TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Devialet Mania

God lyd - men kun relevant for Apple-folket

Devialets superkompakte, bærbare basbombe gør mange ting fantastisk, men fejler på flere basale områder.

Af / 04/09/2024 - 12:00
Devialet Mania

Lyd & Billede mener

  • Formidabel dybbas. Fornuftig stereooplevelse fra én højttaler. Lækker lydkvalitet.
  • Kun Spotify Connect og Amazon Alexa. Og har du Android, må du nøjes med lo-fi-lyd da man kun kan bruge Bluetooth.

Franske Devialet er berømt for deres kompromisløse og meget anderledes hi-fi. Både i form af de kugleformede Phantom-højttalere og de stilfulde og tænderskærende dyre Expert-forstærkere.

En bærbar trådløs højttaler er derfor ikke det produkt, man ville vente at se fra Devialet. Men det er ikke desto mindre, hvad Devialet Mania er.

RJ278 Devialet Mania Packshots Deep Black 11 lifestyle
(Foto: Devialet)

Devialet Mania ligner en endnu mindre udgave af de allerede kompakte Phantom-højttalere. Højttaleren er næsten kuglerund og beklædt med groft vævet stof. På toppen er den plasticring, der går hele vejen rund og også giver plads til betjeningsknapperne, forlænget, så den danner et bærehåndtag.

RJ278 Devialet Mania Packshots Deep Black 07
Der er indbygget bærehåndtag. (Foto: Devialet)

Den testede udgave var i grå finish, men den fås også i sort, samt i en udgave, kaldet Opéra de Paris, der er beklædt med gråt stof, men hvor metaldelene er forgyldte. Det koster naturligvis ekstra. Og har man lyst til for alvor at svinge kreditkortet, er det muligt at købe specielle designerudgaver, hvor prisen er endnu højere.

Seks højttalerenheder

Devialet Mania er ikke helt kuglerund, men lidt fladere på siderne, hvor de to basenheder er anbragt. Ligesom på de større Phantom-højttalere. Størrelsen på højttalerenhederne nævnes ikke i materialet, men basserne er ca. 4” i diameter. Bag frontstoffet kan man skelne fire fuldtoneenheder på ca. 2”. To af dem peger fremad og to bagud.

Annonce

Der er indbygget seks effektforstærkere i Devialet Mania: 2 x 38 W til basenhederne og 4 x 25 W til fuldtonenhederne. Det er noget mere beskedent end de tusinder af watt, der fråses med i Devialet Phantom, men højttaleren skal klare sig på det interne 3.200 mAh batteri.

RJ278_Devialet Mania Packshots - Deep Black_05 EP400_Devialet Mania Packshots - Opéra de Paris_04 ER324_Devialet Mania Packshots - Light Grey_04
<
>
Devialet Mania fås i grå og sort finish, men findes også i en udgave, kaldet Opéra de Paris, hvor metaldelene er forgyldte. Det koster naturligvis ekstra. (Foto: Devialet)

Der er en indbygget mikrofon, der kan slås fra med en skydeknap. Og hvis målet var at bruge den til stemmestyring, kan man lige så godt afbryde den med det samme, da højttaleren kun understøtter Amazon Alexa, der i Skandinavien er stort set lige så udbredt som pingviner.

Automatisk rumkalibering

For at få den lillebitte højttaler til at gengive lyden lineært i rummet bruger Devialet sin egen rumkorrektion, kaldet ASC (Active Stereo Calibration), hvor fire mikrofoner lytter til lyden fra højttaleren og automatisk kalibrerer frekvensgangen. Systemet skulle virke, uanset hvor du placerer højttaleren i rummet. Jeg prøvede en række mere eller mindre ideelle placeringer – fra skrivebord, over vindueskarm og til en stander i ”korrekt” afstand fra bagvæg og hjørner. Og resultatet var ganske overbevisende.

Kun Spotify

Mindre overbevisende var udvalget af musikkilder. Imens de fleste tilbyder integration af en række musikstreamingtjenester, understøtter Devialet kun musikstreaming via Spotify Connect. Én tjeneste er simpelthen ikke nok. Og at vælge lo-fi-tjenesten Spotify til et hi-fi-produkt er helt i skoven.

Læs også Devialet Gold Phantom Netop som man troede, at grænserne var strakt til det yderste, har Devialet overgået sig selv. Gold Phantom er det sejeste, vi har hørt af små højttalere.

Manglen på indbyggede musiktjenester kunne normalt løses ved at streame over Wi-Fi fra mobil eller computer. Men også her spænder Devialets valg ben for musiknydelsen.

Kun for Apple-brugere

Devialet Mania understøtter kun Wi-Fi-streaming via Apple AirPlay. Ingen Chromecast her. Tilhører man den halvdel af befolkningen, der har valgt Android, er Bluetooth den eneste mulighed for trådløs streaming, der er tilgængelig på Devialet Mania. Og ja, man kan godt bruge Bluetooth til musikstreaming i nogenlunde kvalitet. Men på et så dyrt produkt med åbenlyse hi-fi-ambitioner er det simpelthen useriøst at afskære halvdelen af de mulige kunder fra god lydkvalitet.

ER324 Devialet Mania Packshots Light Grey 07 scaled
De små 4″ basenheder på begge sider kan flytte overraskende meget luft. (Foto: Devialet)

Lydkvaliteten

Lyttetesten blev derfor gennemført med musik streamet via Bluetooth – og dermed ikke i den bedste opløsning og frihed for kompression, som Devialet Mania teknisk set er i stand til. Men det står stadig klart, at lydmæssigt er den blandt de bedste mellemstore bærbare højttalere.

Ingen magter som Devialet at spille dybbas i umuligt små kabinetter. Det vidste jeg godt, men det gibbede alligevel i mig, da den dybe, rungende orgeltone på Koyaanisqatsi strømmede mod mig ved fuldt niveau fra den lille kugle på skrivebordet!

Og lyden er ren. Stemmer lyder naturlige, og der er tilstrækkeligt med luft i toppen. Et nummer som Eagles’ Hotel California i MTV Unplugged-udgaven er en fornøjelse at lytte til.

Læs også Devialet Expert 250 Pro: En sjælden forstærker Devialet Expert 250 Pro skræller støjen af lag for lag og serverer musikken mere gennemsigtig end noget andet, vi har hørt – og det med tordnende dybbas.

En slags stereoperspektiv

Højttaleren er på størrelse med en netmelon, og fuldtoneenhederne, der dækker det meste af toneområdet, er anbragt få centimeter fra hinanden. Af den grund er det umuligt at opnå et egentligt stereoperspektiv. Der er dog stadig en god fornemmelse af rumlighed.

Devialet har muligvis fusket med faseforholdene mellem for- og bagsidestråling, for der er overraskende god fornemmelse af dybde i lydbillede på de optagelser, hvor der er ruminformation til stede. På Banditen-Galopp i Telarc-udgaven får man en god fornemmelse af, at koncertsalen i Cincinnati er stor og dyb.

Devialet Mania er trods alt en lille højttaler. Ifølge producenten kan den afgive et maksimalt lydtryk på 95 dB på en meters afstand, hvilket faktisk er temmelig meget. Men DSP’en begynder nødvendigvis at begrænse niveauet i basområdet inden da. Man kan godt høre, at dynamikken begrænses, men hvor meget, der skyldes mangel på effekt, og hvor meget, der må tilskrives Bluetooths begrænsninger, er ikke til at sige.

Konkurrenter

Antallet at ligeværdige konkurrenter er begrænset, da de fleste bærbare højttalere koster langt mindre end Devialet Mania. Bang & Olufsen Beosound A5 er dog én. Den har ikke samme afgrundsdybe bas, men tilbyder stadig fremragende lyd – og et fuldt udvalg af streamingtjenester og muligheder for tabsfri trådløs lyd.

ER324 Devialet Mania Packshots Light Grey 01
Devialet Mania ligner – og er – en mindre udgave af de større Phantom-højttalere. (Foto: Devialet)

Konklusion

Devialet Mania er en designerflot bærbar højttaler med en lyd, der overgår de fleste. Ikke mindst i bassen, der er dyb og solid, som kun Devialet kan gøre det.

Prisen er også over, hvad de fleste er i stand til at forestille sig for en så kompakt batteridrevet højttaler. Men Devialet ser sig selv om et luksusbrand, og det må gerne koste noget. Vil du imponere vennerne endnu mere med din købekraft, er det muligt at købe en udgave, der er stylet af Silvia Venturini Fendi – og derfor koster det tredobbelte! Nuvel, lad dem betale, der mener, at det italienske modehus’ navn berettiger prisen!

Hvad der til gengæld ikke er i orden, er manglen på støtte for gældende standarder. Tilhører man den halvdel, der bruger Android, får man ganske enkelt ringere lyd end iPhone-ejerne. At kun lo-fi-tjenesten Spotify understøttes, er også for ringe. Og stemmestyring med Amazon er ikke relevant på de nordiske markeder.

EP400 Devialet Mania Packshots Opera de Paris 12 Lifestyle 2
(Foto: Devialet)
Karakter
Devialet Mania
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?