Da jeg sidste år testede stativhøjttaleren Bowers & Wilkins 705 S2 Signature, var jeg i første omgang en smule skeptisk. Den var 50 procent dyrere end basisudgaven 705 S2, som allerede var en meget gennemført og velfungerende højttaler. Det viste sig imidlertid, at de små, men vigtige, forbedringer i Signature-udgavens delefilter og dens stivere kabinet bragte os endnu tættere på musikkens kerne. Bedre dynamik og lavere forvrængning resulterede i højere opløsning og øget troværdighed.
Den mest indlysende forbedring var imidlertid Signature-modellens nye eksklusive udførelse. Højttaleren så fantastisk ud i ibenholt, og senere blev den tilgængelig i en unik, dybblå farve, kaldet Midnight Blue. Det var bragende flot og gjorde, at man følte, man fik lidt ekstra for pengene.
B&W 705 S3 haler ind på 800-serien
Nu er turen endelig kommet til S3-udgaven. Den mest tydelige ændring i forhold til den oprindelige S2 er frontpladen. Den er nu buet, hvor den tidligere var flad. En buet front vil give færre diffraktioner – altså lydbølger, der bevæger sig i forskellige retninger langs frontpladen og kolliderer med hinanden på vej mod kanterne. Hvis diffraktioner ikke forebygges, vil det skabe udfasninger og forstærkninger af forskellige frekvenser, hvilket fører til ujævnheder i frekvensgangen.
Vi får desværre ikke farvevalgene fra S2 Signature, men udover sort højglans og mat hvid har vi fået en ny træfarve, nemlig en (i mine øjne) mere elegant mokkafarve, hvor S2 kom i en mere rødlig rosentræsfarve.
Længere diskanthus
Det genkendelige Nautlius diskanthus i toppen af kabinettet er blevet forlænget siden sidst og fræset ud i ét stykke. Det er også blevet hævet mere fra højttalerkabinettet, alt sammen for at reducere forvrængningen yderligere.
Som et direkte resultat af den buede frontplade er bas/mellemtonen monteret i en ny forbaffel af lyddødt aluminium, som rager ud af kabinettet og får højttaleren til at ligne den større model 805 mere end nogensinde. Dog har 805 D4, som den nyeste model hedder, en frontbaffel, der buer helt om bag kabinettet i en nærmest perfekt dråbeform. Et sådant kabinet er meget dyrere og ikke foreneligt med 700-seriens prisskilt. Selv om vi også her klart befinder os i entusiastklassen.
Ingen af de foretagne ændringer afspejles i specifikationerne, som er identiske med forgængerens. 88 dB følsomhed, afrulning ved 50 Hz i bassen og hele 28 kHz i diskanten er det samme som før.
Lyden af Bowers & Wilkins 705 S3
Jeg har altid været begejstret for 700-seriens ærlige og superåbne gengivelse. Og hvor 705 S2 Signature var eminent i alle discipliner undtagen dybbassen, tager S3 den et skridt videre mod perfektion – uden at tabe pusten undervejs.
Når Nidarosdomens pigekor tager teten på Kim André Arnesens Tuvayhun i sangen Song for Justice, streamet fra Roon via Hegel H190, er det med et grandiost lydbillede. Det er næsten ikke til at tro, at dette tegnes op af to enlige højttalere, placeret en god meters penge fra bagvæggen og med længere afstand til sidevæggene. Jeg taler her ikke alene om fysik og styring, men om holografien. Diskanten er så distinkt og uforvrænget, og koret hænger nærmest som et hologram i luften foran mig.
Det er svært at høre, hvor den nedre diskant krydser over i mellemtonen, fordi overgangen mellem de to enheder er så sømløs, at alt lyder, som om det kommer fra samme punkt.
Klavertonernes efterklang på Ludovico Einaudis Night er eminent, og xylofonens transienter i baggrunden leveres i lyntempo. Alt er så helstøbt, og da det kraftfulde crescendo bygges op fra omkring 2:30 inde i nummeret sidder jeg bare og måber. En så perfekt gengivelse hører virkelig til sjældenhederne, og det går op for en, at B&W ikke har overladt noget til tilfældighederne her.
Bedre end S2 Signature
Jeg oplevede noget nær det samme med S2 Signature. Laura Marlings stemme på den dejlige kontrabas-drevne ballade Soothing hævede sig over musikken, plantet i midten, og akkompagneret af kontrabassens dejlige raspende anslag langs det båndløse gribebræt. En ener af en højttaler på (næsten) alle måder.
S3 har endnu højere opløsning. Det er i bund og grund den samme lyd, jeg husker, blot med en endda mere distinkt vokal og et større rum omkring musikken. Det er på ingen måde nat og dag, og jeg vil ikke gå så vidt som at råbe fra hustagene, at S2 Signature-ejere bør opgradere. Forskellene er subtile, men alligevel vigtige.
Slank bas
Skal man sætte en finger på noget som helst med disse højttalere, så må det være, når man lytter til elektropop eller anden musik med lidt saftige basrytmer. For selv om bastonerne virkelig er fantastiske, med klanglag på klanglag i et komplekst lydbillede, så er højttalerne totalt blottet for ‘party-pukkel’. Kombineret med at de ruller af allerede ved 50 Hz står det klart, at dette ikke er festhøjttalere.
Mange vil hævde, at højttalerne mangler punch, heriblandt nok jeg! På en stor del af den musik, jeg normalt lytter til, foretrækker jeg den saftigere bas fra f.eks. Dynaudio Evoke 20. Også Kef R3, som siden er kommet i en ny Meta-udgave, har en mere underholdende bas – selv om de faktisk på papiret ruller af tidligere. Begge er også mere letdrevne. 705 S3 kræver som sine forgængere en del strøm fra forstærkeren, for at bastransienterne skal komme ordentligt frem.
Diskanten stiller krav
Man skal også være opmærksom på, at den ellers fantastiske diskant kræver kvalitet fra både lydkilde og forstærker – og fra indspilningen. En del popudgivelser, som jeg ellers elsker at lytte til, lyder en anelse skarpe, når de sendes ud gennem 705 S3. Det kan man egentlig ikke laste højttalerne for, det er bare sådan, det er med kvalitetsprodukter; de afslører alle detaljer – og dermed også svagheder. Alligevel er diskanten en smule kraftig her i forhold til andre ærlige højttalere, og så bliver det bare desto mere afslørende, hvis et led i kæden mangler opløsning i toppen.
Anbefalede forstærkere
Jeg oplevede et rigtig godt resultat med Hegel H190, og højttalerne voksede med opgaven, hvis man tilsluttede dem noget endnu bedre.
Jeg vil ikke gå så langt som at anbefale den meget dyrere Naim New Classic-serie til disse, så hænger det ikke sammen med prisen. Jeg siger bare, at jeg tabte underkæben, og at Naims lidt rundere diskant tæmmede sibilanterne noget her, uden at det gik ud over holografien, hvilket klædte højttalerne godt. Af samme grund kan jeg så godt som garantere, at Naim Nait XS 3 vil være et drømmematch, eftersom Supernait 3 er uforholdsmæssigt dyr til disse højttalere. Dertil kommer også lydkilde.
I den mere prisvenlige ende synes jeg, at Bluesound Powernode i nyeste udgave er en spændende lille bandit. Den koster kun ca. en tredjedel af højttalerne, har flere kræfter end man tror, og den lidt varme klang klæder højttalerne godt. Desuden får du streaming med i prisen. Et godt tip, hvis du synes, du har brugt mere end rigeligt med penge på højttalerne. Det samme kan jeg ikke sige om Sonos Amp, som bliver for svag og gråtonet i klangen til at yde disse højttalere retfærdighed.
Konklusion
Bowers & Wilkins har fornyet 700-serien endnu en gang, og den største kompaktmodel 705 S3 er beviset på, at det kan lade sig gøre at forbedre det næsten perfekte.
Selv i sammenligning med Signature-modellen af forgængerne er lydbilledet nu mere luftigt, åbent og frit. Instrumenterne får så meget plads omkring sig, at det er nærmest ufatteligt. Man kan sige, at højttalerne måske er lidt vel ivrige i toppen, men med en helhed som denne må man bare stille højere krav til lydkildens og musikkens kvalitet.
Bassen er heller ikke i denne omgang blandt de mest kraftfulde eller ‘sjove’, men til gengæld meget ærlig og afslørende. Disse højttalere er som skabt til at give dig gåsehud under aktiv lytning, og de kan også bruges af professionelle musikere til at mixe på, hvis man ønsker noget lidt anderledes – og meget pænere – end et par studiemonitorer.
Jeg ville ønske, at B&W tilbød samme finish som på S2 Signature-modellen, men måske sparer de krudtet til en kommende S3 Signature.
