: Dynaudio Contour 60

Du skal have godt med både plads, penge og forstærkerkraft for at få det optimale ud af disse højttalere. De giver ikke ved dørene, men hvis du arbejder lidt med placeringen, er belønningen et langt liv med glæde og nydelse.

Egentlig kan jeg bedst lide små højttalere. Som f.eks. Dynaudio Contour 20 – nogle af de bedste kompakthøjttalere, man kan finde. Men det er klart, at de kolossalt meget større Contour 60 er endnu bedre. De er også næsten dobbelt så dyre, og med en højde på 135 cm rager de godt op i stuen.

I modsætning til små højttalere er de langt bedre egnet til store rum. De går væsentlig dybere i bassen, og lydbilledet har et format, der minder mere om en koncertsal end en klubscene.

De er større, men billigere end de flotte Sonus faber Olympica III og kan bedre sammenlignes med de store Focal Sopra No3. Dali Epicon 6 stiller også op i samme klasse, og Bowers & Wilkins 804 D3 er endnu en mulighed. Sidstnævnte har vi ikke testet, så en sammenligning må vente. Men de tre andre er oplagte alternativer i denne klasse, hvor man kan forlange ikke alene vanvittigt god lyd, men også godt design og bedre byggekvalitet.

Kolossalt store

Designet er relativt traditionelt, men der er ikke noget at udsætte på kvaliteten af Contour 60. Højttalerne fås med en række forskellige finishes. Vores testeksemplarer var grå med flere lag glanslak og en solid sort-anodiseret aluminiumbaffel. Som har fræsede riller til overflademontering af højttaler-enhederne og bidrager væsentligt til dæmpningen af kabinettet.

Som alle højttalere i den nye Contour-serie anvender også disse Dynaudios flotte Esotar2-diskant, som er hentet fra den langt dyrere Confidence-serie.

De to bas-enheder på 24 cm og mellemtone-enheden på 15 cm er nyudviklet til Contour-serien. Det samme er delefilteret og kabinetkonstruktionen, som er stendød og herligt fri for hørbare resonanser.

Bas- og mellemtone-enhederne er formet af ét stykke magnesiumpolymer (MSP), og membranoverfladen varierer i tykkelse. Det giver lavere bevægelig masse, hvilket øger effektiviteten og giver en stivere overflade med mere ensartede stempelbevægelser. De har kobberbelagte aluminiumspoler, der er 84 procent større end før for at opnå bedre effektivitet.

Det kraftige kabinet har basrefleksporte på bagsiden. De kan dæmpes med de medfølgende skumpropper, så bassen ikke bliver for dominerende, hvis højttalerne skal stå tæt på bagvæggen.

Så store højttalere – de er 46 cm dybe – kræver meget plads for at spille optimalt. Det er også min erfaring, at man må arbejde mere for at finde den bedste placering. Regn med, at de skal stå mindst 30-40 cm fra bagvæggen og helst 50-100 cm fra sidevæggene, og vend dem lidt indad, så du lige akkurat kan se indersiden af kabinetterne. Så er det bare lægge champagnen på køl og finde musik frem.

Dynaudios måske bedste

De enorme højttalere er medium effektive med en opgivet følsomhed på 88 dB. Den nominelle modstand er opgivet til 4 ohm, og andenordens delefilteret deler ved 220 og 4500 Hz. Det indikerer, at de trives bedst med stabile forstærkere med store muskler, og fra Denon PMA-2500E på 80 watt til Ayre VX-R på 200 watt går man fra særdeles acceptabelt til vanvittig godt. Kort sagt: Der er behov for en god, kraftig forstærker, selv om det fuldt ud er muligt at drive dem med en god rørforstærker, hvis man foretrækker det.

Og Sonus faber? Tjah, de lækre Olympica III må se sig slået af disse store Dynaudio’er, der simpelthen spiller højere, sejere og klarere, når man skruer op. Men de mangler ikke finesse af den grund.

De er brutalt ærlige og brutalt dynamiske. Det spiller ingen rolle, om du er til Yo-Yo Ma, Yellowjackets eller Yello – disse højttalere kan tackle alt. De fire højttalerenheder binder musikken sømløst sammen. Man mærker ikke slet frekvensdelingen mellem dem, for det meste af tiden lyder de som én enhed.

Yo-Yo Mas nyudgivne Bach Trios med Chris Thile og Edgar Meyer lyder overrumplende realistisk. Man kan høre klimpren på strenge og andre subtile nuancer, der står klokkerent i det store lydbillede. Tonerne placeres i et dybt, tredimensionelt lydbillede. Flyglet på Hélène Grimauds fortolkning af Bachs Das Wohltemperierte Klavier lyder massivt og florlet på én gang. Her kan man også høre dybden i bassen. De dybeste toner klinger malmfuldt og dirrende i bunden af frekvensskalaen.

Malmfuldt klinger også Leonard Cohens “You Want It Darker”, som trækker dig ind i musikken og giver gåsehud, når koret synger “Hineni, Hineni”, og efterlader dig rystet, men ikke slået. Man bliver grebet, fordi højttalerne ikke står i vejen for formidlingen. Musikken sættes fri.

I den mere muntre ende kan jeg nævne, at The Weeknd og Daft Punks “I Feel It Coming” virkelig sætter mig i festhumør. Skru op for lyden og slip Ayre-forstærkeren løs, som virkelig trives med de store højttalere. Det er ikke nogen prisvindende indspilning rent teknisk, men det er højttalerne tydeligvis ligeglade med. De sætter rytmen i fokus, og den stramme, men alligevel sprælske bas tager fat om hofterne, som kun god popmusik kan.

Pink Floyds The Division Bell fra Tidal Masters lyder mægtigt og forførende. På mange måder er det som at høre pladen fra 1994 på ny. Højttalerne er ekstremt gode til at skrælle alle musikkens lag fra hinanden, så man får selv de mindste klangnuancer med. Jeg kan ikke komme på mange højttalere i denne prisklasse med et så naturligt fokus på selv små detaljer – alt kommer med i lydbilledet. Samtidig er det velordnet, bredt og klippefast.

Den allersidste oktav i bassen er ikke så godt med, og der findes højttalere med endnu mere luftig diskant, men næppe nogen, der er så afbalancerede og velopdragne. I det luftige lydbillede er der aldrig en aggressiv tone, heller ikke når man spiller højt, og selv om jeg vil karakterisere lyden som neutral, er der varme nok til, at især vokaler lyder realistisk.

Min eneste indvending er egentlig, at de er så store. Det kan tænkes, at de mindre Contour 30 er et godt kompromis. Især i mindre stuer. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at det her er referenceklasse de luxe.

Sonus faber Olympica III har mere varme, er lidt mere tilslørede i toppen og går ikke helt så dybt i bassen, mens de nævnte Focal-højttalere ikke er lige så neutralt afbalancerede i mine ører som Contour 60. Ingen af dem er dog i nærheden af Contour 60’s krystalklare lydtryk.

Konklusion

Dynaudio Contour 60 kan se store og brovtende ud på billeder, og de er kolossale, men lyder så raffineret og afbalanceret, at de afgjort kan tåle at stemples som high-end. Af aller-ypperste format.

Hvis du vil have højttalere, der lyder sejt, dynamisk og neutralt på samme tid, er det nogle af de bedste, du kan vælge. De er ikke blandt de letteste at placere, heller ikke at drive, men belønningen er enorm i form af et stort og afbalanceret lydbillede med uendelig mange klangfarver.

Dynaudio har gjort det igen!