TEST: Dynaudio C20

De er ikke ligefrem reolvenlige, og du får brug for et par gode standere og en ordentlig forstærker. Men så har du også nogle af de bedste højttalere, vi har testet til under 50.000 kroner parret. De er faktisk så gode, at man tager sig selv i at tænke: Hvorfor betale mere for gulvhøjttalere, når kompakthøjttalere kan lyde så godt?

Læs testen af Contour S3.4 Limited Edition

For Dynaudios nye Contour-model er så god, vellydende og komplet, at den er noget nær perfekt i en mellemstor stue. Selv om de er 44 cm høje, dominerer de ikke rummet. I hvert fald ikke hvis man vælger hvid eg, ligesom vores testeksemplarer. Den varme hvide finér står godt til de lyse vægge i skandinaviske hjem, og lyden er der heller ikke noget i vejen med.

Det er den hidtil mindste og billigste model i Dynaudios opdaterede Contour-serie. En højttalerserie, der debuterede helt tilbage i 1989 og nu fremstår i ny dragt med nye enheder og delefiltre – og bedre lyd.
De stiller op i samme klasse som de varmt klingende Sonus faber Olympica I, de krystalklare Audiovector SR1 Avantgarde Arreté og de næsten lige så nye Bowers & Wilkins 805 D3 (test på vej). Faktisk er de også en konkurrent til Dynaudios egne Confidence C1, som ligger en klasse over i pris og udførelse. Men Contour 20, som de hedder, er efter min mening bedre end de dyrere Confidence C1. Og det er ikke så underligt.

Startede fra scratch

Dynaudio har nemlig hentet den fornemme Esotar2-diskant fra Confidence og udviklet ny bas-enhed, nyt delefilter og nyt kabinet til C20 og de andre modeller i den nye serie.

 

Højttaler-enhederne er monteret på en massiv aluminiumplade, som er fræset ud på en CNC-maskine og monteret på fronten af alle modeller i Contour-serien. Sammen med afrundede sidepaneler samt indvendig forstærkning og dæmpning er det lykkedes ingeniørerne at flytte resonanser væk fra det hørbare område.
Den nye bas-enhed på 18 cm i diameter er ligesom før fremstillet i ét stykke støbt magnesiumpolymer (MSP), men membranen varierer i tykkelse. Den er tykkere, hvor der er brug for det, og så tynd som muligt dér, hvor det ikke er så kritisk. Det har resulteret i lavere masse, men også stivere overflade og mere uniforme bevægelser.

 

 

C20’s kabinet har basrefleksport på bagsiden, der kan dæmpes med medfølgende skumpropper, for at bassen ikke skal svulme op, hvis højttalerne må parkeres nær bagvæggen. I mit rum fungerede de glimrende på 20 cm’s afstand, men jeg anbefaler en halv meter for endnu bedre balance i lydbilledet.

Elegant, raffineret, potent

Højttalerne har brug for nogle ordentlige standere. Gerne Dynaudios egne. Prøv også at vinkle dem lidt indad; det løfter mellemtonen og ikke mindst diskanten. Brug så god en forstærker, som du kan få råd til. Du behøver ikke så mange watt; en 75 watt McIntosh MC275 fungerer glimrende, men man kan også vælge Denon PMA-2500 til under den halve pris. Eller – som jeg gjorde det meste af testperioden – en McIntosh MA8000 på 300 watt.
Contour 20 opleves som vægløse: Kabinetterne forsvinder i den blå luft foran dig, og du sidder tilbage med kun musikken. Der svæver som et pulserende Augmented Reality-billede i 3D, hvor lyden er så fri for betoninger og farvninger, at det virker helt skræmmende.
En simpel optagelse med vokal og guitar kan lyde sublimt. James Vincent McMorrows “Rising Water” kan næppe kaldes en high-end optagelse. Alligevel lyder den så levende og dynamisk på disse Dynaudio, at man bare vil blive ved med at høre musik.
Bedre indspilninger såsom Radka Toneffs remasterede Fairytales løfter oplevelsen fra sublim til himmelsk. Enkelte elektrostathøjttalere, de større Sonus faber-højttalere og Piegas aluminiumhøjttalere med de svinedyre koaksiale båndenheder er eksempler på de få højttalere, der lyder bedre. Lidt. Men jeg kan ikke komme på andre så små højttalere, der får Steve Dobrogosz’ klaver til at lyde både så kraftigt og så svagt med så meget klang.

 

 

Contour 20 er afgjort de mest klangneutrale kompakthøjttalere, jeg har hørt. Vokalen klinger varmt og vægtløst uden nogen betoninger, og klavertonerne på “The Moon’s a Harsh Mistress” hænger længere i luften, efter at fingrene har forladt klaviaturet. Fraværet af lyd i baggrunden af optagelsen giver vokalen og klaveret et begsort lærred.
Hvis du kan lide endnu varmere lyd, er Sonus faber Olympica I et godt alternativ. Men de har ikke samme dybde i bassen som Dynaudio og er mere afdæmpede allerøverst i diskantområdet. De mindre Audiovector SR1 AA er lidt mere luftige i diskanten, men mangler fysik i bassen til at matche C20.
Leonard Cohens “Tower of Song” bliver gengivet rørende smukt. “Hank Williams hasn’t answered yet,” synger den dybe stemme, mens to kvindelige korsangere bag i lydbilledet giver dybde til oplevelsen. Er der noget at sætte en finger på? Ikke så vidt jeg kan høre.
På mere udfordrende numre som David Bowies “Lazarus” forventer man ikke, at så kompakte højttalere går så dybt i bassen. Men det gør de. Selv med en 18 cm’s enhed i et 44 cm højt kabinet slår de fra sig med en mægtig dybbas, der langt overgår størrelsen på højttalerne. Det er nærmest naturstridigt. Samtidig er bassen benhård, når den skal være det, og blød, når det er dét, der passer. Hvilket vidner om et vellykket kompromis mellem kontrol og dybbas.
Skal man grave dybere ned i lydbilledets mange lag, så er klassisk musik perfekt. Her kan man også høre, hvorfor Esotar-diskanten er kendt som en af de bedste, der findes. Strygere og vokaler – f.eks. i opera – lyder guddommeligt. Bryn Terfel, Cecilia Bartoli eller Renée Fleming? Det spiller ingen rolle, for disse højttalere kan magte alt, hvad det skal være. Baryton, mezzo eller sopran – alle lyder krystalklart og fokuseret, men aldrig hårdt eller spidst. Heller ikke strygere eller messingblæsere.
Og heller ikke når man spiller højt. Hvilket er fristende, for de kan sagtens klare at spændes for en ivrig, muskuløs forstærker.
Afslutningsvis kan jeg nævne, at Dvoráks Ave Maria med Magdalena Kožená er ætset ind i min rygmarv efter denne test. Ren gåsehud!

Reference

Hvis du længes efter et par gode højttalere, som ikke dominerer stuen, men tager sig pænt ud mellem møblerne, er Dynaudio Contour 20 et perfekt valg. De åbner døren til ægte high-end, uden at hverken størrelse eller prisseddel fremkalder hjerteinfarkt. De appellerer lige så meget til hjertet som til hjernen og serverer musikken på et sølvfad.
Derfor er heller ikke nogen overdrivelse at kalde dem den nye reference for kompakthøjttalere til under 50.000 kroner. Så gode er de. Prøv selv!