TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Bowers & Wilkins 707 S3

Perfekte til små rum

Bowers & Wilkins 707 S3 er seriens mindste og billigste model. Men man kan godt høre, at de er af ædel familie.

Af / 24/07/2024 - 14:00
Bowers & Wilkins 707 S3

Lyd & Billede mener

  • Flot perspektiv og akustisk scene. Charmerende og ren lyd. Prisen er virkelig fin.
  • Ugudeligt ineffektive. Bassen er ikke voldsomt nuanceret.

Den har ikke det markante ”kanontårn”med Nautilus-diskanten, men ellers ligner Bowers & Wilkins 707 S3 en miniudgave af 705 S3, som vi testede for nylig. Hvad den netop også er.

Diskantenheden er en 1” kulstofdome, men altså monteret i forpladen i stedet for ovenpå kabinettet. Enheden er dog akustisk isoleret fra frontbaflen for at undgå forstyrrende vibrationer.

BW707S3MA L 1
(Foto: Bowers & Wilkins)

Bas/mellemtoneenheden er af B&W’s specielle Continuum-materiale, hvor den vævede sandwichmembran forebygger interne resonanser og opbrydning. Men diameteren er 5” i stedet for 6,5” som på 705 S3. Frontpladen er også her buet for at undgå diffraktioner.

Bowers & Wilkins 707 S3 fås i samme finish som resten af serien: Hvid eller højglanssort lakering, samt en rødbrun træfiner, kaldet Mocha. Testeksemplarerne var i højglanssort. Det så nydeligt ud, men ikke med samme dybde og jævnhed, som en ægte pianolakering. Der sandsynligvis alene ville have kostet det samme som højttalerne.

Læs også Familiefejde i B&W Er det ren pynt, når Bowers & Wilkins laver særlige ”signaturudgaver” af nogle af deres højttalere? Eller er der en reel forskel på kvaliteten? Vi spiller to udgaver af B&W 705 S3 ud mod hinanden i en tvekamp.

Bagsiden af kabinettet rummer basrefleksporten og de samme fire skrueterminaler som på B&W 705 S3 og Signaturmodellen. Terminalerne er af god kvalitet, men hvis I endelig skal lukke terminalerne med plastpropper, så gør dem i det mindste nemme at fjerne, B&W!

Annonce

På papiret er forskellene mellem B&W 707 S3 og den større 705 S3 minimale. De har præcis samme frekvensområde (50 Hz til 22 kHz +/- 3dB), men følsomheden her er 84 dB, altså 4 dB lavere end 705 S3. Det betyder, at de kræver lidt over dobbelt så megen effekt for at spille lige så højt som storebror, der heller ikke var specielt let at drive. Så de kræver en kraftig forstærker. Og selv med den vil de aldrig komme til at spille højt, før belastbarheden sætter en stopper for festen.

BW707S3MA BW707S3WH BW707S3HGBK B 1
B&W 707 S3 fås i ægte træfiner og en nydelig højglassort lakering. De kan også købes i mat hvid. (Foto: Bowers & Wilkins)

Nej, de skal ikke ind i reolen

Når højttalere er så små som disse, er det fristende at placere dem i en reol eller på en skænk op imod væggen. Det vil vi normalt fraråde, da sådan en placering oftest både anslår rumresonanser og giver dårligere stereoperspektiv.

Højttalerne blev derfor placeret på standere (de var lige netop store nok til at dække toppladen på standerne). De skulle lidt tættere på bagvæggen for at få balance i bassen, men stadig med god afstand til sidevæggene. Det gav i mit rum det bedste perspektiv at vinkle højttalerne ind mod lyttepositionen, men det bedste råd er altid at prøver sig frem.

Der medfølger skumpropper til at lukke for basrefleksporten, hvis bassen bliver for dominerende. Men skulle det være tilfældet, bør man hellere overveje at anbringe højttalerne et andet sted. For så er der nemlig et eller andet helt galt med placeringen.

BW707S3WH L 1
Højttalerne kan teknisk set anbringes i en reol. Du får lydmæssigt mest ud af inversteringen ved at lade være. (Foto: Bowers & Wilkins)

Lyden af Bowers & Wilkins 707 S3

Bowers & Wilkins 707 S3 er seriens mindste og billigste model, og de koster kun det halve af 705 S3. Men de har mange af kvaliteterne fra deres større slægtninge.

Det gælder først og fremmest perspektivet, der er rigtig flot – også i dybden. Rummet strækker sig langt bagud bag højttalerne, og også langt ud til siderne.

Klarheden er ikke så stor som på 705 S3 – og langt fra 705 S3 Signature. Men de koster også langt mere. Og i hvert fald en del af pengene i signaturmodellen er brugt på bedre delefilterkomponenter. Det kunne være interessant at opleve en tilsvarende opgraderet 707 S3. For de basale kvaliteter er helt sikkert på plads, når det gælder rum og perspektiv.

BW707S3HGBK O 3
Terminalerne på bagsiden tillader biwiring. Men de er glatte, så det er svært at åbne dem og stramme dem. (Foto: Bowers & Wilkins)

Med en femtommer bas/mellemtoneenhed i et lille kabinet og en deraf følgende lav følsomhed er dynamikken ikke det stærkeste kort på 707 S3. De har simpelthen ikke råstyrken til at eksplodere i kraftige passager. På Banditen Galopp kan man glæde sig over oplevelsen af koncertsalen i Cincinnati. Men chokket fra piskesmældene og trykbølgen fra paukerne udebliver. Men 707’erne fortjener stadig en flidspræmie for deres deltagelse. For det lyder aldrig grimt eller kedeligt.

Kompleks musik er ikke de små æskers livret. Min yndlings-stresstest, Disturbeds coverudgave af Sound of Silence lyder fint fra begyndelsen. Men når orkesteret sætter ind i nummerets sidste halvdel, bliver musikken til et sammenpresset lydtapet, hvor instrumenterne og vokalen flyder sammen. Og hvor højttalerne for en enkelt gangs skyld lyder lidt skingre. Men det er OK, når man tager prisen og størrelsen i betragtning.

BW707S3MA_O_1 BW707S3HGBK_O_1 BW707S3WH_O_1
<
>
Den rødbrune finer kaldes "Mocha". (Foto: Bowers & Wilkins)

Lidt enklere musik går anderledes bedre. Et synthwave-nummer som liveudgaven af N3on med Code Elektro klares med både rytmisk drive og finessen i behold i form af god rumfornemmelse.

Bas skal man ikke vente meget af, men her kommer fysikken højttalerne til hjælp, da de mest sandsynligt vil blive brugt i små stuer, hvor de vil blive placeret tæt på bagvæggen (har man penge nok til en stue på 50 kvadratmeter, vil man sandsynligvis også have råd til større og dyrere højttalere). Med ryggen mod muren får højttalerne en tiltrængt assistance i basområdet.

Imens mellemtone- og diskantområdet er direkte flot og vel opløst, er nuanceringsevnen i bunden begrænset. Højttalerne lyder dog aldrig hule eller rungende.

Konkurrenter

Til prisen kan man finde mange større og afgjort mere højlydte højttalere end Bowers & Wilkins 707 S3, men hvis kravet er et præcist stereoperspektiv i en kompakt højttaler, er DALI Menuet SE en af de mest nærliggende konkurrenter. Den tegner en endnu mere overbevisende akustisk scene og er mere neutral. Men B&W 707 S3 spiller så meget højere, at man kan få glæde af musikken i lidt mere normale rum. Er budgettet stramt, kan man få mange af kvaliteterne i Q Acoustics 5020, der glimrer med lige så ren og ufarvet stemmegengivelse. Men på bekostning af dybbassen.

Læs også Genfødte kæmpedræbere DALI har givet en af sine mest elskede modeller en kærlig opdatering. Resultatet er nærmest magisk.

Konklusion

Bowers & Wilkins 707 S3 har mange af de samme kvaliteter som den dobbelt så dyre 705 S3. De er fornøjelige og behagelige at lytte til. Og perspektivisk er de bedre end de fleste i prisklassen. Vi har at gøre med små og svært ineffektive højttalere, så dynamik og store orkesterbrag er ikke, hvad de er sat i verden til. Men til akustisk musik eller for den sags skyld pop og rock i et mindre lokale kan de være et fund til prisen.

Karakter
Bowers & Wilkins 707 S3
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

2 kommentarer til “Bowers & Wilkins 707 S3”

  1. Jørgen Hansen

    Hej lyd og billede. Hvorfor bliver B og w 706 ikke nævnt i forbindelse med omtalen af 707/ 705. Jeg har sådanne og H95 +B w 608 sub, og er meget glad for 706erne. Hilsen Jørgen Hansen Slagelse.

    1. John Alex Hvidlykke

      Bower & Wilikins 706 S3 er bestemt meget relevant, men vi har ikke mulighed for at sammenligne lyden af den simple grund, at vi ikke har testet den endnu.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?