TEST: Dali Epikore 9

Da jeg havde æren af at teste Dali Epikore 11 tidligere i år, blev jeg både imponeret og lidt overvældet. Imponeret over både udsmykningen og ikke mindst lydkvaliteten, men samtidig overvældet over de enorme dimensioner. For selv om jeg var vild med lyden, var størrelsen større, end hvad de fleste danske hjem kan håndtere.

Derfor er det en fornøjelse at byde lillebror Epikore 9 velkommen på testbænken. Her taler vi om en højttaler, der har arvet det meste af teknologien fra sin storebror, men i en form, der er lettere at placere i et normalt rum.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at dette er en stor højttaler. Med en højde på 131 cm og en vægt på 64 kg pr. højttaler er det ikke noget, du vil slæbe over skulderen på vej op ad vindeltrappen. Men hold da op, hvor er det polerede kastanjebrune kabinet et syn for guder.

Fælles arv

Ligesom sin storebror har Epikore 9 den samme hybriddiskant med en 35 mm dome og et 10 x 55 mm bånd. Den har den samme 6,5« mellemtoneenhed med SMC Gen-2-teknologi i magnetsystemet. Kabinettet er også bygget på samme måde, med tykke MDF-paneler og opdelt i separate kamre til bas og mellemtone.

Forskellen er, at Epikore 9 har to 8-tommers basenheder, hvor Epikore 11 har fire. Resultatet er, at højttaleren er både slankere og lavere, og den samlede vægt er reduceret fra 75,6 til 64 kilo. Det er stadig en stor højttaler, men i det mindste er det muligt at få den ind ad døren uden at skulle rive karmen i stykker.

Dyr konstruktion

Dali har ikke sparet på noget i forbindelse med konstruktionen. De har udviklet deres egne teknologier til at reducere forvrængning, herunder det førnævnte SMC Gen-2, som er et magnetisk materiale, der næsten ikke leder strøm og derfor eliminerer hvirvelstrømme, som ellers ville skabe forvrængning i magnetsystemet.

Der bruges titanium i de cylindre, som svingspolerne er viklet omkring. Det forhindrer indflydelsen fra magnetisk induktion, som ville have virket som en bremse på svingspolen. Som følge heraf bevæger spolen sig meget mere frit, hvilket resulterer i bedre dynamik og mindre forvrængning.

Hybrid-diskanten er identisk med den, der sidder i topmodellen Epikore 11. (Foto: Dali)

Om placering

I vores testrum fik jeg det bedste kompromis mellem stereoperspektiv og basrespons ca. 1,5 meter fra bagvæggen og 1 meter fra sidevæggene, begge dele målt fra diskantens centrum. Denne placering giver en fin balance mellem dybde i lydbilledet, præcision i mellemtonen og kontrolleret bas. For dem, der placerer Epikore 9 derhjemme, er Cardas’ metode med det gyldne snit et godt udgangspunkt. Det betyder ofte, at afstanden til bagvæggen er mere end 2,5-3 meter, hvilket er meget upraktisk for de fleste mennesker. I dette tilfælde kan man skære afstanden ned til præcis det halve, uden at det går ud over lyden. Som et kompromis kan man halvere afstanden yderligere, hvis det er nødvendigt. Derfra kan du eksperimentere med at flytte højttalerne frem og tilbage for at finde den endelige position, som du synes lyder bedst.

Når positionen er fundet, justeres højttalerpiggene ned mod gulvet ovenfra ved hjælp af den medfølgende unbrakonøgle. En praktisk løsning, som gør det betydeligt nemmere at justere et par højttalere af denne størrelse.

Varm og indbydende lyd

Med Weiss DAC501 tilsluttet Hegel H30A og Tidal via Roon som kilde kan du bare læne dig tilbage og nyde musikken. Caroline Polacheks avant-popsang Dang lyder lige så mærkelig og forfriskende, som den skal, med en enorm stereobredde og krystalklare detaljer. Hendes stemme svæver i luften mellem højttalerne, mens slagtøjet har en vanvittig præcision. Stortrommen er punchy som bare fanden, og der er en luft i basområdet, som er svær at forklare.

Jeg er overrasket over, hvor tæt på Epicore 11 disse højttalere lyder. På papiret går de lige så dybt i bassen, og det føler jeg også, at de gør i vores testrum. Desuden er de ikke så svære at placere i forhold til væggene, sandsynligvis fordi energien i de dybeste oktaver ikke er så stor og krævende.

Et godt eksempel er Barbara Hannigan og Emerson String Quartet’s klassiske udgivelse Infinite Voyage. Det første nummer af stykket Melancholie af Paul Hindermith gengives med en enorm dynamisk spændvidde, fra de mest delikate violintoner til Hannigans smukke sopranstemme. Celloens varme mærkes dybt i sjælen. Epikore 9 håndterer det hele med en sjælden selvsikkerhed – uanset prisklasse.

Rocks the house

Har du lyst til noget musik, der virkelig rocker? Prøv soundtracket til anden sæson af Arcane. Ligesom Beast af Misha Mansoor. Her slår trommerne hårdt, mens de progressive guitarer bygger op til en uigennemtrængelig mur af lyd. Vidunderligt!

En anden fantastisk sang er Sucker af Marcus King. En salig blanding af blues og heavy rock, eller som han selv siger: ”soul-influeret psykedelisk sydstatsrock”. En virkelig tung og fantastisk sang med Kings mesterlige stemme i centrum af det hele. Men her er også et lille problem, jeg har med højttalerne: Jeg kunne godt have tænkt mig en mere udtalt mellemtone fra midten og ned. Denne sang er i forvejen mixet med en ret tynd og komprimeret vokallyd, som bliver endnu mere tydelig med disse højttalere. Det er slet ikke ualmindeligt i hi-fi-sammenhæng at trække mellemtonen lidt tilbage for at lade bas og diskant skinne ekstra. Det er især tydeligt, hvis man sætter højttalerne ved siden af et par Genelec- eller Neumann-monitorer. Den kompakte Rogers LS5/9 Classic har også en større og mere fyldig mellemtone end Dali. Selvom de selvfølgelig ikke har fysikken, størrelsen og bassen. Men det er værd at nævne.

Dali-højttalerne har på den anden side en x-faktor, som er meget vanedannende for mig, ikke mindst i overtoneområdet. Og det bør de være til denne pris. For mange mennesker i hi-fi-branchen vil det her være sidste udkald, og så er det godt at vide, at højttalerne kan klare alt, hvad de bliver udsat for.

Dejlig er jorden

Hvis du virkelig vil teste dynamikken og opløsningen i disse højttalere, så tjek Susanne Sundførs nylige indspilning af Dejlig er jorden. Her starter hun afdæmpet og følsomt, mens Ole Morten Vågans kontrabas giver genlyd som et bjerg i bunden. Ståle Storløkkens kirkeorgel lyder storslået, før det nærmest tordner dybt ned i afgrunden.

Med Epikore 9 kommer gåsehuden krybende fra første tone. Du kan høre hver eneste nuance i Sundførs stemme, mens hun løfter dig og musikken op til himlen – og så eksploderer i et klimaks af en anden verden. Det tordnende kirkeorgel fylder rummet helt ud, mens hendes stemme når nye højder. Epikore 9 gengiver hvert lag af musikken krystalklart, fra den dybeste orgeltone til de fineste overtoner i hendes stemme. Det er øjeblikke som dette, der retfærdiggør prisen. Når højttalerne tager dig med på en musikalsk rejse som denne, glemmer du alt andet.

Let at drive

Ligesom sine storebrødre er Epikore 9 overraskende nem at drive. Højttalerne kan drives til høje lydniveauer selv med moderat forstærkereffekt. Men de har brug for lidt kontrol. Rotel Michi X5 Series 2, Hegel H600, McIntosh MA9500 og Naim New Classic 200 er alle kandidater, der bør prøves, og eventuelle storebrødre vil kun få højttalerne til at vokse endnu mere.

Men vær ikke bange for at prøve forstærkere med lidt mindre effekt, men af samme kvalitetskaliber. Som Devialet Expert 250 Pro (eller dens efterkommer Astra), Mola Kula eller Technics SU-R1000. Selv om jeg personligt ville have foretrukket muskelbundterne, er Dali-højttalerne så åbne og lette på aftrækkeren, at de virkelig lader sidstnævntes kvaliteter skinne igennem.

Hvad der dog ikke fungerede så godt, var Denon AVC-A10H surroundforstærkeren i stereo og Pure Direct-tilstand. Selv uden DSP var lyden grovkornet og rodet. Skuffende for en forstærker, der koster over 30.000 kroner, men når kraften skal fordeles på 13 kanaler, er det måske ikke så mærkeligt.

Konkurrenter

I denne prisklasse er der flere interessante alternativer at kigge på. Bowers & Wilkins 802 D4 er en oplagt konkurrent med en fantastisk opløsning og en endnu større og bedre mellemtone. Men den har ikke samme basfysik som Dali.

KEF Blade Two Meta er en anden spændende højttaler, som med sin Uni-Q-driver giver en ekstremt præcis stereogengivelse. Den har en endnu strammere og mere direkte lyd og en endnu hurtigere bas, men mangler noget af magien og luftigheden fra Epikore 9.

Dynaudio Confidence 50 har en fantastisk mellemtone og går dybere i bassen, men mangler den sidste opløsning i diskanten og den frigjorte dynamik. Som sædvanlig anbefaler vi at lytte til alle disse, og gerne flere, før man beslutter sig.

Konklusion

På mange måder er Dali Epikore 9 en perfekt mellemting. Den er stadig en stor højttaler og har de fleste af kvaliteterne fra sin storebror, Epikore 11, men i en form, der er nemmere at håndtere. Ikke mindst er den en hel del billigere. Du mister ikke meget fysik, og i mange mellemstore rum kan Epikore 9 være lettere at få til at lyde bedst muligt.

Højttaleren har teknologien, byggekvaliteten og ikke mindst lydkvaliteten til at retfærdiggøre prisen. Og vigtigst af alt får den dig til at glemme alt om teknologien og bare nyde musikken. Uanset lydniveauet.

Selvom Epikore 9 måske er ”lillebror” i Epikore-serien, er det en formidabel højttaler. Den er bundsolid, kan klare alt, hvad den bliver udsat for, og spiller musik med både autoritet og finesse. En højttaler, som det var smertefuldt at returnere til sin ejer.