TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Dutch & Dutch 8c

Nøgterne nederlændere

Dutch & Dutch (ja, de ER fra Holland!) har kun ét produkt på programmet, nemlig højttaleren 8c. Den er ikke billig, men den graver selv de mindste detaljer frem.

Af / 27/08/2021 - 07:00
Dutch & Dutch 8c

Lyd & Billede mener

  • Lækkert håndværk. Ualmindelig nøgen og nøgtern gengivelse. Nem at placere takket være en helt original konstruktion.
  • Koster ret mange penge. Taler mere til intellektet end til følelserne. Ikke mulighed for trådløs forbindelse.

Dutch & Dutch er hollandske – og så åbenlyst stolte af det, at de nævner det to gange i firmanavnet. Firmaet, der har til huse i Rotterdam, har kun ét produkt på programmet, en højttaler. Den er til gengæld fyldt med interessante tekniske løsninger.

Først og fremmest er den aktiv og helt igennem digital. Det betyder, at de integrerede forstærkere kan udvikles til de højttalerenheder, der bruges. Og at frekvensgang og faseforhold kan styres nøjagtigt. Det betyder også, at man slipper for at finde plads – og budget – til en high-end-forstærker i den tunge ende.

Dutch & Dutch 8c er en velvoksen standerhøjttaler på knap en halv meter i højden. Den befinder sig bedst på de tilhørende standere, og den må på grund af sit konstruktionsprincip under ingen omstændigheder anbringes på i en reol. Hvad der heller ikke er megen mulighed for grundet størrelsen.

Højttaleren ligner umiddelbart en tovejs med en 8 tommers bas/mellemtone og en dome-diskant på fronten. Diskantenhedens membran er af en aluminium-magnesium-legering og anbragt i en stor waveguide, der er fræset ind i den blødt afrundede front i lakeret MDF. De to enheder trækkes af hver sin 250 watt klasse D-forstærker.

Bag på højttaleren finder man endnu to 8 tommers basenheder med aluminiummembran og lang slaglængde. De klarer området mellem ca. 30 Hz og 100 Hz.

Annonce
29
Kabinettet er ikke fineret, men lavet af massive egetræsplanker. Det giver en lækker finish og et lyddødt kabinet. (Foto: Dutch & Dutch)

Ægte træ

Selve kabinettet er både håndværksmæssigt og teknisk interessant. Den nydelige egetræsfinish er ikke finér; kabinettet er bygget af 20 mm tykke, massive egetræsplader. Resultatet er både pænt og meget lyddødt.

Mens (sub-)basenhederne, der trækkes af en 500 watt klasse D-forstærker, arbejder i et lukket kabinet, spiller bas/mellemtoneenheden i et halvåbent kabinet, der via to “gælleåbninger” på siderne fungerer som en slags akustisk dipol.

4 1
De to “gælleåbninger” på hver sin side af bas/mellemtoneenheden giver kontrolleret akustisk kortslutning af enheden, som er med til at styre udstrålingsmønsteret i basområdet. (Foto: Dutch & Dutch)

Her er det på sin plads at repetere lidt akustisk børnelærdom: Den ældste “kabinettype” var åben baffel, altså hvor højttalerenheden monteres på en plade, men ellers spiller frit. En metode, der i nyere tid har vundet genklang i nogle audiofile kredse. En af egenskaberne ved den åbne baffel er, at udstrålingen til siderne begrænses, da lyd i modfase fra bagsiden af membranen mødes med lyden forfra, som dermed udfases.

Let at placere i stuen

Og hvad betyder det så i praksis? Det betyder, at lyden fra Dutch & Dutch 8c er langt mere retningsbestemt end lyden fra andre højttalere. Takket være waveguiden i diskanten og det åbne kabinet i mellembassen er det lykkedes at holde udstrålingsmønsteret fra højttaleren konstant og forholdsvist smalt i hele frekvensområdet fra 100 Hz og opefter.

Det giver en højttaler, der er ret nem at anbringe i rummet, da den ikke forstyrres af refleksioner fra vægge, gulv og loft i samme grad som de fleste andre højttalere. Under 100 Hz, hvor de to subbasser på bagsiden spiller, er Dutch & Dutch 8c dog rundstrålende som normale højttalere er i basområdet.

Til professionelle

Dutch & Dutch 8c er en højttaler til hjemmebrug, men man kan købe en udgave til monitorbrug i lydstudier, der er identisk, bortset fra kabinet-finish og indbygget loftbeslag.

Tilslutningerne ligner også, hvad man finder på et professionelt produkt. Alle tilslutninger er professionelle XLR-bøsninger, og produktet bærer præg af at være skabt til teknisk kyndige brugere – eller brugere, der får højttalerne sat op og justeret ved leveringen.

43
Tilslutningerne er professionelle XLR-bøsninger, der både accepterer analoge og digitale signaler. Ethernet-porten bruges under opsætningen. (Foto: Dutch & Dutch)

Opsætningen af Duch & Dutch 8c er lidt pudsig, men fungerer ellers ret problemfrit. Højttalerne skal efter tur forbindes til netværket med kabel, hvorpå man i en browser kan tilpasse frekvensgangen efter afstanden til bagvæg og sidevægge.

Den indbyggede DSP kan også bruges til EQ-justeringer samt rumkorrektion. Men det sker i så fald via tredjepartsprogrammer, og det er på ingen måde automatiseret. Der medfølger hverken målemikrofon eller strømlinede mobil-apps til formålet.

Kræver reguleret digitalsignal

Indgangsbøsningerne kan enten bruges som direkte digital eller som analog indgang. Man kan fint bruge højttaleren sammen med enhver analog forforstærker. Men for at få den korteste signalvej uden overflødige konverteringer frem og tilbage mellem det analoge og det digitale domæne brugte vi indgangen digitalt.

Her skal man dog være opmærksom på, at kilden – f.eks. en mediestreamer – skal levere et signal, hvor lydstyrken kan reguleres i det digitale domæne. Noget, der langtfra er hverdagskost. Højttalerne i sig selv har nemlig ingen som helst reguleringsmuligheder; det være sig i form af volumenkontrol eller styrings-app. Trådløs forbindelse og indbyggede streaming-tjenester skal man heller ikke sætte næsen op efter. Det her er en ren aktiv højttaler!

Med højttalerne konfigureret og stillet op i stuen, tilkoblet en Lumin streaming-modtager med variabel digitaludgang, kunne lyttetesten begynde.

8c front no background ground reflectino
Fronten er af MDF, og der er udfræset en stor waveguide til diskantenheden. (Foto: Dutch & Dutch)

Lydkvaliteten

Lyden af Dutch & Dutch 8c matcher det professionelle indtryk af den fysiske fremtoning. Her handler det om at afsløre alle detaljer i optagelsen med mindst mulig farvning. Leder du efter en højttaler med en varm og musikalsk klang eller en rockhøjttaler med koncertlyd, kan du lige så godt bladre videre med det samme!

Med en frekvensgang, der er ret som en lineal mellem 30 Hz og 20 kHz, er det ikke overraskende, at den også lyder neutral i den forstand, at ingen toneområder fremhæves eller undertrykkes. Det kan godt give et lidt kedeligt eller uimponerende førsteindtryk.

At mellembassen således ikke fremhæves for at give en varm klang, betyder ikke, at Dutch & Dutch 8c lyder basfattig. Tværtimod. Ikke mange højttalere i den størrelse magter at holde fuldt lydniveau ned til 30 Hz, og man kan opdage rumresonanser, som man ikke anede eksistensen af. Kun basentusiaster vil finde grund til også at bruge subwoofer-udgangen på højttalerne!

Afslørende

Bassen er ikke alene kraftig, men også præcis. Hurtige impulser som paukeslag starter og stopper brat, og det er let at adskille de dybe instrumenter. Som på Zhao Cong og Hans Nielsens “Moon Light on Spring River”, hvor store tempeltrommer blandes med dyb synthesizerbas.

På samme optagelse hører man også let, at nummeret består af et patchwork af live-optagelser og andre lydspor, der er tilsat i Focus Recordings-studiet i Vanløse (og atter andre i Prag). Noget, der på mere tilgivende højttalere og forstærkere samles til én stor og stemningsfuld akustisk scene. Men som på højttalere med monitoregenskaber pilles fra hinanden.

En monitorhøjttaler skal kunne afsløre fejl, og det gør Dutch & Dutch 8c også. Stemmer og detaljer i diskanten gengives med al den opløsning, man kan ønske. Men den overfokuserer ikke på fejl i en grad, så det bliver en pine at høre mindre vellykkede optagelser.

DD website 12
Dutch & Dutch 8c er ret lette at placere i stuen. Og det fungerer fint, selv om man sætter dem op imod bagvæggen. (Foto: Dutch & Dutch)

Højt og bredt

Man må samtidig rose Dutch & Dutch 8c for deres evne til at udpensle den akustiske scene – når der altså er en sammenhængende en af slagsen på optagelsen. Scenen strækker sig både højere og bredere end lytterummets grænser. En del af forklaringen kan være, at højttalerne spreder lyden mindre og dermed undgår en del af de forstyrrende refleksioner fra rummet.

Helt så overvældende er dybdeperspektivet dog ikke. Der er ikke noget galt, og man kan sagtens fornemme scenen strække sig dybt bagved højttalerne. Men placeringen af instrumenterne i dybden og fornemmelsen af væggene i optagerummet er ikke så knivskarp som på de bedste passive højttalere i samme prisklasse. Og heller ikke som på de ligeledes aktive og noget billigere DALI Rubicon 6 C.

Vi er nede i de små detaljer her, og det handler i sidste ende mere om prioritering af egenskaber end om godt versus skidt. Men til en så dramatisk pris kan man godt stille store krav.

8c back
Bagpå finder man to 8-tommers basenheder, der dækker området op til 100 Hz og fungerer som en indbygget subwoofer. (Foto: Dutch & Dutch)

Konklusion

Dutch & Dutch 8c er en anderledes højttaler fra en ret ukendt producent, og den koster ovenikøbet en frygtelig masse penge. Men det koster at købe et professionelt værktøj med knivskarp præcision – og kræfter til at spille stuen eller kontrolrummet op.

Med deres evne til at fjerne bagvæggen i stuen og male en akustisk scene op, der er både højere og bredere end de fysiske omgivelser, og samtidig afsløre selv små detaljer ufarvet placerer de unikke hollændere sig i en eksklusiv klasse. En klasse, hvor det er helt normalt, at et sæt højttalere koster det samme som en (billig) bil. Man skal desuden huske på, at man får en glimrende digitalkonverter og tre effektforstærkere med en samlet effekt på 1000 watt pr. side med i prisen.

Hvor der til gengæld mangler noget, er på brugervenligheden. Selv i high-end-verdenen er trådløs forbindelse og app-styring ved at være hverdagskost.

Karakter
Dutch & Dutch 8c
High End
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?