Den er godt nok flot! Bower & Wilkins 705 S3 Signature har samme mål og vægt som standardversionen, men der er kælet for finish og detaljer i næsten hysterisk grad. Hvilket man også kan tillade sig at forvente, når prisen er mere end en tredjedel højere.

Kabinettet på testsættet er fineret med en mørk træsort kaldet Datuk og højglanslakeret til pianofinish. Det ser meget eksklusivt ud. Vil man imponere naboerne på en mere sprælsk måde, fås signaturmodellen også i en blå metallak.

Bas/mellemtoneenheden er ligesom i standardudgaven fremstillet af det såkaldte Continuum-materiale, hvor den vævede membran forebygger opbrydning og stående bølger i membranen. Den eneste forskel her er, at metalringen, som enheden er monteret i på den buede frontplade, er sort med en smal guldstribe som dekoration.

Diskantenheden er den samme fine kulstofdome, som også bruges i normalversionen. Dog er beskyttelsesgitteret udført i tyndere tråd. Og også her er der tilføjet en pralestribe af guld omkring enheden.

Bagsiden, der også er fineret, har samme type basrefleksport som standardmodellen. Og de samme fire skrueterminaler, der var stort set umulige at åbne. Det er kun et problem første gang, men personen, der har fundet på det design, burde tvinges til at løsne samtlige skrueterminaler manuelt, inden de forlader fabrikken.

Placeringen af højttalerne var den samme for begge udgaver, altså på standere med en halv meter til bagvæggen og lidt over en meter til hjørnerne.

Lyden af Bowers & Wilkins 705 S3 Signature

Hvad der rent teknisk adskiller signaturmodellen fra standardudgaven, er Bowers & Wilkins ikke særlig åbne omkring. Vi får oplyst så meget, som at der er brugt mere udsøgte komponenter i delefilteret. Men præcis hvor meget yderligere man har søgt, specificeres ikke, ligesom graden af udsøgthed på delene i standardudgaven heller ikke uddybes.

Men det er ikke rent salgsgas. For der er en markant lydmæssig forskel!

Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at teste to stort set ens sæt højttalere. Og jeg havde beredt mig på, at forskellene i bedste fald nok ville være subtile.

Selvfølgelig har B&W 705 S3 Signature de samme grundlæggende karaktertræk som standardudgaven. Det gælder både den særdeles velopløste diskantgengivelse og den flotte og meget rene mellemtone. Alt det, der gjorde 705 S3 til en god højttaler, er der stadig.

Men lydbilledet er meget større. B&W 705 S3 havde et fremadvendt og nærværende perspektiv, og det var flot i sig selv. Men den scene, som signaturmodellen fremmaner, er meget bredere. Og illusionen af at lytte ind i et stort rum bagved højttalerne er langt mere overbevisende. Hvis man forestiller sig, at højttalerne er et vindue ind til koncertsalen eller indspilningsstudiet, er dette vindue blevet pudset langt renere med 705 S3 Signature.

Oplevelsen af rum er omtrent lige så god som på DALI Rubikore 2, (der er ret fantastiske på netop dette punkt), men kombineret med den virkelig høje opløsning har vi her at gøre med en højttaler, der lyder næsten lige så imponerende, som den ser ud.

Konklusion

Med Bowers & Wilkins 705 S3 Signature har man taget en i forvejen glimrende højttaler og givet den en finjustering på flere punkter. Ikke helt ulig den forfinelse, som nu afdøde Ken Ishiwata i sin tid præsterede med sine KI-udgaver af udvalgte Marantz-produkter.

Resultatet er over forventning. At højttaleren er visuelt smuk, er i sig selv en nydelse. Men hvad B&W-ingeniørerne end har foretaget sig med delefiltrene, burde gøres obligatorisk i begge modeller. For man har opnået en langt mere sammenhængende og homogen gengivelse samtidig med et langt større perspektiv. Tænk, hvis man kunne få den lyd til en pris, der lå tættere på dagens standardmodel!

Også i denne test: