annonce
(Foto: Producent)
DALI Spektor 2

Test:
DALI Spektor 2

Kompromiskunstværk

DALI Spektor 2 er så billig, at du har råd til at købe et ekstra sæt til børneværelset eller campingvognen – og så god, at du bør gøre det.

annonce

At teste de nyeste superhøjttalere er spændende. Men uanset hvor banebrydende high-end-teknologierne måtte være, er de forbeholdt de få. DALI Spektor 2 henvender sig til gengæld til hvem som helst, der måtte have brug for et par højttalere. De er så kompakte og billige, at de kan passes ind i ethvert budget – og enhver stue eller ethvert kollegieværelse.

DALI Spektor 2 er en på alle måder klassisk no-nonsense kompakthøjttaler i økonomiklassen. En 5,25 tommers bas/mellemtone med DALI’s træfibermembran og en 1 tommes dome-diskant i et basreflekskabinet, der er lidt mindre end en skotøjsæske. Kabinettet er nydeligt og diskret, og det glæder en gammel hi-fi-nørds hjerte, at de ud over ultra-anonym sort ask-finish fås i god gammeldags valnød(-delook).

DALI Spektor 2 ligger prismæssigt i klassen lige over supermarkedets tilbudshylder, men den har meget mere at byde på.

På bagsiden finder man en lille basrefleksport og en terminal med banan/skruebøsninger. Terminalen er af den kvalitet, der koster en halvtredser parret i Kina – men glimrende i en højttaler til den pris.

DALI Spektor 2 er i kraft af sin størrelse og pris perfekt til små lokaler. Den er let at finde plads til i reolen, men vil yde sit bedste på en stander, væk fra reflekterende flader. Med en halv meter til bagvæggen og en lytteposition tilsvarende tæt på den modsatte væg opnås en basgengivelse, der matcher de øvrige toneområder.

Lyden af DALI Spektor 2

Til en tusse pr. styk og i et minikabinet må der laves kompromiser. Men når man sætter musik på DALI Spektor 2, er det svært at høre, hvor der er hugget hæle og klippet tæer. Lydbilledet er stort og kommer fri af højttalerne på en måde, som burde være forbeholdt højttalere til flere gange prisen.

Specielt mellemtonen er imponerende. Stemmer lyder nuanceret og rent, og det er let skelne imellem klangen af forskellige instrumenter. F.eks. lyder en klarinet anderledes end en obo. Og begge lyder helt forskelligt fra en saxofon.

Bassen er – med hjælp fra rummet – velafbalanceret, og den lille enhed arbejder hårdt, når der skrues op for “Right Hand Man” fra Hamilton. Men det lykkes. DALI anbefaler en forstærker på 25-100 watt. Men skal der spilles bare rimelig højt, er 100 watt på ingen måde i overkanten, da den gode bas er opnået på bekostning af følsomheden.

annonce

Diskanten er udmærket og let, men det virker, som om den ultralette 25 mm dome kommer på hårdt arbejde, når musikken bliver kompliceret, og lydtrykket kommer i vejret. Det giver en lidt skarp karakter.

annonce

I sin åbne spillestil minder DALI Spektor 2 lidt om Elipson Prestige Facet 8B, hvilket ikke er dårligt, da sidstnævnte koster tre gange så meget – og stadig er billig! Man må dog undvære evnen til at spille højt.

DALI Spektor 2 kan også fås i sort. Foto: DALI

Konklusion

DALI Spektor 2 ligger prismæssigt i klassen lige over supermarkedets tilbudshylder, men den har meget mere at byde på. Med en solid forstærker til at sparke liv i den får man en højttaler, der lyder både større og dyrere, end den er. Den smukke og nuancerede mellemtone klæder akustisk musik perfekt, men den har også bas nok til at spille rock – i et mindre lokale.

Selv om både lydtryk og overblik er begrænset, er Spektor 2 en fremragende lille højttaler, der kan give en smag af hi-fi til det første stereoanlæg.

annonce
Selv om både lydtryk og overblik er begrænset, er Spektor 2 en fremragende lille højttaler, der kan give en smag af hi-fi til det første stereoanlæg

Bedste pris på DALI Spektor 2
Pricerunner.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.

Bestykning: 5,25″ bas/mellemtone, 1″ soft-dome diskant

Konstruktionsprincip: Basrefleks

Frekvensområde: 54 Hz – 26 kHz (-3 dB)

Delefrekvens: 2600 Hz

Følsomhed: 84,5 dB

Anbefalet forstærkereffekt: 25-100 W

Impedans: 6 ohm

Mål: 17 x 29,2 x 23,8 cm

Vægt: 4,2 kg

Finish: Sort ask, valnød (vægbeslag og gummifødder medfølger)

Pris: 1998 kr
Plus Neutral lyd med fremragende og nuanceret mellemtone og en bas, der giver større og dyrere højttalere noget at leve op til.
Minus Bassen kunne være mere præcis, og store komplekse orkesterværker er ikke Spektor 2’s livret. Men når man tænker på prisen, er der intet at klage over!
    annonce

    Læs også

    Sonos Move

    Sonos Move

    Sonos klipper ledningerne og slipper deres første højttaler ud i det fri.
    Como Audio Speakeasy Stereo

    Como Audio Speakeasy Stereo

    Como Audio SpeakEasy Stereo er først ude med stemmestyring i stereo, men har andre mangler.
    The New Soundboks

    The New Soundboks

    Tredje udgave af danske Soundboks er vildere, højere – og I kan lave en bande sammen!
    IKEA Symfonisk

    IKEA Symfonisk

    En smart introduktion til det bedste multirumssystem – til en meget attraktiv pris.
    JBL L100 Classic

    JBL L100 Classic

    JBL’s klassiske bestseller er genopstået som en af de mest festlige højttalere, vi har hørt i lang tid.
    6 bærbare trådløse højttalere

    6 bærbare trådløse højttalere

    Smarte bærbare højttalere, der gør sig lige så godt på stranden som på picnictæppet.
    Buchardt Audio S400

    Buchardt Audio S400

    Buchardt Audio har lavet sin mest ambitiøse – og bedste – højttaler til dato.
    Lemus Home 1500

    Lemus Home 1500

    Lemus’ TV-møbel kan andet og mere end bare at se godt ud. Bag stoffet gemmer der sig et par kompetente aktive højttalere.