: Buchardt Audio S300

Det er gået stærkt for danske Buchardt Audio. Siden firmaet debuterede på Hi-Fi & Surround-messen i oktober 2014, er det strømmet ind med både lovord og bestillinger. Mads Buchardt, som er firmaets eneste medarbejder, har derfor haft travlt.

Vi testede i januar – som det første medie – S200, der var den første tilgængelige model fra Buchardt Audio. Og vi var mildt sagt imponerede over, hvor meget kvalitet det var lykkedes at proppe ind i de meget små og billige kasser. Især bassen fik os til at tabe underkæben.

Nu er de større S300 så blevet klar til levering. De blev også i sin tid demonstreret som prototype på messen, men da højttalerne produceres i Indonesien, og der skal bestilles temmelig mange ad gangen, var der ikke penge til at sende begge modeller på markedet på én gang.

Finish og placering
Buchardt S300 ligner ved første øjekast S200 til forveksling. En minimalistisk designet tovejskonstruktion i sort eller hvid silkemat finish. Kabinettet er dog nogle få cm større på hver led, og bassen er på 6 tommer, hvor S200 havde et 5 tommers bas-element. Frontstoffet dækker ikke hele fronten, men er udformet som runde stofhætter, der lige akkurat dækker henholdsvis bas og diskant, og holdes fast med usynlige magneter.

På bagsiden er der dog forskel. I stedet for et slavesystem er S300 basrefleksafstemt. Slaveafstemningen var nødvendig for at få den mindre model til at gå dybt nok i bassen, men i det større kabinet er der ifølge Mads Buchardt ikke samme gevinst ved slaveprincippet, så her er der valgt en traditionel basport. Højttalerne er opgivet til at have en nedre grænsefrekvens på 33 Hz (-3 dB).

Højttalerterminalerne er udført som solide bananbøsninger med plads til ret tykke kabler.

Lyden
Buchardt S200 overraskede med en basgengivelse, som vi kun har oplevet tilsvarende fra meget få minihøjttalere (de er på under otte liter i kabinetvolumen). S300 gør det på ingen måde dårligere, men det er ikke helt så overraskende, da kabinetterne er næsten dobbelt så store. Der er naturlige grænser for, hvor meget luft et 6 tommers bas-element kan flytte i de nederste oktaver, men en subwoofer behøver ikke at være det næste, du anskaffer.

Anbragt på standere og med en halv meter til bagvæggen kvitterer S300 med et stort og velopløst lydbillede, hvor selv meget små detaljer kommer med.

Mange sværger til tovejshøjttalere, fordi der med kun to elementer og én delefrekvens er færre problematiske overgange at tage hensyn til. Til gengæld er udfordringen med at få blot to elementer til at dække hele det hørbare område så meget desto større.

Samarbejdet fungerer endda rigtig godt i S300. Overgangen mellem de to elementer er fuldkommen glat, og højttalerne skaber et særdeles flot stereoperspektiv, der rækker langt ud på begge sider af højttalerne – og faktisk et godt stykke hen ad sidevæggene.

I en godt dæmpet stue på 25 kvadratmeter kan man spille rigelig højt, uden at højttalerne mister deres greb om tingene. S300 er ikke diskotekshøjttalere, men de følger fint med, når der kommer et nummer, som kræver et ekstra vrid på volumenknappen. Selv min yndlings-stresstest, “Pestilence and Plague” fra Judas Priests Nostradamus, blev spillet på fuld tryk, uden at elguitarer og kor flød sammen. At S300 er afslørende, bevidnes også af, at flere af dem allerede bruges i lydstudier.

Konklusion
Comeback er en svær kunst, især efter et så perfekt afsæt som S200. Men S300 er en tredjedel større, en tredjedel dyrere – og også en tredjedel bedre. De vil ikke i samme grad chokere på grund af størrelsen, men som trofaste og meget præcise musikgengivere skal de nok få mange tilhængere. Og nu også til større stuer.