Da Bowers & Wilkins sendte deres CM-serie på pension til fordel for 700 S2-serien, var der flere, der jublede. Inklusive undertegnede. For mens CM-serien bød på nogle gode modeller, fremstod den samtidig som noget inkonsekvent. Hvordan kunne de følge den gode CM10 op med maveplaskeren CM8 S2?
Med den nye serie viste B&W, hvorfor de er blandt verdens største og mest kendte højttalerproducenter, og jeg måtte nærmest nive mig i armen over, hvor godt gulvhøjttaleren 702 S2 lød. Men det stoppede ikke der, for kompakthøjttaleren 705 S2 lød så godt, at vi kårede den til Årets Bedste Kompakthøjttaler i premiumklassen i 2018.
705 S2’s styrke er først og fremmest deres neutrale og ærlige præsentation. Stemmer og instrumenter kommer frem på meget troværdig vis, omgivet af et stort lydbillede, der breder sig udad. De reagerer lynhurtigt på ethvert anslag på guitar og kantslag på lilletromme.
Der er i det hele taget meget lidt, man savner her. Alligevel har Bowers & Wilkins lavet nogle små, men dyre justeringer for at gøre højttalerne endnu bedre.
Små men vigtige forbedringer
Signature-versionen er ikke en helt anden højttaler; faktisk er den næsten magen til bortset fra det særdeles eksklusive kabinet i glatpoleret Datuk-træ. Ikke alene giver det en anden finish, det er også stivere og har en lidt anden klang end de originale kabinetter.
Højttaler-enhederne er de samme som i den originale udgave. Det er bestemt ikke nogen ulempe, for de lyder fantastisk. Men B&W har lavet nye delefiltre med bedre kondensatorer og kraftigere køling.
Diskanthus
Det karakteristiske, elliptiske Nautilus-hus på toppen af kabinettet er fornyet i Signature-versionen. Det er lavet af ét stykke aluminium, fræset og formet til montering af enheden, der er skruet fast i metallet for maksimal kontakt. Ifølge Andy Kerr, der er kommunikationschef hos B&W, har det nye aluminiumhus langt færre resonanser end det foregående og giver derfor endnu bedre lyd.
Diskant-enheden er som sagt den samme, det vil sige en dome-formet membran af kulstof. Med mange af de samme fordele som 800-seriens diamantdiskanter, bl.a. lav forvrængning og let masse, bare til en lavere pris.
Continuum
705 Signature har den samme 16,5 cm store bas/mellemtone-enhed som originalmodellen, med en Continuum-membran, der er flettet på samme måde som kevlar, men har et ophæng, der går i ét med konstruktionen.
Den særlige “fletning” gør membranen meget modstandsdygtig over for forvrængning, da enhver uønsket resonans på membranen får en modresonans et andet sted, så de to annullerer hinanden. Derfor lyder denne type enheder så rent og dynamisk, selv om de i virkeligheden er bløde og ikke stive.
Mere af det samme?
Jeg må indrømme, at jeg har været lidt skeptisk over for, om Signature-versionen kunne retfærdiggøre prishoppet. Originalversionen er så god i sig selv, og dens svaghed er først og fremmest den lidt forsigtige bas, der gør, at den ikke helt fylder rummet på samme måde som f.eks. Dynaudio Evoke 20. Signature-versionen er opgivet til nøjagtig samme frekvensområde og følsomhed, og burde have de samme styrker og svagheder.
Og det har den søreme også. Jeg kunne næsten bare kopiere teksten fra den originale test: “Timingen er udsøgt, rytmerne sidder lige i skabet, og sammenhængen mellem bas og overtoner er der ikke mange, der kan slå dem på. Det her er højttalere, der kan tackle alle slags musik og gør det med den største selvfølgelighed.” Med et lille minus for, at de ikke har den dybeste bas i klassen.
Det samme gælder nemlig Signature-modellen. Men at sætte punktum dér er at berøve dig vigtig information. For musikformidlingen er endnu bedre. Meget bedre.
Musikalsk indsigt
Signature-modellen kræver en del tilspilning. Jeg brugte 705 Signature som skrivebordshøjttalere på hjemmekontoret i omkring en uge, før jeg syntes, at de begyndte at lyde befriet og medrivende. Men så kom de sig også. I den grad.
Sammen med den lynhurtige og ærlige Primare I35 Prisma tegner højttalerne et lydbillede op, der er så naturligt, livligt og virkelighedsnært, at jeg nærmest måtte nive mig i armen.
Den akustiske version af norske Dagnys funklende “Somebody” er en flot sang med kun Dagny og et klaver. Den kan jeg høre igen og igen uden at blive træt af den. Højttalerne gengiver hendes stemme med så meget troværdighed, at det virker, som om hun står i rummet. Ja, det er en kliché, men hør selv højttalerne, så forstår du. Hver en tone fra klaveret står på sine egne klangrige ben, uden at de andre toner får lov til at overskygge.
Sammen går alting op i en højere enhed. Her er det bare at drømme sig væk – og håbe, at børnene henter sig selv i børnehaven.
Hvad med rytmikken, spørger du måske. Jo, sæt “Hey Boy” med Sia på og se lige, om du ikke automatisk tramper takten med foden. Det er en salig blanding af funk og pop med rungende bastoner, tromme-samples og Sias selvsikre stemme i midten. I tidens ånd er den ganske vist lidt hårdt komprimeret, men ikke mere, end at selv hi-fi-nørder burde kunne leve med det.
Både pop og klassisk gengives på formidabel vis, og det samme gør jazz og anden akustisk musik. Hvis det først og fremmest er rock, du leder efter højttalere til, vil du nok hellere have noget, der kan fede det hele lidt op, f.eks. JBL L82 Classic.
Bør have en ærlig forstærker
Højttalerne har prøvet kræfter med en række forstærkere i de måneder, jeg har haft dem til test. F.eks. Electrocompaniet ECI 80D og ECI 6 DX MKII, hvor sidstnævnte afgjort fungerede bedst. Med dejlig pondus i bassen og en følelse af amerikansk muskelbil med V8-motor, for nu at bruge den sammenligning. Med andre ord ikke den mest raffinerede og sprælske, men sikke et engagement! Det er noget, B&W-højttalerne reagerer godt på.
Alligevel vil jeg påstå, at de hælder mere i retning af Formel 1 end offroad, for nu at blive ved bilanalogien. Det indtryk blev forstærket, da jeg prøvede dem med Hegel H390. For ikke at glemme den altid ærlige – og meget hurtige – Primare I35 Prisma. Her fremstår højttalerne noget slankere, men med bedre defineret bas. Mere ærlige og sandfærdige.
Hvis man har et lille rum, responderer de fint på en lille forstærker. Men den skal være god. Primare I15 Prisma fungerer godt, især i en skrivebordsopsætning. I det daglige er det den, jeg bruger mest under PC-skærmen på skrivebordet. Højttalerne er nemlig fantastiske til nærfeltsbrug, og så kan man klare sig med en svagere forstærker. Men den skal være af god kvalitet; en Sonos Amp får slet ikke magien frem.
Som monitors
702 Signature er ypperligere som hi-fi-formidlere. Men de fungerer også godt som monitors for musikere og lydproducenter. Selv har jeg brugt dem til både video- og lydredigering, og de afdækker det, der faktisk ligger i optagelsen.
Det er sjældent, for de fleste studiemonitors lyder kedeligt som musikformidlere i et almindeligt hjem. Der er visse undtagelser, f.eks. Genelec 8361A og 8351A, men jeg vil hævde, at 705 Signature sammen med en stor forstærker giver mere musikalsk magi – især i overtoneområdet, der lyder superluftigt og silkeblødt.
Konklusion
Bowers & Wilkins 705 Signature er en sjældenhed af en standerhøjttaler. Den er lige så ærlig, som den er musikalsk, og fungerer lige godt for både hi-fi-entusiaster og lydteknikere, der har brug for analytisk laserpræcision. Som musikformidler tager den alle kvaliteterne fra den originale 705 S2 og løfter dem et par små, men vigtige takker.
Signature-modellen er så tæt på high-end, som man kan komme uden at skulle punge ud med svimlende beløb. De bør også behandles derefter med gode standere og ditto elektronik.
Svaghederne er de samme på originalen – først og fremmest at de har begrænset dybbas og kan opleves som noget tynde i bunden. Men styrkerne er endnu tydeligere og tegner et musikalsk rum op med masser af magi.
705 Signature reagerer godt på en forstærker med varm lyd, hvis du har lyst til at smøre lidt ekstra på. Men den skal være god hele vejen; kun da får du fuld værdi for pengene. Hvor meget kraft den har brug for, afhænger af, hvor højt du gerne vil spille, og hvor langt væk du sidder. De fungerer godt med begrænset effekt, for de lyder lige godt ved lav og høj volumen.
Afgjort et par højttalere, der skal høres. Mange gange!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer