Test: Burmester B18

Da det ikke er almindeligt at få i både pose og sæk, må man ofte bide tænderne sammen og acceptere, at man ikke kan få alt.

Kompromiser er indimellem svære at sluge. Især når man har lagt en anseelig sum. Det perfekte eksisterer ikke, men det perfekte kompromis kan være en god erstatning. Se bare her.

De slanke gulvstående højttalere fra tyske Burmester ser ud, som om de er designet til et moderne, minimalistisk indrettet hjem, hvor nips og brugskunst ikke findes. Et stramt, slankt design, der vidner om, at man har anstrengt sig for at lave en højttaler, der appellerer til folk med en veludviklet æstetisk sans.

Det har ikke bare givet Burmester B18 et tiltalende udseende, men også et lille fodaftryk og placeringsvenlige proportioner. De kan stå ind til væggen, uden at man får overdrevet meget bas, og dermed opnås en relativt diskret højttalerplacering. Især hvis man vælger dem i hvid. Så går de næsten i ét med den hvide bagvæg.

Højttalerne måler 105 cm i højden, men er kun 20 cm brede. De er mere kompakte, men koster næsten det samme som Audiovector SR6 Signature, Sonus faber Olympica III og Dynaudio Contour 60. For nu at nævne tre rigtig gode gulvhøjttaler i samme klasse.

Træværket på Sonus faber er nydeligt udført, men det er højttalere, der trives bedst i en omhyggeligt opmålt opsætning. Gerne lidt ude på gulvet for at yde sit bedste. De høje Audiovector giver ikke samme luksusfølelse, men kan placeres tæt på bagvæggen uden problemer. Det kan Dynaudio ikke; de er krævende både at drive og placere.

Dermed kan B18 virke som et interessant alternativ for dem, der ønsker sig et par placeringsvenlige high-end-højttalere, der ikke går for meget på kompromis med lydkvaliteten.

Massiv konstruktion

Kabinettet kan leveres i poleret træfinér, macassar, lys eller mørk valnød og i hvid. Højttalerne er håndlavede, og udførelsen er fremragende i alle led. Den 5 mm tykke aluminiumfront – kan leveres i sort – der dækker den øverste del af den 43 mm tykke front, er perfekt integreret i den nedre del af frontpladen, som er 48 mm tyk.

Alle skruer er forsænket, og dækpladen til delefilteret er parallel med bagpladen. Hvor der ud over et par kraftige kabelterminaler sidder en lille omskifter til at dæmpe eller hæve basniveauet, afhængigt af om højttalerne står ind mod væggen eller længere ude på gulvet.

Aluminiumsoklen er koblet til kabinettet med dæmpningsmateriale imellem og en solid stålplade over for at dæmpe vibrationer til gulvet.

Det kan se ud, som om B18 er trevejs eller i det mindste tovejs, da der sidder tre enheder på fronten. Sandheden er, at højttaleren er konstrueret som en toenhalvvejsmodel med en 17 cm mellemtone forsynet med glasfibermembran og en 28 mm stor ringdiskant i et lukket kabinet, mens den tredje enhed – også 17 cm med glasfiber – fungerer som bas-enhed i et basreflekskabinet. Hvis basporte faktisk kan dæmpes med skum-plugs, hvis man får for meget bas.

De to 17 cm enheder overlapper hinanden lidt og deles omkring 400 Hz, mens diskanten tager over for den midterste enhed ved 3200 Hz. Med 4 ohm belastningsimpedans og 88 dB følsomhed er de moderat letdrevne for en strømstærk forstærker.

Dynamisk kontrast og varm klang

Jeg vil anbefale at vælge en forstærker, der ikke får åndenød ved lav modstand, for impedansen kan synke en del i bassen (under 4 ohm), når man flytter basomskifteren, og suger mere strøm fra forstærkeren.

Højttalerne fungerer over al forventning, når de er placeret nær bagvæggen. Formatet skrumper lidt ind, men man skal ikke trække dem mere end 30 cm ud fra væggen, før det vokser mærkbart.

Burmester opgiver 42 Hz som den nedre effektive basfrekvens, men i praksis virker det, som om de faktisk går dybere. Misforstå mig ret: De går ikke specielt dybt i bassen – ægte dybbas må man få med en subwoofer – men jeg føler mig sikker på, at de fleste vil finde basgengivelsen fra B18 mere end tilstrækkelig dyb.

Den er i hvert fald stram og generøs på samme tid. Bassporet på “Portrait of a Silence” fra Paul Bleys album In the Evenings Out There lyder seriøst fedt med en næsten kvalmefremkaldende bas, når man skruer op for volumen. Sæt basomskifteren til minus, og bassen dæmpes lidt, men samtidig bliver den endnu strammere uden at miste nogen af definitionsevnen.

Højttalerne spiller gerne højt, og heldigvis er balancen fyldig nok og diskanten kontrolleret nok til, at lyden aldrig bliver høj eller skinger.

Klangbalancen er behageligt varm, uden at den opleves som ulden. For detaljerigdommen på Radioheads album Hail to the Thief er enormt til stede i rummet via højttalerne. På “Sit Down, Stand Up” vælter detaljerne i kaskader ud af højttalerne. Som præsenterer musikken med enestående god dybde, hvor musikken gengives i flere lag.

Det næste spor, “Sail to the Moon”, har en meget dybere klangbund, og her mærkes det, hvor godt dæmpet det solide kabinet er. Den dybe klang fra klaveret og bassen og den generelt mørke stemning på sporet fylder rummet og skaber en helt anden atmosfære end på det foregående nummer.

Klassisk musik er lige så krævende. Hector Berlioz’ Symphonie Fantastique er et bogstavelig talt strålende eksempel. Her formår højttalerne med lethed at turnere de komplekse dynamiske kontraster og den efterhånden ganske massive strøm af dynamiske passager, der er krævende selv for tunge højttalere.

Den dynamiske kontrast i de lavere oktaver er lidt bedre på Contour 60, og diskanten er mere luftig på et par Audiovector med bånddiskant, men kombinationen af klangbalance, basrækkevidde, gennemsigtighed og placeringsvenlighed er uovertruffen i Burmester B18.

Konklusion

I denne klasse er Burmester B18 et strålende kompromis. Den kombinerer et tiltalende design og placeringsvenlige ydermål med fremragende afbalanceret lyd. For en high-end-højttaler under den magiske 100.000-kronersgrænse findes der mange alternativer, men få af dem er så vellykkede på så mange parametre som disse.