TEST: DALI Menuet SE

Højttalere er en af de mest populære produktgrupper hos Lyd & Billede. Men i stuerne lever de oftest på tålt ophold. Her må de gerne lyde godt, men helst ikke kunne ses.

DALI Menuet SE burde opfylde selv de strengeste størrelseskrav. De er betydelig mindre end skotøjsæsker, og de kan let gemmes væk på en hylde eller hænges op på væggen. Selv om det ville være synd for de flotte små højttalere.

 

Har overlevet alle sine søskende

Menuet er en af de mest populære DALI-højttalere gennem tiderne. Og i hvert fald en af de mest sejlivede, da den siden lanceringen i 1994 har overlevet to højttalerserier. Menuet var oprindelig en del af Mentor-serien. Da Mentor gik ud af produktion, blev Menuet adopteret som medlem af Royal-serien, og nu står den på egne ben som eneste medlem af sin familie.

Den lille højttaler har navnlig været en succes på det japanske marked, hvor boligerne er små og kvadratmeterpriserne høje. Menuet SE blev egentlig også udviklet som en særlig luksusmodel til salg i Japan, men den kan nu også købes i Skandinavien.

Finishen er noget af det lækreste, jeg har set til prisen: Højglanslakeret finér af vild valnød i en smuk, dybbrun farve.

Kæleri for detaljerne

Der er, naturligt for størrelsen, tale om en tovejskonstruktion. Nederst en 4,5 tommers bas/mellemtone med DALIs træfibermembran. Hele syv skruer sikrer, at den lille enhed sidder helt stabilt. Svingspolen er viklet på en glasfiberform i stedet for en af aluminium. Det skal forhindre magnetisk kompression.

Diskanten er den samme 28 mm dome som i standardudgaven. Til gengæld er der kælet for delefiltret, som har fået hundedyre Mundorf-kondensatorer og er monteret på en magnetisk afskærmende plade. Det er detaljer, som man normalt kun møder i high-end-højttalere.

På bagsiden kan en basrefleksport skimtes bag de største højttalerterminaler, jeg nogensinde har set på en så lille højttaler. De formidable forbindelser er lånt fra high-end-serien Epicon, og ud over at imponere rakket kan de også med en fingerskrue stramme grebet om bananstikket helt urokkeligt. Et messingskilt bærer initialerne på den medarbejder, der har samlet højttalerne og matchet finéren.

Menuet SE kan også monteres på væggen (det kan være i orden til hjemmebiograf-brug), og det er ikke nødvendigt at bore i den smukke finering, da to gummipropper skjuler forborede huller.

Effekt skal der til

DALI anbefaler forstærkere fra 20 til 100 watt. Jeg brugte selv en 2 x 180 watt NAD M32 sammen med dem og ville ikke være bekymret over at parre dem med en endnu kraftigere forstærker. Det ville jeg til gengæld være over at koble dem til en 20 watt forstærker. Menuetterne er med en følsomhed på 86 dB temmelig tunge at drive, så det bliver ikke særlig højt. Og lille forstærker, der klipper signalet, kan langt hurtigere brænde en højttaler af end en stor forstærker, der spiller rent. Den kan oftest også styre dem bedre.

Jeg prøvede i trods at tilslutte en dejlig 8 watt Nelson Pass Zen klasse A-forstærker. Den lyder normalt fantastisk, men her var den helt ude af stand til at kontrollere højttalerne, og resultatet blev tamt og uinspirerende.

Det er fristende at gemme en så lille højttaler af vejen i reolen, og det er heller ikke direkte forbudt, så længe man sørger for plads omkring den, så basporten kan “ånde”. Tilmed vil placeringen op mod væggen give et løft i bassen. Men for det bedste stereoperspektiv bør de placeres på standere (de kunne kun næsten fylde toppladen på mine standere ud) et stykke ude fra væg og hjørner og vinklet mod lyttepositionen. Vi ved godt, at det næppe kommer til at ske – men sådan får du mest ud af dem!

 

Lydkvalitet

“Er det kun de to, der spiller?!”

En hi-fi-bekendt, der har lagt vejen forbi, mens testen står på, stirrer vantro på de bittesmå højttalere, der troner på stativer foran mine egne. Ja. Det er kun dem. Og der er heller ikke nogen subwoofer gemt i hjørnet.

DALI Menuet SE punkterer med det samme forestillingen om, at der skal store højttalere til stor lyd. Stereoperspektivet strækker sig flere meter hinsides højttalerne og fra gulv til loft. Og dybt ind i rummet bag dem.

Menuetterne formår i en grad, der er sjælden til prisen, at fjerne både sig selv og bagvæggen, og åbne op til koncertsalen, jazzklubben eller lydstudiets kontrolrum. Når optagelsen og det øvrige udstyr tillader det, sætter de en virkelig overbevisende akustisk scene, hvor der er plads mellem udøverne – og klar luft mellem dem. Det er fornemt til prisen.

Hvad der er ekstra imponerende, er deres evne til at få forskellene med; at vokse – eller krybe – med opgaven. Er scenen stor, som på “Fishing Junks at Sunset” fra Jean-Michel Jarres Concerts in China, strækker lydbilledet sig mange meter bagud og opad. Mere intime optagelser, som Hanne Boels udgave af “The Ballad of Lucy Jordan”, står inde i stuen.

Og så er der den store del af dine albums, hvor lyden ikke er specielt imponerende, fordi den bare er optaget og mikset sådan. Og det afsløres nådesløst. På det punkt viser Menuet SE monitorkvaliteter. Ikke ulig de legendariske BBC-minimonitors LS3/5A.

Bassen er – størrelsen taget i betragtning – formidabel. Mange små passive højttalere uden elektronisk assistance i bunden lyder spinkelt. Men ikke her. Man savner ikke umiddelbart noget, og balancen mellem toneområderne er perfekt.

De kan selvfølgelig ikke gengive de dybeste orgeltoner, og paukeslag og elektroniske rytmer sætter ikke gulvbrædderne i svingninger. Til gengæld vil man i små rum opleve, at rummet arbejder sammen med højttalerne frem for at bekrige dem. Et par store højttalere kan anslå rumresonanser, der gør lytningen til en pine. Mens Menuetterne tværtimod vil have gavn af et tilskud i 40-50 Hz området.

 

Bedst i små rum

DALI Menuet SE er en ineffektiv højttaler. Følsomheden på 86 dB betyder, at volumenkontrollen skal have et kraftigt nøk over det vanlige for at nå en passende lydstyrke. Det betyder ikke alene, at der skal en kraftig forstærker til, men sætter også en begrænsning på, hvor højt det kan blive i sidste ende.

Mit lytterum er knap 25 kvadratmeter stort, og her klarede Menuetterne at spille stuen op med et behageligt lydtryk. Men kun lige akkurat. Når jeg bød dem svære opgaver, mistede de pusten. “Banditen-Galopp” i Telarc-udgaven er et meget dynamisk stykke, som der skal skrues højt op for for at få middelniveauet realistisk højt. Det lød stadig pænt, og rumfornemmelsen var fornem. Men uden det smæld, som vellykkede større højttalere kan præstere.

Små passive højttalere er der ingen mangel på, men kun få præsterer så høj lydkvalitet i et så kompakt og elegant format. Faktisk er de fleste minihøjttalere dobbelt så store som DALI Menuet SE. Hvis størrelsen spiller en afgørende rolle, kunne KEF LS50 være et muligt alternativ. Begge har et fremragende stereoperspektiv, men Menuet SE er en gennemarbejdet, ny udgave. Hvis kabinettet må blive lidt større, har Audiovector QR1 mere luftighed og dybere bas.

Konklusion

DALI Menuet SE er en på alle måder overraskende højttaler. Få konstruktioner kan i en alder af 26 år lave et så overbevisende comeback og demonstrere nye finesser. Dens stærkeste kort er og bliver overraskelsen. Ingen forventer så stor og kompetent lyd fra en så latterligt lille højttaler. Giv den en tilstrækkeligt stor forstærker og en god placering, så bliver det forbandet svært at komme i tanke om, hvad det egentlig var, du ville med store gulvhøjttalere!

Okay, de går ikke afgrundsdybt i bassen, og de blæser ikke taget af huset. Men hvor ofte er der egentlig brug for eller plads til det i den virkelige verden?