Bose S1 Pro ligner en lille scene-monitor med bærehåndtag. Den har indbygget batteri og Bluetooth og bør således være en underholdende rejsekammerat – selv om den ikke lige kan være i håndbagagen. Har du to, bliver det endnu sjovere, da de kan kobles i stereo. Du kan også koble en hel række S1 Pro sammen i party-mode.
Og det er kun en del af historien. S1 Pro har også to mikrofonindgange. Tilslut en sangmikrofon og en guitar, og du er i gang. Var der nogen, der sagde karaoke?
Lyden af Bose S1 Pro
Højttaleren justerer automatisk bassen efter placeringen: Lodret, vandret eller tiltet opad. Vandret og bagoverlænet lyder bassen renest.
S1 Pro får rytmerne i Janelle Monáes rytmiske RnB-ballade “I Like That” frem med god energi i den vigtige mellembas. Rytmerne markeres godt, selv om elbassen ikke er helt lineær.
Højttaleren lyder mere grovkornet end “ægte” hi-fi-højttalere, men til gengæld formår den det vigtigste, nemlig at underholde. Det lyder aldrig hårdt og ubehageligt, selv når man skruer så højt op, at højttaleren mister kontrollen over dynamikken.
Party-højttaleren Soundbox 2 kan spille en pæn slat højere end Bose S1 Pro, men med en meget mere skærende diskant. Personligt ville jeg helst have Bose, som også er billigere. På den anden side er der flere, der slår Bose på lydkvalitet. F.eks. Monster Superstar Blaster til 2.800 kroner og faktisk også Harman Kardon Go+Play til 2.500 kroner.
Så til esset i ærmet: Mikrofonindgangene. Det er første gang, jeg har taget den akustiske med på kontoret, og jeg må sige, at S1 Pro fungerer overraskende godt til formålet. Guitaren lyder fyldigt og klangrigt, og har god snert i strengeanslagene. Den indbyggede efterklang lyder fint, og med EQ slipper man for mudret og overdrevet bas.
Og det bedste af det hele: Mikrofonindgangene fungerer sammen med Bluetooth-tilslutningen, så man kan spille og synge med musikken. En ægte karaoke-højttaler, med andre ord!
Konklusion
Hvis du vil have en bærbar, trådløs og kraftfuld højttaler, der også lader dig tilslutte en sangmikrofon og en guitar, så er Bose S1 Pro lige i øret.
Med indspillet musik er den højlydt nok til at få stemningen frem, med en fyldig bas, der slår godt fra sig. Selv om den ikke har noget at stille op med mod rigtige hi-fi-højttalere i ren lydkvalitet, og dynamikken kunne have været bedre, lyder den rundt og behageligt og samtidig klart nok. Mange andre højttalere, der er lavet til at spille højt, lyder meget væsentlig skærende i ørerne.
Mikrofonindgangene er et fint plus, og de fungerer efter formålet. Her kan du med andre ord både spille op til fest og blive konge af after-partyet med “Stairway to Heaven” på den akustiske guitar.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer