For et par år eller tre siden blev vi præsenteret for den “næsten” færdige prototype på nogle højttalere, der ikke var som noget andet, vi har set. De havde været på udviklingsstadiet i omkring 15 år på det tidspunkt, men der skulle gå yderligere tre år, før de rent faktisk kom på markedet.
Der er flere grunde til, at det har taget så lang tid. Selve princippet bag højttalerne er sådan set et kabinet med dynamiske elementer, men de er ikke desto mindre helt anderledes i den måde, de bygger lyden op på og få din hjerne til at lytte uden om fysikkens love. Man kan sige, at de får hjernen til at reagere på en anden måde, når den opfatter og behandler den information, den modtager gennem ørerne.
Peter Steindl, manden bag Bremen 3D8, har udviklet på højttalerne i en lille menneskealder. Hele konceptet bygger på psyko-akustikkens regler, og det har krævet, at Peter læste og læste og skabte sig en viden om akustik og lydgengivelse, som kun få kan matche. Peter forklarer ofte teorien bag i lignelser, for at vi uvidende skal kunne følge med – men det lykkes ham faktisk at gøre de forfærdelig komplicerede begreber nogenlunde forståelige.
Det handler – meget, meget kort – om, at det man hører, ikke er det man “hører”. Lydbølger i luften rammer trommehinderne, hvor de omdannes til nerveimpulser, som det så er op til hjernen til at fortolke. Og her er nervesystemet sindrigt indrettet med en række nervebaner af forskellig længde, der styrer retningsbestemmelsen af lyden. Det er her, spredningen og lineariteten i højttalerne kommer ind og kan få nervesystemet til behandle alle impulser finere og mere præcist, hvilket nærmest skaber et lydbillede af en ny dimension.
Det gælder om, siger Peter, at fjerne eller minimere forvrængning i form af fasefejl, distortion og destruktive rumrefleksioner, der mindsker musikoplevelsen.
Lang rejse
Rejsen fra idé og teori til endelig realisering af disse højttalere har været lang. Enkelte har hørt forskellige udkast og forsøg gennem årene, og der er gået rygter om, at det, folk har hørt, har været noget helt specielt. Få har dog troet på, at projektet reelt kunne realiseres som kommercielle højttalere. Peter har måttet udvikle nye, temmelig komplicerede målemetoder, og jeg har aldrig før set et så veldokumenteret sæt måleresultater, der også rent faktisk kunne vise de ting, der er vigtige.
Højttalerne var i princippet færdige for et år siden, men siden er der sket en videreudvikling af højttaler-elementerne, hvor små forvrængninger er fjernet, der måske ikke havde betydet så meget, hvis det havde været almindelige højttalere, men hvor Peter Steindl mener, at det ville have haft for stor betydning i netop disse højttalere, hvor konsistensen i elementernes spredning er supervigtig.
Ægget kom først
Selve højttaleren er formet som et æg – et meget smukt æg – hvor toppen er skåret skråt af, og de fås i en række friske farver. Ægget skal hænges på væggen. Hjemme hos mig ville det sige på sidevæggene, men man kan også placere dem på bagvæggen. Det afhænger af rummet.
Højttaleren har tre elementer – to diskanter, der sidder 45 grader fra midteraksen og peger hver sin vej, og en bas/mellemtone, der peger opad. Det ser lige så underligt ud, som det lyder, når man beskriver det. Elementerne kommer i øvrigt fra Scan-Speak og er baseret på standard-elementer, men grundigt tweaket for at kunne bruges i Bremen 3D8.
I mit lytterum blev højttalerne placeret på sidevæggene med toppen af hver højttaler omkring 110 cm fra gulvet og 160 cm fra rummets bagvæg. Således var der ca. 5,5 meter imellem dem, og de pegede mod hinanden i rummet. Det ser virkelig mærkeligt ud, men samtidig har man ikke den sædvanlige visuelle oplevelse af et lydsystem i rummet. Primært brugte jeg en Devialet 200 forstærker, en vanvittig god kombination.
Denne placering betød, at den bedste lytteposition var godt og vel en meter længere tilbage i rummet end normalt for stort set alle andre systemer, jeg har prøvet. Faktisk der, hvor linjerne fra de diskant-elementer, som peger ind mod lyttepositionen, skærer hinanden. Interessant, men også noget at være opmærksom på som forbruger, da netop dét meget vel kan være en fordel.
Lydbillede og atter lydbillede
Det handler om ikke at tænke. Luk øjnene og læn dig tilbage, glem alt, hvad du er vant til fra almindelige højttalere, og bare nyd det. Her får du et lydbillede serveret af en dimension, som du sikkert aldrig har hørt før. Vægge og loft forsvinder, og det er, som om rummet er lavet af musik. Du stiger ligesom ind i musikken, og dem, der spiller, virker nærmest fysisk til stede i rummet. Det er næsten lidt skræmmende, og man skal lige vænne sig til det.
Jeg har i løbet af testen spillet meget forskellig musik i stride strømme. Man kunne måske forvente, at der ville mangle både lydtryk, bas og dynamik, da det er ret små højttalere med en relativt beskeden bestykning. Men nej, det hele er der. I rigt mål endda. De små æg går faktisk helt ned til 35 Hz, hvilket er ekstremt fra kabinetter med kun 8 liters intern volumen.
En af mine franske favoritter, Mylène Farmer, synger næsten hviskende og med lille stemmevolumen på live-albummet Timeless 2013. Det har mange højttalere store problemer med; især kan hun blive flyttet langt tilbage i baggrunden, hvis ikke højttalerne har god spredning. Men Bremen 3D8 stiller hende lyslevende midt på scenen med den tyngde i sangen, som produktionen egentlig har i sig. Imponerende.
I Trentemøllers elektroniske musik – med mange små lyde strategisk placeret i klangbilledet – kommer alt det frem, som Trentemøller nok selv ville ønske, at alle anlæg kunne gengive. Her er et lydbillede, der giver kuldegysninger af glæde. Det samme med Kraftwerks Tour de France; det lyder simpelthen vanvittig godt. Lige netop elektronisk musik har altid godt af højttalere, der kan skabe et stort og veldefineret lydbillede.
Konklusion
Bremen 3D8 er virkelig spændende højttalere, der ikke er som noget andet, vi har hverken set eller hørt (eller forsøgt at placere i rummet). Alt er anderledes, inklusive lydoplevelsen, men sikke en lydoplevelse! Det er simpelthen enestående.
Det er klart, at det her ikke er højttalere for alle; dertil er de for anderledes i hele deres koncept. Men for mange kan de være det alternativ, der sætter prikken over i’et både indretnings- og lydmæssigt.
Hvis du får mulighed for det, bør du afgjort prøve at lytte til Bremen 3D8, for de kan noget, som ingen andre højttalere, jeg har hørt, kan. Der er stor risiko for, at du får en oplevelse, som du ikke glemmer lige med det samme!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer