TEST: Bowers & Wilkins 702 S3

Den legendariske 800-serie fra Bowers & Wilkins har været synonymt med noget af det bedste inden for high-end højttalere, lige siden 801-modellen debuterede i 1979. De mindre modeller er typisk bare nedskalerede versioner af stamfaderen 801, med den samme teknologi i et mindre kabinet, og med færre enheder indeni.

Selv den mindste kompakte højttaler, 805 D4, er relativt dyr. Ønsker man en lidt større gulvstående model som 804 D4, ryger prisen op i en sekscifret beløb.

Heldigvis findes der en løsning, som både sparer penge og stadig giver dig meget af den magi, der kendetegner 800-serien. Nemlig Bowers & Wilkins’ nye 700-serie.

Den består af syv modeller, lige fra en lille reolmodel til flagskibet 702 S3. Som navnet antyder, er det tredje generation af 700-serien, og her er meget af teknologien hentet fra den seneste generation af 800-serien.

Det viser sig at være et klogt træk.

De gamle 600-kabinetter, som husede forrige generation af 700-serien, er ikke længere gode nok. Derfor er den mest synlige ændring fra forrige til tredje generation de nye kabinetter, som er blevet slankere og har fået en buet frontbaffel, som giver mere ensartet spredning af lydbølgerne. Kabinetterne er mere stive end før, og indeholder nye højttaler-enheder, hvor meget af teknologien er direkte hentet fra flagskibene i 800-serien.

Blandt andet har den nye mellemtone-enhed i 700-serien samme membranophæng – Biomimetic Suspension – som Bowers & Wilkins bruger i 800 D4-serien. Den nye enhed har også samme frontophæng, kaldet FST, som holder den grå Continuum-kompositmembran på plads.

Færre resonanser og lavere forvrængning

Diskantenheden på toppen er monteret i et endnu længere rør, som er fræset ud af én enkelt aluminiumsdel. Dette bidrager til at reducere forvrængning, sammenlignet med den forrige diskant-rørkonstruktion, og en bedre kobling til kabinettet skal eliminere resonanser.

Diskanten bruger B&W’s velkendte carbon-membran, men nye ventilerede svingspoler og forbedrede magneter har øget den øvre grænsefrekvens til 33 kHz, og givet diskanten en mere lineær frekvensrespons end før.

På den gulvstående 702 S3, som vi tester her, er basrefleksporten blevet flyttet fra bagsiden til undersiden af højttalerne. Dette gør det nemmere at placere højttalerne, da man ikke behøver tage højde for den lavfrekvente energi, der kommer ud af en bagmonteret port.

Den slanke 702 S3 har også fået en ny og mere stabil platform med justerbare pigge eller spikes i M10-størrelse. De dobbelte kabelterminaler på bagsiden er placeret lavt på kabinettet. Den kan fås i sort eller hvid lak eller i en finérudgave i farven mokka.

Bedre basrespons

De mindre modeller, 704 og 703 S3, er også tre-vejs gulvstående modeller i 700-serien med de samme forbedringer, som vi finder i 702 S3. Men her får man tre 165 mm bas-enheder med B&W’s Aerofoil-membraner, som er fremstillet i en konveksformet sandwich med tre lag, for at opnå bedre stivhed og lavere forvrængning. Det vil utvivlsomt give mere energi i basområdet, og 702 S3 når også dybere i bassen end sine mindre slægtninge.

B&W’s ingeniører angiver frekvensgangen i basregionen ned til 46 Hz i et almindeligt rum, men de er indstillet til et frekvensområde, der skulle være i stand til at gengive frekvenser ned til 28 Hz – under optimale forhold selvfølgelig.

Åbent lydbillede og fyldig klang

Vores testpar kom i blank sort lak, og med de sølvgrå enheder stikkende ud af den buede frontplade, ser de dyrere ud end de egentlig er. Raket-røret, der huser diskanten på toppen, peger næsten lige mod ansigtet, når vi sidder i Ekornes-møblerne i testlokalet. De kraftige pigge løfter højttalerne over en meter op, så dem, der sidder i en lav sofa, vil opleve, at diskanten peger en smule op over deres hoveder.

Jeg foretrak at vinkle højttalerne mod mig, da det ofte fungerer bedst i vores relativt godt dæmpede testlokale. Det gjorde det også med 702 S3, som blev placeret 80 cm fra bagvæggen og tilsluttet Hegels livlige H95, som med sine 60 energiske watt ikke havde nogen problemer med at drive højttalerne.

B&W angiver følsomheden til 90 dB, modstanden til 8 ohm og aldrig under 3,1 ohm, hvilket passer de fleste forstærkere udmærket.

Mens H95 som nævnt ikke havde nogen problemer med 702 S3, blev der naturligvis endnu mere energi, især i bassen, da den massive effektforstærker, Hegel H30A, blev tilsluttet. 2 x 300 W, eller 1 x 1100 W i monodrift, gør noget ved kontrollen over højttalerne, som de mindre forstærkere ikke klarer lige så godt.

Uanset hvad der drev højttalerne, var der dog ingen tvivl om, at B&W’s nye 700-serie er et betydeligt spring opad i lydkvalitet i forhold til forgængerne. Indtil videre har vi kun testet de små 705 S3 og disse, men selv de meget fine 702 S2 Signature må vige for den mere raffinerede og åbne lyd fra tredje generation af 700-serien.

Hvis man sammenligner med 702 S2 Signature, er der tydelige ligheder mellem den og 702 S3. Men der er et tydeligere fokus på den nye version, især i diskanten, hvor jeg oplever S3-versionen som mere åben og luftig. Der er mere atmosfære i optagelsen af Sondre Bratlands “O Sanctissima”, indspillet i Fødselskirken i Betlehem.

Klangen vibrerer mere i rummet, og der er mere dybde i optagelsen. Men den generelle klangkarakter er den samme. Denne fornyede åbenhed, som 702 S3 byder på, bringer flere nuancer og klangfarver frem. I bassen betyder det, at kontrabassen af Arild Andersen både lyder mere fyldig og bedre defineret. Plukning på strengene er tydeligere i lydbilledet, og slagværket har endnu mere vægt, især når det kommer til stortrommer, som føles mere fysiske end på Signature-versionen.

Den største forskel mellem 702 S3 og dens forgænger, inklusive Signature-versionen, er, hvor let og ubesværet højttalernes dynamiske kontrast er. Især når man spiller højt, hvilket disse højttalere gør med glæde. Den lille H95 kunne ikke levere den samme baskontrol som H30A formår, når man skruer op for volumen, men med tilstrækkelig drejningsmoment kan man nemt fylde et stort rum med lyd fra disse højttalere.

Mellemtoneområdet er fremragende fokuseret, og guitarer og klaver mangler ikke noget af den varme, der giver klangen realisme. Nogle vokaler kan opfattes som en smule tørre, andre vil sige neutrale, men de skinner ikke på samme måde i mellemtoneområdet som de kan gøre fra en KEF-højttaler med en nyere UniQ-enhed.

Konkurrenter

Hvilket bringer os til konkurrenterne til 702 S3. KEF R7 Meta er faktisk tættere på den mindre 703 S3, da den direkte konkurrent ville være den større R11 Meta, som vi ikke har testet. Men vi har testet Audiovector QR7, som er mere underholdende, især inden for rockmusik. De meget detaljerede Sonus faber Sonetto VIII er et spændende alternativ, med kraftfuld bas og dejlig varm klang. Men de kan lyde lidt tørrere og mere beherskede, f.eks. når man skruer højt op for volumen. PMC Twenty5.24i går dybere i basområdet og er lidt mindre, og nemmere at placere, men de formår ikke at levere den samme skala som B&W-højttalerne.

Konklusion

B&Ws nye 702 S3 er steget markant i pris, og det er ikke sikkert, at ejere af den tidligere generation, herunder Signature-versionen, vil finde det interessant at opgradere til S3-serien. Men mange af dem med ældre 700-højttalere, eller ældre højttalere generelt, vil finde en usædvanligt afbalanceret og velspillende musikformidler i 702 S3. Matchet med en seriøs forstærker og en fejlfri signalkilde, er jeg sikker på, at der vil gå mange år, før lysten til at opgradere melder sig igen. Det eneste, vi i øvrigt kunne ønske os, er, at B&W også havde lavet 702 S3 i den samme opgraderede kabinetudførelse som Signature-versionen kom i.