Du er ikke alene, hvis du synes, det er svært at vælge en ny bordhøjttaler. Udvalget er enormt, og det er ikke let at finde de bedste. Det sikreste er at vælge en producent, man kender eller har hørt om før.
Hvis der står Bowers & Wilkins på højttaleren, er der som regel grund til at føle sig tryg. I årevis har de lavet højttalere i alle prisklasser, og mange af dem har gjort det rigtig godt i vores tests. Nogle er sågar testvindere.
Men det gælder stereohøjttalere; når det kommer til bordhøjttalere, er Sonos gerne det første, man tænker på. Men B&W er bestemt ikke ukendt med den kategori, og deres Zeppelin var længe vores reference blandt de dyrere bordhøjttalere.
Det er længe siden nu, og B&W har ikke haft en virkelig god bordhøjttaler i premiumklasse i lang tid. En, der kan kæmpe om markedsandele med f.eks. Naim, Geneva, Sonos og Technics.
Det har de afgjort fået med Formation Wedge, som er bordhøjttaleren i en serie nye trådløse multirumshøjttalere fra B&W. En rigtig lækker en af slagsen med trådløs tilslutning, multirum – men ikke stereoparring – og kræfter nok til at fylde rummet med musik.
Den har både AirPlay 2 via Wi-Fi, Bluetooth (med aptX HD), Spotify Direct og Tidal-understøttelse, og den er Roon Ready for dem, der vil styre deres streaming-tjenester med en enkelt app. Chromecast er pudsigt nok udeladt.
Massiv effekt
Wedge er ikke blandt de mindste bordhøjttalere. Den lægger sig mellem Naim Mu-so Qb2 og Mu-so 2 i pris, og den er større og dyrere end Sonos Play:5. Men den er også meget kraftigere.
B&W-højttalerens ellipseformede front skjuler en 15 cm subwoofer, to mellemtone- og to diskant-enheder, drevet af 40 watt forstærkereffekt til hver enhed plus 80 watt til sub’en. Alt styres af en digital signalprocessor, som det er almindeligt for denne type højttalere.
Man kan også slutte en Formation-subwoofer trådløst til højttaleren, hvis man vil have mere bas.
Trådløst multirum
Wedge kan placeres på et bord eller en hylde, og der findes et tilpasset vægstativ som ekstraudstyr for dem, der foretrækker at hænge højttaleren på væggen. Men så må man undvære den finerede bagplade, som utvivlsomt koster mere end støbt plast, men også ser meget bedre ud.
De grundlæggende funktioner kan betjenes på et touch-felt på toppen eller med app’en Formation Home, som også giver mulighed for at tilføje flere højttalere i flere rum. I app’en kan man desuden vælge højttalere individuelt og justere bas og diskant, men heller ikke meget mere.
Når højttaleren er koblet til det trådløse hjemmenetværk, vil man finde den, hver gang man vælger at streame musik over netværket, og alt kan styres fra mobil eller tablet. Der er ikke nogen fjernbetjening, så mobilen er reelt fjernbetjeningen.
Tilslutninger?
Underligt nok har B&W fravalgt alt, hvad der hedder indgange, med undtagelse af Ethernet, der giver kablet – og dermed mere stabil – tilslutning til routeren, men der er ikke HDMI eller optisk indgang, hvilket havde været praktisk for de mange, der ønsker bedre TV-lyd.
Der er heller ikke nogen hovedtelefonudgang på Formation Wedge.
Kraft og klarhed
At Wedge ikke har nogen tilslutningsmuligheder, er vi næsten villige til at tilgive. For lyden er der ikke meget at udsætte på. Højttaleren understøtter op til 24 bit/96 kHz lydfiler, og DSP-styringen strækker frekvensområdet fra 35 Hz til 28 kHz, hvilket er rigtig godt for en så kompakt bordhøjttaler.
Stereoeffekten er normalt minimal fra bordhøjttalere, men B&W har formået at få Wedge til næsten at lyde, som om man lytter til to højttalere i stereo. Lydbilledet er forbløffende bredt, og basgengivelsen fyldig og potent. Den spiller højere og klarere end Play:5, og lyden er langt bedre defineret med mere åbenhed og flere detaljer i mellemtoneområdet og en langt mere troværdig basgengivelse.
Bassen på Matthew og The Atlas’ nyeste album lød rigtig veldefineret, og med lidt justering i app’en fik jeg lidt mere vægt og balance i lydbilledet. Klassisk klavermusik lød bedre defineret her end på Naim Mu-so Qb2, men havde ikke samme klangfylde som på den større (og dyrere) Mu-so 2. Wedge kan også spille højt og kontrolleret nok til at skabe party-stemning, men hvis rummet er stort, bør man overveje at tilføje en subwoofer.
Kvindevokaler, f.eks. sopraner, lyder måske lidt tyndt på enkelte optagelser, mens mandlige vokaler fik godt med klangbund. Alt i alt er lydkvaliteten fra Formation Wedge i topklasse for en bordhøjttaler.
Konklusion
Bowers & Wilkins har gjort det før med Zeppelin, der længe var den allerbedste bordhøjttaler. Formation Wedge er en værdig efterfølger, der både lyder bedre og er mere anvendelig. Den er dog ikke uden konkurrence, og fraværet af tilslutninger vil gøre den uaktuel for en del brugere.
For dem, der bare skal streame og ønsker sig bedre lyd end normalt for bordhøjttalere, er Wedge blandt de allerbedste trådløse multirumshøjttalere lige nu.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer