Vi har altid været glade for Dynaudios Contour-serie, som konsekvent har ramt plet med toplydkvalitet til en fornuftig pris. Serien er for high-end-entusiaster, som ved, at drømmelyd koster penge, men som alligevel gerne vil holde sig på et nogenlunde sobert niveau. Det er derfor, at nogle af de allerbedste køb er fundet i Contour-serien.
Hexis – en ekstra diskantdome
På det seneste har Dynaudio imponeret med både den mere prisvenlige Evoke-serie og en ny og fantastisk Confidence-serie. Med Confidence 60 på toppen. Fælles for begge serier er, at de har fået en særlig diskant med en teknologi, som Dynaudio kalder Hexis. Kort sagt er det en ekstra indre dome der hjælper med at reducere uønskede resonanser og udjævne frekvensgangen, så de høje frekvenser bliver klarere og mere luftige.
Contour-serien er placeret midt imellem de to serier, så det er naturligt, at denne også får Hexis-domen. Hele diskanten hedder Esotar 2i, og det er her “i’et” i det nye modelnavn kommer ind i billedet.
Bedre basenheder
De to basenheder i den nye Contour 30i er blevet forbedret, og den vigtigste forskel er spideren. Her er der nu brugt aramidfibre, og konstruktionen er blevet mere ventileret end tidligere. Ved at tillade mere luftgennemstrømning arbejder membranen ikke mod luften på samme måde som før. Det forbedrer hastigheden, dynamikken og mikrodynamikken.
– Den gamle Contour havde brug for mere effekt fra forstærkeren for at give den ønskede lydkvalitet. Den nye Contour 30i leverer en mere livlig lyd med den samme forstærkereffekt,” siger Michael Cordt Møller, Vice President hos Dynaudio, i et interview.
Resten af den 18 cm store basenhed er det samme som før. Hvis du går op til storebror Contour 60i, har den en kraftigere magnet for bedre kontrol, men i 30i er magneten uændret.
Mellemtoneenheden er den samme som før, bare i et nyt kammer for at holde den bedre adskilt fra resten af konstruktionen.
Opgraderet delefilter
Delefilteret har stort set de samme komponenter som i den gamle model, men det er blevet bedre optimeret takket være et nyt målerum, der giver mulighed for finere indstillinger end tidligere.
Ny farve: Nordic Silver
Michael forklarede også, at der er sket meget med kabinetterne.
– Vi har skiftet kabinetlevenradør siden den tidligere udgave, hvilket har givet os nye muligheder. Blandt andet en helt ny finish,” fortæller han.
Kabinettets frontplade er nu lavet af to tynde plader, der er limet sammen, hvilket betyder øget stivhed og mindre resonans. De to plader har samme tykkelse, men da aluminiumsbaflen er forsænket i den ydre plade, har de to forskellige resonansegenskaber, hvilket betyder, at de dæmper hinandens vibrationer.
Men det mest spændende er nok finishen. Dynaudio har valgt at gå efter en nordisk grå farve, som de kalder Nordic Silver. Det giver højttalerne et skandinavisk præg, og den matte finish ser meget moderne ud.
Nordic Silver-udgaven er også den, vi har modtaget til test, og jeg må sige, at jeg bliver mere og mere glad for udseendet. Først syntes jeg, at det så lidt falsk ud, for det er det på en måde også. Men det er ægte træ, og jeg synes, at de dybe riller i kabinettet er meget smagfuldt udført. Jeg kan forestille mig, at mange mennesker vil kunne lide designet.
Bæredygtighed
I bæredygtighedens navn har Dynaudio valgt at bruge kunstigt fremstillet finer af ægte fyrretræ. Ved at pulverisere træet og derefter samle det igen, kan man skabe helt nye træoverflader, som ikke findes i naturen. Og da fyrretræ vokser meget hurtigere end de fleste andre træsorter, der bruges til højttalerproduktion – såsom palisander – er det mere miljøvenligt. Fordi skoven vokser hurtigt op igen.
Praktiske spikes
Endelig er det værd at bemærke spike-løsningen med praktiske spikes, der kan justeres fra toppen. Disse blev gradvist introduceret et stykke inde i produktionen af den gamle serie, og er standard på den nye.
Lyden af nydelse
Jeg har testet højttalerne med forstærkere som Hegel H600, McIntosh MA9500, og vi brugte også højttalerne, da vi lavede en gruppetest af billigere surround-receivere i “low premium-klassen”. Og selvom jeg bestemt vil anbefale en forstærker på over 100 watt, er lyden mærkbart mere fri end før, og højttalerne er på ingen måde svære at drive.
Jeg må indrømme, at jeg har et blødt punkt for kombinationen af Contour 30i og Hegel H600. Ane Bruns cover af Beyoncés Halo giver en ren og naturlig lyd. Mandolinen i baggrunden leverer en delikat og fin tone med vægtløse overtoner. Sammen med Anes karakteristiske vibrato-stemme skabes der en harmonisk balance, som formidles godt af højttalerne.
Basrytmer
Når jeg lytter til Somebody af TSHA, med Ellie Goulding og Gregory Porter på vokal, er bassen kraftfuld og klar. Sangen har en energi, som giver mig lyst til at skrue op for lyden. Og selv da leverer højttalerne lyden uden forvrængning.
Det faktum, at højttalerne går ned til 32 Hz, betyder, at man godt kan mærke den dybe bas, samtidig med at den ikke er så dyb, at man får problemer med rummet. De er nemme at placere og fungerer godt tæt på væggen – også selvom jeg måske ville have valgt at forsegle basporten.
Krævende klassisk
Klassisk musik er altid en udfordring, da man har brug for det fulde frekvensområde, men det er også krævende, når mange mennesker i et stort orkester skal placeres troværdigt i rummet. Men også her gør Contour 30i et godt stykke arbejde. Træblæsere og messingblæsere giver en god fornemmelse af storhed i mellemtonen, mens fundamentet af basinstrumenter er stærkt. Violiner og fløjter svæver “højt på himlen” i et lydbillede, der rækker langt ud over højttalernes fysiske placering.
På meget dynamisk komplekse stykker forestiller jeg mig, at den større Contour 60i vil fungere endnu mere overbevisende. Som med Beethovens femte, fremført af Kammerakademiet Potsdam, under Antonello Manacordas stramme hånd. De kraftigste eksplosioner lyder kraftfulde og store selv med 30i, men for eksempel havde den eminente Raixho X2t en endnu renere præsentation af lydbilledet på denne musik.
Konkurrenter
Det er næsten en selvfølge, at et sæt højttalere til denne pris lyder godt. Men Dynaudio har stærk konkurrence. Bowers & Wilkins 702 S3 tilbyder meget af den samme kvalitet til en lavere pris. Men Dynaudios er lettere at drive, lyder lidt bedre og er efter min mening også mere attraktive at se på.
Højttalerne mangler den massive dynamik og enormt kraftfulde bas fra KEF Reference 3 Meta, som igen er en del dyrere. Den måske mest direkte konkurrent er Audiovector R3 Arreté, og selvom den nok ikke er så kraftfuld som Dynaudio Contour 30i, tegner den et endnu større billede. Dynaudio er nok en tand mere homogene i bas og mellemtone.
Dynaudio Contour 30i: Konklusion
Dynaudio er lykkedes ekstremt godt med Contour 30i. De lyder godt på al slags musik, kan nemt drives af de fleste forstærkere (selvom de selvfølgelig vokser med opgaven), og de laver ikke nogen åbenlyse fejl.
Der er altid lidt at pille ved hist og her. Ved den mest krævende musik kunne lydbilledet have været endnu bedre fokuseret, set fra et absolut perspektiv. For når prisen stiger, stiger kravene også. Men der er ingen tvivl om, at disse højttalere vil gøre mange musikelskere meget glade! Husk at tjekke dem ud i den nye Scandinavian Silver-version.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer