TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Dynaudio Confidence C1 Signature

Afhængighedsskabende luksushøjttaler

De små danske højttalere spiller musik, så man får gåsehud, og tårerne presser sig på. Her er virkelig noget til både øjne og ører.

Af / 29/10/2013 - 15:04
Dynaudio Confidence C1 Signature

Lyd & Billede mener

  • Fremragende musikformidlere Balanceret lydbillede Potent bas Nydelig kvalitet
  • Begrænset lydtryk Ingen dybbas

Når man skal ud og bruge penge på højttalere med et prisskilt, der definitivt placerer dem i high-end klassen, vil man gerne have så meget som muligt for pengene. Derfor går mange efter gulvhøjttalere. Små højttalere i denne klasse er der ikke så mange af, men det kan ændre sig med tiden. For det lader til, at flere og flere foretrækker de mindre modeller. Men man vil jo helst ikke gå glip af noget.

I hvert fald ikke hvis man bruger 55.000 kroner på et par, som Dynaudios dyreste kompakthøjttalere koster. I den anden ende, hvor højttalere gerne koster 2.000-5.000 kroner parret, er det ofte fint med små højttalere. Det klæder dem bedre at blive stillet op mod væggen, der hvor tv’et står, og de kan lettere accepteres af ens bedre halvdel. Men når prisen er tyve gange højere, føler de fleste, at man får mere for pengene med store højttalere.

Men gør man egentlig det? Hvis vi ser lidt nærmere på begrænsningerne i små højttalere, så handler det om, at man kan ikke unddrage sig fysikkens love. Små højttalere når ikke ned i de subsoniske basfrekvenser, de spiller naturligt nok ikke så højt som større højttalere, og det er bare ikke så meget tryk på en 18 cm bas, som der er på to 25 cm bas-elementer.

Min påstand er alligevel, at man kan få mere for pengene med små højttalere – forudsat at man kan leve med de åbenlyse begrænsninger.

Hvis vi bruger Confidence C1 Signature til 55.000 kroner som udgangspunkt og i stedet vælger den gulvstående model, så vil det kræve 30.000 kroner ekstra at erlægge de 85.000, som de gulvstående C2 II i Confidence-serien koster. Selvfølgelig er C2 II en bedre højttaler, men der er ikke tale om en 50 procents forbedring. Derudover kræver de en større stue og rager godt op i rummet med deres 155 cm. På den anden side har man ikke brug for en subwoofer for at få de laveste frekvenser med. C2 II går ned til 28 Hz – næsten en hel oktav dybere i bassen. Det kan mærkes i kroppen, når man spiller højt.

Annonce

Raffineret teknik og små detaljer
Teori og praksis går ikke altid hånd i hånd. Mange højttalerproducenter (og andre producenter) oversælger produktet med pompøse fraser om banebrydende tekniske løsninger, komponenter fremstillet i vægtløs tilstand på rumstationer og elementer indsmurt i en revolutionerende “formular”, hvilket alt sammen skal give uendelig meget bedre lyd, end vi nogensinde har hørt før.

Hos Dynaudio er de mere nøgterne. Sangen om C1 Signature – og C1 II, som er samme højttaler i en anden udførelse – handler kun om basal højttalerteknologi. Der er kapton-svingspoler (det er dem, der driver membranen) med aluminiumviklinger, fordi det holder temperaturen nede og levetiden oppe. Basmembranen er støbt i ét stykke for at opnå maksimal stivhed og mere effektiv respons. Den 28 mm store Esotar 2 diskant har et åbent polstykke for at mindske kompression, så frekvensgangen og den dynamiske kontrast ikke ændrer sig, når man skruer op for volumen. Og nogle af modstandene i delefilteret er keramiske, fordi de så tåler mere og værdierne ikke afviger, når temperaturen i kredsløbet stiger.

confidence-c1-II-mocca
Overdådige udvendig, overdådige indvendig.

Den slags ting kan synes små, men tilsammen betyder de meget for, hvordan højttalerne opfører sig i praksis. Når Dynaudios chef, Wilfried Ehrenholz, har sat sin signatur på Confidence C1, er det fordi han er tilfreds med resultatet.

Sublim lyd
At dømme efter udførelsen leverer Confidence-højttalerne i den grad varen. Ægte træfinér og lak giver de smalle højttalere et lækkert, eksklusivt udseende. De kan sættes på stativ 30 cm fra bagvæggen og bør vinkles lidt indad for at få det bedst mulige stereoperspektiv. Højttalerne er ikke super effektive, men heller ikke håbløse at drive. Under testen brugte jeg alt fra Ayres integrerede AX-5 til 89.000 kroner til den klassiske McIntosh MC275 rørforstærker.

Alle, der elsker et super detaljeret, åbent og dynamisk lydbillede, vil garanteret falde for C1 Signature. Lydbilledet er næsten fuldstændig neutralt med bare et anstrøg af varme i bassen. Resten er krystalklart, åbent og frem for alt rigt på klangfarver. Det her er højttalere til dem, der foretrækker at lytte til musikken, ikke til højttalerne.

At de ruller pænt af i bassen under 50 Hz, generede mig ikke. De fik alligevel grundtoner og klangfarver fra de laveste oktaver frem i kritiske instrumenter som kontrabas, klaver og store messingblæsere. De kan ikke spille vældig højt, men højt nok til, at man må hæve stemmen betragteligt og måske får klager fra naboerne.

De skaber ikke den samme grandiose klang som de gulvstående Confidence-højttalere, men de leverer et klippefast og bredt stereoperspektiv med en fremragende dybde i lydbilledet. Lige præcis dét har jeg kun hørt bedre med Focals Diablo Utopia til 80.000 kroner parret. Focal-højttalerne er også mere dynamiske og kan spille højere. Ikke meget, men nok til at de opleves som mere ekspressive.

F.eks. på John McLaughlins “Mother Tounges” fra Live in Paris. En skæring, hvor C1 Signature overbeviser med et stort lydbillede og superb dynamisk præcision, men hvor Focal-højttalernes dynamiske kontrast er bedre. Trommerne, som hamrer løs lige fra starten, er mere fysiske med Focal, mens Dynaudios diskant er mere opløst og luftig. Noget man mærker på bækkener og hi-hat.

Og på gode klassiske og jazz-indspilninger, uanset om det er Leif Ove Andsnes’ Beethoven-fortolkninger eller Jan Gunnar Hoffs Living på vinyl. Her klinger strygere og klaver så rigt og fyldigt, at man kniber sig i armen. Det er skønt. Her savner jeg hverken dynamisk kontrast eller dybbas. Lydbilledet hænger sømløst sammen, og klangnuancer – også på vokaler, opera osv. – lyder næsten vægtløse og vidunderligt smukke.

Pragtfuld perfektion
Det rykker måske lidt mere med andre højttalere, men de fleste andre mangler den sublime, nuancerede og bjergtagende musikgengivelse, der gør dig hooked på lang sigt. Confidence C1 Signature vokser med opgaven og leverer meget af den samme oplevelse som deres større søskende i Confidence-serien.

Jeg har svært ved at forestille mig finere kompakthøjttalere til folk, der kan lide et bredt udvalg af musik.

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?

Spillende kanelsnegl til at hægte på tøjet