Bowers & Wilkins’ 600-serie har en lang og glorværdig fortid bag sig. Serien er i sin mere end tyveårige karriere blevet fornyet flere gange. Den nuværende serie, der blev lanceret i august, er den sjette i rækken.
Bowers & Wilkins 607 er den mindste model i 600-serien, en kompakt tovejsmodel med 5 tommers bas/mellemtone-enhed og 1 tommes dome-diskant. Begge enheder er i øvrigt “arvestykker”, hvor teknologien er hentet fra dyrere serier.
Bas-enheden har en membran i B&W’s “continuum”-materiale, der skal give en meget mere kontrolleret gengivelse og spredning i den høje ende af arbejdsområdet sammenlignet med de flettede kevlarmembraner, B&W tidligere har brugt. Og 1 tommes diskanten har ikke én, men to aluminium-dome-membraner af forskellig diameter, som er stakket. Konstruktionen sikrer en ret frekvensgang op til næsten 30 kHz, før membranen begynder at bryde op. Uden at gribe til kostbare materialer som diamant eller beryllium.
Små og diskrete
Finishen er diskret og upåklagelig. B&W 607 fås i sort og hvid, begge med en silkemat overflade, der er ganske pæn og let at tørre af med en klud. WAF (Wife Acceptance Factor), når det er mest vellykket.
Bowers & Wilkins 607 tager ikke meget plads op i stuen, og de fylder kun lige akkurat toppladen på mine standere ud. Hvilket er den ideelle placering, selv om størrelsen indbyder til at placere dem oven på en reol eller inde mellem bøgerne på en hylde. Købere er selvfølgelig fri til at gøre, hvad den tilgængelige plads og sociale hensyn i indretningen byder dem. Men placeret i ørehøjde med 30-50 cm til bagvæggen og en meter til sidevæggene opnåede de en god balance i mit rum. Hvis basgengivelsen bliver for ujævn, medfølger der i øvrigt skumpropper til basrefleksporten.
En 5 tommers bas-enhed i et lillebitte kabinet er ikke opskriften på høj effektivitet. Med en følsomhed på 84 dB skal der hældes en hel del effekt i B&W 607, inden der begynder at komme lyd ud. Og højt bliver det aldrig. Jeg prøvede dem med forstærkere fra 50 til 150 watt, og mens de på grund af deres pris og størrelse sandsynligvis vil blive matchet med forholdsvis små forstærkere, vil et kraftværk af en forstærker øge oplevelsen. Mere om det senere.
B&W 607 kan godt fungere som hovedhøjttalere i et mindre rum (faktisk spillede de min stue på knap 30 kvadratmeter udmærket op), men de er også nærliggende at bruge som surround-højttalere i en hjemmebiograf.
Lyden af Bowers & Wilkins 607
Når man sætter en så lille højttaler ind i anlægget, falder opmærksomheden uundgåeligt på de svagheder, der må forventes at være. Uretfærdigt, men uundgåeligt.
Og det siger sig selv, at der ikke kommer afgrundsdyb bas fra en 5 tommers bas-enhed i et dværgkabinet. Men anbringer man dem med omtanke, er lyden på ingen måde tynd. En lille, billig højttaler vil typisk blive brugt i et lille rum, hvor den vil blive placeret op imod en væg. Og da rummet er lille, vil sofaen eller lænestolen lige så typisk være tæt på den modsatte væg. Og her kommer naturlovene os til hjælp.
Anbragt på den måde får man en afbalanceret og ganske dynamisk bas, der rækker ned til den dybeste basstreng.
Mellemtonen er ren og forvrængningsfri, og de to enheder når hinanden uden slinger i valsen. Vi har hørt mere detaljefokuseret stemmegengivelse. Men vi har på den anden side også set højere priser …
Diskanten er ikke bare god, men uforskammet god. Samme enhed bruges i hele 600-serien, og den er i den grad opgaven voksen. Overtoner står klart og rent, selv om de ikke klinger helt så vægtløst som på AMT-enheder.
Det, som i særdeleshed gør Bowers & Wilkins 607 til et fremragende køb, er dog dens evne til at gengive rumfornemmelse. Med de rette optagelser og en afspillekæde, som kan løfte opgaven, er der hul igennem på en måde, der ikke burde være tilladt til den pris! Når Banditen-Galopp smælder ud i rummet, forsvinder bagvæggen (rundt regnet), og vi lytter lige ind i koncertsalen i Cincinnati. Jo, det kan gøres endnu bedre, og jeg har hørt scenen gengivet mere knivskarpt. Men til prisen er det intet mindre end fremragende.
Kræver meget effekt
Der skal som nævnt en kraftig forstærker til at spille 607’erne op. Med en følsomhed på 84 dB kræver de fire gange så meget effekt for en given lydstyrke som et sæt mere almindelige højttalere med 90 dB følsomhed. De lyder udmærket med en 50-watter som Emotiva BasX TA-100 eller NAD C338, men har man muligheden for at parre dem med noget mere muskuløst, belønner de med en mere dynamisk og vågen gengivelse. Jeg prøvede dem med henholdsvis Emotiva BasX A-300 og NAD M-32, og var kejserligt underholdt.
Og lad os ved samme lejlighed ramme en pæl gennem myten om, at man ikke må bruge forstærkere med flere watt end højttaleren. Forvrængning fra en lille forstærker, der overstyrer, slår en højttaler ihjel lynhurtigt. Men man skal spille virkelig højt og længe for at opnå det samme med en “for stor” forstærker!
Til prisen er der ikke mange højttalere, der kan konkurrere på lige fod med Bowers & Wilkins 607. Blandt dem, der vækker positive minder, er PSB Imagine XB, der spiller højere og festligere, men til gengæld ikke så harmonisk afbalanceret.
Konklusion
Bowers & Wilkins 607 er en billig, men meget, meget vellykket højttaler. Du får ikke dybe, lænestolsrystende basdrøn fra den, men anbringer du dem fornuftigt i et rum af en rimelig størrelse, kan de levere meget mere end taffelbaggrundsmusik. Trods de små dimensioner klarer de en udmærket basgengivelse, og deres evne til at skabe en illusion af scenerummet er i en klasse, der kan give langt dyrere højttalere udfordringer. Og det diskrete ydre vil gøre det let at få dem listet ind i anlægget.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer