Buchardt Audio er en lille dansk højttalerproducent. Faktisk er der kun én fuldtidsmedarbejder i firmaet, nemlig Mads Buchardt, som også har lagt navn til produkterne. Og firmaet har for øjenblikket kun to produkter på programmet: Højttalerne S200 og S300, som begge er kompakte tovejs-reol/standerhøjttalere. Første gang jeg hørte på den mindste model, S200, var på Hi-Fi & Surround 2014 udstillingen, hvor de små debutanter blev et af trækplastrene. En test blev hurtigt programsat, og Lyd & Billede er det første medie, der har haft lejlighed til at teste S200. Vi har testet en prototype, som bortset fra detaljer i finish vil være identisk med den, der vil kunne købes fra januar 2015.
Finish og placering
S200 er en tovejshøjttaler med 1″ diskant og 5″ bas/mellemtone på fronten. På bagsiden findes, ud over terminalerne, to 5″ slaveenheder til at give et tilskud i bunden. Finishen er en silkemat hvid lakering, men der var som sagt tale om en prototype, som f. eks. ikke blev leveret med frontstof.
Med et frontmål på blot 31 x 16 cm og 24 cm i dybden er S200 let at placere. Vi lyttede til den, placeret på Buchardt Audios egne højttalerstande, men den kan også placeres i en reol. Da slavebasserne stråler bagud, skal der være et par cm luft omkring højttaleren, men det er også tilstrækkeligt, siger konstruktøren. Reolplaceringen vil dog give et betragteligt løft til den i forvejen kraftige bas.
Subwoofer ikke nødvendig
Det, som man først lægger mærke til, er bassen. Det er ikke, fordi der er noget galt med de andre toneområder – så langt fra. Men med et kabinetvolumen på knap otte liter er forventningerne til basområdet begrænsede. De fleste højttalere i denne størrelse plejer at falde af under 70-80 Hz. S200 er opgivet til en nedre grænsefrekvens på 37 Hz (-3 dB), og til at gå lineært ned til 40 Hz. Og spille bas, det gør den! Selv konsekvent ”umulige” numre som James Blakes “Limit To Your Love” slipper helskindet igennem. S200 formår ikke at sætte at stort rum i svingninger på samme måde som visse større og langt dyrere systemer. Men er lytterummet af mere normale dimensioner, er det alt rigeligt.
Kompakthøjttalere med 5” bas/mellemtone er gerne i deres es på sang og musik med lille besætning. S200 er ikke nogen undtagelse. Den præsenterer et velnuanceret og frit lydbillede med god plads til instrumenterne. Stemmer lyder naturligt, og stereoperspektivet er upåklageligt. Ikke mindst til prisen. Diskanten følger trop med den fine mellemtone og imponerende bas. Toppen er velopløst og luftig, og et bækken lyder som et bækken – og ikke bare hvid støj.
Det kan ikke skjules, at vi er svært imponerede af Buchardt Audio S200, som lyder langt større og dyrere, end den i virkeligheden er. Først når man sætter et virkelig tungt og komplekst stykke musik på afspilleren og skruer op for volumen, kommer begrænsningerne frem. Er der orkestermusik for stor besætning eller væg-til-væg-heavy på menuen i et stort rum, bliver perspektivet rodet sammen. Det er ikke en fejl ved højttalerne, men simpelt hen en konstatering af, at naturlovene trods alt stadig gælder.
Prisen er skåret ind til benet
Skal tjene penge på at sælge højttalere billigt, må man enten spare på materialerne, eller man må nøjes med at tjene nogle få kroner stykket – men satse på at sælge rigtig mange. Der er tydeligvis ikke gået på kompromis med komponenterne i S200. Enhederne er alle er hentet hos SB Acoustics, og de er ikke billige. Og det er betydeligt dyrere at putte to slavebasser i hvert kabinet, frem for bare at save et hul og sætte et plasticrør i. Dertil kommer terminaler, delefilter og selvfølgelig selve kabinettet, som produceres i Østen. For at holde prisen nede sælges højttalerne direkte til kunden, uden om butikkerne. Men hvis Mads Buchardt og Co. skal leve af det, skal der sendes rigtig mange pakker af sted til kunderne. Firmaet lover i øvrigt fem års garanti, samt 14 dages gratis afprøvning.
Konklusion
At få en højttaler med et nettovolumen på under otte liter til at række ned til 37 Hz er et ambitiøst mål. At gøre det uden at ofre impulsgengivelse og effektivitet, er endnu sværere. Og sælge den for bare 3.000 kroner stykket er intet mindre end imponerende. Buchardt Audio har skabt en del omtale. Og den er fuldt ud fortjent. Det er tilmed virksomhedens første produkt. Hvis de kan holde kadencen, kan det kun blive godt.
Slavebasprincippet
Buchardt Audio S200 er opbygget efter slavebasprincippet, som er en variant af basrefleks. Men hvor man i basreflekskabinettet bruger et rør til at give tilskud i den dybeste bas, sidder der i slavebaskabinettet en eller flere passive ”slave”enheder, som er basenheder uden magnet og svingspole. Enhederne afstemmes lige som basrefleksporten til en bestemt resonansfrekvens, der ligger under resonansfrekvensen i et tilsvarende lukket kabinet. Især i små kabinetter giver slavebas mulighed for dybere bas end traditionel basrefleks. Ulempen er dels, at man risikerer en dårligere impulsgengivelse, da den tunge slavemembran er sværere at starte og stoppe end luften i en basrefleksport, dels at de ekstra, passive enheder koster penge.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer