: Davone Tulip

Højttalere fra dansk Davone ligner ikke andre højttalere. Her har man hentet inspiration fra dansk møbelkunst og kombineret det med akustisk fagkundskab; bl.a. har man en orgelbygger med på holdet. Så alle forudsætninger for god lyd burde være til stede.

Alle deres højttalere har kabinet af ægte træ, og Davone lover os den ypperste akustikvidenskab i hver eneste højttaler.

Producentens første model, Rithm, skilte sig ud med sin meget specielle bueform og fik vores anbefaling i 2011. De nye Tulip har mere feminine kurver og er i undertegnedes øjne meget smukkere at se på. Med lidt god vilje kan de minde om hovedet på en tulipan, der er ved at springe ud, men jeg kan også godt forstå, hvis man får associationer til en kvindekrop.

Flotte er de i hvert fald med deres fine, bløde former. Og de optager ikke meget plads på gulvet med deres yderst kompakte mål. Det er længe siden, jeg har haft så små gulvhøjttalere til test.

Konstruktion
Kabinettet består af seks lag ægte birkefinér, mens den 24 mm tykke buede frontplade er lavet af seks lag HDF, som er fiberplader af højeste tæthed.

Fronten er ikke beregnet til at tage af, men er integreret i selve højttalerkonstruktionen. Under den skjuler der sig en silke-dome diskant og to bas-elementer af naturfiber, hvoraf det ene også gengiver mellemtoneområdet. Det kaldes en 2½-vejs konstruktion, da de tre elementer spiller hver sit frekvensregister, men to af dem overlapper hinanden.

Princippet giver ikke helt samme fleksibilitet som ægte trevejs højttalere (hvor mellemtoneområdet har sit eget element), men har fordelen af et simplere delefilter og er dermed lettere at få til at spille godt.

Hvis man kunne tage fronten af, ville højttalerne se sådan ud.

Lydkvalitet
Drevet af en Hegel H160 integreret forstærker sluttet digitalt til en MacBook Pro som lydkilde lyder Totti Berghs klangfulde saxofon på jazzperlen “In a Sentimental Mood” fyldigt og frodigt, mens kontrabassen har en overraskende stor klangbund. Basområdet er større og mere fyldigt, end jeg på forhånd havde troet, da jeg så de flotte små højttalere. Faktisk kan det blive lidt i overkanten, hvis de står for tæt på bagvæggen, så det er en god idé at trække dem lidt ud, mindst 50 cm.

Ane Bruns stemme på den mørke og afdæmpede “These Days” er behagelig at lytte til, rund og blød. Men den mangler luft. Det store, luftige lydlandskab i sangen kommer ikke godt nok frem. Det lyder skrumpet, mest fordi overtonerne bliver for indelukkede. Diskantområdet er meget vigtigt for at give instrumenterne og lydbilledet format, hvilket der mangler her.

Fraværet af overtoner gør også, at en lilletromme lyder dump, og det betyder så igen, at det rige basområde ikke balanceres ud. Det er ikke til at komme uden om, at det lyder temmelig farvet.

Rummet påvirker
Der, hvor en dæmpet diskant kan være en fordel, er i en stue med kold og hård klang. Her vil væggene forstærke overtoneområdet, og højttalere, der som udgangspunkt lyder for lyst i toppen, kan blive pågående og skrigende. Men det skal siges, at i både redaktionens testrum og undertegnedes stue mangler der luft i tonerne.

Konkurrenter
Det kunstfærdige og smukke udseende har selvfølgelig taget sin del af udviklings- og produktionsomkostningerne. Derfor er det nærliggende at måle Davone i forhold til andre designprodukter som Bang & Olufsen, snarere end mere almindelige hi-fi-højttalere fra f.eks. Bowers & Wilkins.

Det skal dog lige nævnes, at Bowers & Wilkins 684 S2 til 7.800 kroner giver et langt mere opløst og balanceret lydbillede med et stort, flot stereoperspektiv. De er også små og smarte, og ganske lækre i hvid. For 9.500 kroner får man de meget større PSB Imagine X2 Tower, der lyder endnu kraftigere og sejere, men har et mindre appetitligt udseende.

Hvad Bang & Olufsen angår, er der ingen modeller, som er direkte sammenlignelige; den mest oplagte er BeoLab 18. Et par lækre gulvhøjttalere til knap 34.000 kroner, som også har indbygget forstærker – og desuden er trådløse. Davone Tulip behøver både forstærker og højttalerkabler, så prisen bliver hurtigt lige så høj eller højere.

BeoLab 18 er ikke så potente i basregisteret som Tulip. Men tager revanche opover med bedre stemmegengivelse og højere opløsning i overtoneområdet.

Højttalerterminalerne giver ikke noget særlig dyrt indtryk.

Kvalitetsindtryk
Hvis vi går byggekvaliteten nærmere efter i sømmene, er indtrykket, at B&O har mere øje for de små detaljer end Davone. Refleksporten på bagsiden af Tulip er af samme plasttype, som man finder på billige højttalere, og højttalerterminalerne har vi også set på modeller til 4.000-5.000 kroner.

Det er ikke det vigtigste, men det underbygger den antagelse, at det har kostet mange penge at udvikle de nødvendige værktøjer til at forme højttalerkabinettet. Sådanne udgifter bliver store, når man producerer et lille antal højttalere, og må nødvendigvis resultere i højere priser for forbrugerne.

Konklusion
Davone Tulip er smukkere end meget andet, vi har set af højttalere, og har så kompakte mål, at de uden problemer kan blende ind i ethvert stuemiljø.

Lydmæssigt bærer Tulip præg af en mere fyldig bas, end man ville forvente ud fra deres størrelse. Mellemtoneområdet er også rundt og behageligt, hvilket giver sangstemmer og instrumenter en blød klangstruktur.

Det, der mangler, er overtoner. Den fyldige bas fortjener, at toppen følger med, for at få balance i helheden. Og en så tilbageholdende diskant som her betyder, at lydbilledet aldrig kommer langt nok ud og frem. Det breder sig ikke nok ud, men lyder lidt indelukket. Hvad lydkvaliteten angår, er det ikke noget problem at finde højttalere til 10.000 kroner, der spiller bedre end Davone Tulip. Men så er der lige det med udseendet …

Hvis du gerne vil have disse højttalere, kan de fint drives af en god, men overkommelig forstærker, der lyder mere analytisk end fyldig. F.eks. Rotel RA-11, Pioneer A-70 eller Primare I22. Vil du gå amok med en forstærker, så køb Bladelius Tyr, Hegel H160 eller Primare I32.