigt matsort aluminium, der ikke lader sig trykke ind, og bærestroppen er af naturlæder. Lækkert. De seks betjeningsknapper er placeret på begge sider af bærestroppen, så de er lette at komme til.

PS A1 Black Hero scaled
Beosound A1 2nd Gen ligner sin forgænger til forveksling. Forskellene er i det indre. (Foto: Bang & Olufsen)

 

Under det perforerede låg finder man to enheder: En 3,5 tommers bas/mellemtone med aluminiummembran (forgængeren havde en 3 tommers dome) og en lille 16 mm dome, der tager sig af diskantområdet. De to indbyggede klasse D-forstærkere er på 30 watt stykket.

Den holder vand

En af de få ting, som den første udgave af A1 blev kritiseret for, var manglen på vejrbeskyttelse. En bærbar højttaler indbyder jo til at blive taget med overalt. Det er der rettet op på, og Beosound A1 klarer nu op til en halv times neddykning på en meters vanddybde. Den er selvfølgelig også komplet sand- og støvtæt. Ved samme lejlighed har den analoge minijack-indgang måttet ofres, men det vil de færreste sandsynligvis opdage i dag.

Annonce
LS A1 2ndGen GreyMist Moment 3 scaled
Beosound A1 er nu blevet vand- og sandtæt. Det er en stor forbedring. (Foto: Bang & Olufsen)

 

Bluetooth-parringen sker eksemplarisk nemt og gnidningsløst. Når A1 tændes første gang, dukker den automatisk op på mobilskærmen, og få sekunder efter er forbindelsen på plads. Det går stort set lige så smertefrit at indlemme højttaleren i Bang & Olufsen-app’en. Har du to styk, kan de opsættes som stereopar. Det skal dog være to A1 2nd Gen, så en BeoPlay A1 kan ikke bruges til stereo.

Beosound A1 har stemmestyring og er angiveligt den første Bluetooth-højttaler med fuldt integreret Amazon Alexa stemmeassistent. Nyheden er dog mest interessant for eksportmarkedet, da Alexa desværre ikke understøtter de skandinaviske sprog.

En anden og mere praktisk anvendelig forbedring er, at der nu er tre indbyggede mikrofoner til mobilopkald i stedet for én, som tidligere var anbragt på undersiden. På et bord var den ene mikrofon fin, men i den virkelige verden kan højttaleren også blive lagt i en blød sofa …

LS A1 2ndGen GreyMist Moment 13 scaled
Det her kunne du ikke gøre med forgængeren. Den havde sin mikrofon i bunden, så den krævede et hårdt underlag. (Foto: Bang & Olufsen)

 

Batteritiden er også eftertrykkeligt forbedret. Den er fordoblet, sådan at der loves op til 18 timer ved 70 dB lydstyrke. Eller hele 48 timers stille baggrundsmusik ved 55 dB.

Bang & Olufsen-app’en giver adgang til at tilpasse frekvensgangen efter smag. Ikke via noget så kedeligt og praktisk som en equalizer; det siger vel sig selv. I stedet kan man vælge imellem profilerne Ambient, Party, Speech, Favorite og Optimal (hvilket må betyde, at de første fire ikke er optimale). Alternativt kan man navigere i et kompas mellem yderpunkterne warm (dæmpet diskant), bright (dæmpet bas), excited (fremhævet bas og diskant) og relaxed (dæmpet bas og diskant).

Lyden

Bassen er og bliver A1’s slagnummer. Den lille runde madkasse kan spille bas som intet andet i sin vægtklasse. Takket være en godt programmeret DSP (digital signalprocessor) opnås et frekvensområde, der kan konkurrere med kompakte standerhøjttalere. Men selvfølgelig ikke med samme maksimale lydtryk. Beosound A1 leger med naturlovene – men de gælder stadig. Skal du have ekstra bund, kan du lægge A1 på bordet, som lystigt spiller med.

Diskanten er lige så god, som vi husker den fra første generation. Overtoner, ambience og små detaljer på bækkener og highhat kommer med i en grad, der ikke er sædvanlig på kompakte, bærbare højttalere. Og det gode indtryk holder ved, selv om det går hedt til. Den lillebitte dome-diskant gør et glimrende stykke arbejde i et område, hvor de fleste konkurrenter bruger en enkelt fuldtone-enhed.

Mellemtoneområdet er det vigtigste, da både sang og de fleste instrumenters grundtoner ligger her. Men at mellemtoneområdet klares godt på A1, er næsten det mindst overraskende. Vi kan dog forsikre om, at det gøres både rent og klart. Kun de bedste bærbare højttalere kan være med her.

Bærbare Bluetooth-højttalere er en produktgruppe, hvor der er nok at vælge imellem. Ultimate Ears’ Boom-serie er blandt de bedst lydende, men har ikke Beosound A1’s formidable basgengivelse. Hvis der er plads i bagagen, kan man også få JBL Boombox for samme pris. Der er dog ingen af dem, der kan konkurrere på dybbas i forhold til størrelsen.

PS A1 Neutral Top Detail1 scaled
Byggekvaliteten er upåklagelig. (Foto: Bang & Olufsen)

 

Konklusion

Da den oprindelige A1 kom frem, var den noget af det bedste, vi havde hørt i den størrelse, og det skudsmål holder stadig.

Forbedringerne i anden generation blæser ikke hatten af os. Men de er der, og prisen er uændret, så anbefalingen holder. Vigtigst er den forbedrede batteritid og vandtætheden, der betyder, at Beosound A1 nu er langt mere egnet til at tage med på tur. Og så må man bare håbe, at de bliver glade for stemmestyringen på eksportmarkedet.

Karakter
Beosound A1 2nd Gen
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

1 kommentar til “Beosound A1 2nd Gen”

  1. Jørgen Christensen

    Tak for anmeldelsen. Det gjorde mig klogere i, hvorvidt det er muligt at parre beoplay a1 med beosound a1 – 2nd gen. Det er det som bekendt desværre ikke, og det er virkelig IKKE noget at råbe hurra for. Det burde kunne klares med at software opdatering af beoplay a1, men ak, nu har jeg to, nærmest identiske bluetooth højtalere, som kun kan spille hver for sig! Det er jeg sgu rimelig træt af!

    mvh
    Jørgen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?