TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Dynaudio Focus 30

Skinnet bedrager

Lad dig ikke narre af udseendet – de trådløse Dynaudio-højttalere kaster skygge over konkurrenterne.

Af / 25/02/2023 - 10:01
Dynaudio Focus 30

Lyd & Billede mener

  • Enestående åbenhed og fokus på klangnuancer. Aldeles fuldkommen som trådløs højttaler, med møbleringsvenlig fysik og rumkorrektion, som optimerer lyden til rummet.
  • Rumkorrektionen koster ekstra, hvis du skal gøre det selv. Status-LED på fronten erstatter ikke et display.

Egentlig burde det ikke være muligt for noget så småt at spille så højt og klart, og med en basgengivelse, som man kan mærke i kroppen. Man ser sig omkring for at se, hvilket bæst af en forstærker, der driver de beskedne højttalere, og hvor er egentlig subwooferen?  

De nye Dynaudio Focus 30 ser ud som højttalere flest. Knap 90 cm høje og så smalle, at det næppe bliver svært at finde plads til dem. To små enheder (en bas/mellemtone- og en basenhed) på hver 14 cm fylder næsten hele den 18 cm brede front. Over de to er der en ny Dynaudio-diskant, og det er det hele. Ingen skjulte basenheder indeni. Ikke så meget som en basrefleksport. 

Og alligevel spiller de med en autoritet, man normalt forbinder med dobbelt så store højttalere.  

Man kan spørge sig selv, hvordan det er muligt.   

Held? Næppe. Dynaudio har mange års erfaring med aktive højttalere. Vi kender Xeo og Focus XD-serien fra tidligere tests, men mange ved måske ikke, at de også har en professionel division, der fremstiller aktive studiehøjttalere.  

Annonce

Erfaringen derfra er kombineret med et nyudviklet trådløst modul, der gør den nye Focus-serie fuldstændigt trådløs. Man skal bruge et strømkabel til hver højttaler. Det er det hele. Ingen løse moduler eller trådløse modtagere.   

Alt er indbygget. 

Ny Focus-generation

dynaudiofocusfamily walnut
Focus 30 i selskab med Focus 50 og den kompakte Focus 10. (Foto: Dynaudio)

Focus 30-gulvhøjttaleren er den mellemste model i en serie, der også omfatter en større trevejs-gulvhøjttaler kaldet Focus 50 og en kompakt tovejs-model kaldet Focus 10. Alle tre er bygget med nøjagtig samme teknologi på indersiden. Klasse D-forstærkermodulerne er udviklet til Focus-serien af Pascal i Danmark. Højttalerenhederne er Dynaudios egne. Bas og mellemtone bruger de MSP-membraner, vi kender fra andre Dynaudio-højttalere, og den nye Cerotar-diskant har Dynaudios Hexis-diffuser bag den 28 mm store membran. Som drives af et 110 watt klasse D-modul, mens de to andre enheder hver har 280 watt effekt.   

dynaudiofocus30_tweeter_01 dynaudiofocus30_woofer_02
<
>
Diskantenheden har lånt teknologien fra Dynaudios meget dyrere high-end-højttalere. (Foto: Dynaudio)

Højttaleren er faktisk opdelt som et 2,5-vejs højttalersystem, hvor begge basenheder spiller fra 18 Hz (!) og op til 220 Hz, hvor den ene skæres af opad til, mens den anden fortsætter op til diskanten ved 2.400 Hz.

Dette er muligt, fordi højttalernes digitale signalbehandling styrer både opdelingen mellem enhederne og den effekt, der går til dem. Spiller man lavt eller moderat højt, er højttalerne – i hvert fald i teorien – i stand til at spille ned til 18 Hz. Når man skruer op for volumen, justerer DSP’en den effekt, der bruges til bassen, og dæmper de laveste frekvenser for at undgå, at forvrængningen bliver hørbar, og at basenhederne til sidst ryger.   

Dynaudio siger, at højttalerne ruller af midt i 30’erne, når der spilles meget højt, og det stemmer godt overens med vores målinger. 

Dirac romkorrektion

IMG_9024 IMG_9025 dynaudiofocus_remote control
<
>
De tre knapper på næstnederste række kan programmeres til foretrukne lydkilder. (Foto: Dynaudio)

For højttalerne kan nemlig måles. Ikke på samme måde som man måler opsætningen af en surround-receiver og højttalere med en lille plastmikrofon tilsluttet receiveren. Men med en målemikrofon tilsluttet en bærbar computer.

Med Dirac Live installeret på den bærbare eller en iPad, iPhone eller Android-enhed kan man kalibrere lyden i det rum, højttalerne står i. Det betyder helt enkelt, at man kan måle responsen i rummet, enten over hele frekvensområdet eller en begrænset del af det. F.eks. bassen, hvis man har problemer med basresponsen i rummet.

Man kan gemme op til seks profiler baseret på målingerne og selv justere tonebalancen efter egen smag. Kan du lide lidt mere tyngde i bassen, eller vil du måske dæmpe diskanten en smule, kan du gemme en profil på din Dirac-konto, som du også kan finde i Dynaudio-app’en, som du bruger til opsætningen og styringen af dine højttalere.  

Der medfølger ingen målemikrofon eller Dirac-licens. Det må man selv skaffe sig, men meningen er, at forhandleren kommer hjem til dig og laver rumkorrektionen for dig, hvis du ønsker det. 

Trådløs – også med WiSA

dynaudiofocus30 blonde 04
Alle tilslutninger befinder sig på bagsiden af den ene højttaler. (Foto: Dynaudio)

Mens tidligere Dynaudio højttalere ikke blev trådløse uden en trådløs modtager, er alt indbygget her. Den ene højttaler er den primære enhed for tilslutninger, både fysiske og trådløse. Man kan nemt parre højttaleren med mobilen via Bluetooth for nemheds skyld, men man bør tilslutte dem til sit Wi-Fi-netværk i hjemmet for at opnå den bedste lyd.  

Det er værd at bemærke, at Dynaudio har foretrukket WiSA i stedet for HDMI, som man normalt bruger, når man tilslutter TV-lyden til en højttaler. WiSA er en trådløs standard, som bl.a. LG bruger, og som sender TV-lyden trådløst til de højttalere, TV’et er parret med.  

Hovedhøjttaleren har et par analoge RCA-indgange til en analog lydkilde, en digital optisk og en koaksial indgang samt en subwooferudgang (80 Hz high pass). Foreløbig uden basstyring, hvor man normalt indstiller deling og andre parametre på subwooferudgangen. Men det kommer ifølge Dynaudio på app’en senere.

Der er også et Ethernet-stik på bagsiden til kablet netværksforbindelse, og en digital koaksial udgang, som man bruger, hvis man vil forbinde højttalerne med kabel. Denne understøtter 24 bit / 192 kHz-opløsning, mens den trådløse parring af højttalerne understøtter 24 / 96. 

Dynaudio app

Højttalerne understøtter AirPlay 2, Chromecast og DLNA/UPnP-tilslutning, og de er Roon Ready, så man kan styre sin musik med en Roon-app.  

Der er understøttelse af Tidal- og Spotify-afspilning i app’en, men indtil videre er Qobuz ikke integreret i app-styringen af musikken. Det er Apple Music heller ikke.  

Der er dog en række radiostationer i app’en. På fjernbetjeningen er der tre programmerbare knapper, hvor man kan lægge sin yndlingsstation eller en foretrukken streamingtjeneste ind.  

Hvis man ønsker at ændre grundlæggende indstillinger eller blot indstille tonebalancen til lysere eller mørkere – neutral er alternativet – finder man også det i app’en. Her er de førnævnte kalibreringsprofiler også gemt under Room Optimisation. 

dynaudiofocus50 primary amplifier 02
Forstærkermodulet er leveret af Pascal i København, her modulet fra Focus 50. (Foto: Dynaudio)

Førstehåndsindtrykket

Første gang, jeg så et par Focus 30, var på High-End i München i 2022. Der slog det mig, hvor små de var. Især når de stod ved siden af de 110 cm høje Focus 50, som også er meget bredere og dybere end Focus 30. 

Det var naturligt at tænke, at et par Focus 50 ville være de nærmeste rivaler til den fantastiske KEF LS60 Wireless, men faktum er, at det er Focus 30, som prismæssigt ligger nærmest KEF-højttalerne. 

Det var derfor med en vis skepsis, at jeg pakkede højttalerne ud. De vejer kun16 kilo og er nemme at håndtere. Så jeg skruede fødderne på, monterede piggene, og koblede dem op, så de var klar til lydtest i et par uger. Jeg lyttede knapt til dem på det tidspunkt, men et par dage før Michael Cordt Møller og Sebastian Glansk fra Dynaudio skulle komme og kalibrere højttalerne, satte jeg med ned for at prøvelytte.  

Jeg må indrømme, at enhver skepsis hurtigt blev gjort til skamme. Efter at opsætning og tilslutning til Wi-Fi var klaret – en hurtig og smertefri proces – spillede jeg et udvalg af musik fra Tidal over højttalerne. 

Man tror næsten ikke, at det er sandt, men musikken strømmede ud fra højttalerne med en autoritet og dynamik, jeg overhovedet ikke havde forventet. De strakte sig meget dybere i bassen, end jeg troede, og de kunne spille klarere og højere end nogen anden højttaler, jeg har hørt i den størrelse. 

dynaudiofocus30 blonde 01 2
Foto Dynaudio

Sammenlignet med KEF

En sammenligning med KEF-højttalerne er uundgåelig, og der er tydelige forskelle i den måde, de præsenterer musikken på. KEF-højttalerne har mere vægt i bassen – otte mod fire basdrivere – men Dynaudio-højttalernes basgengivelse er strammere og bedre defineret. Stereoperspektivet er mere skarpt defineret, og lydbilledet er større med LS 60 Wireless, men lydbilledet er mere åbent og gennemsigtigt med Focus 30.  

Designet har ikke så meget med lyden at gøre, men KEF-højttalernes futuristiske design i hvid, sort eller blå passer ikke til alle. I hvert fald ikke dem, der foretrækker den varme træfinér af lys eg- eller valnøddefinér, som Focus-højttalerne leveres i. Samt de obligatoriske sorte eller hvide kabinetter.  

Uanset finish leveres højttalerne med frontbeklædningen Smart Grille, der fastgøres magnetisk. Når man tænder eller slukker for den, blinker LED’erne på højttalerens forside, og DSP’en kompenserer for de akustiske ændringer, der opstår, når man tænder eller slukker for frontbeklædningen. 

dynaudiofocus30 blonde 02
LED viser status på netværk, tilslutning og lydkilde. (Foto: Dynaudio)

Luftig og transparent – og sikken dynamik!

Jeg bruger ofte åbningsnummeret fra Keith Jarretts Køln-koncert, når jeg tester, eller anden klavermusik, fordi netop et klaver er så utrolig vanskeligt at gengive korrekt. Mange højttalere kæmper med de laveste oktaver på et koncertklaver, ofte ligger delefrekvensen på højttalerne i det følsomme område på et klavers oktaver, og her mærker man straks effekten af et fornuftigt delefilter. 

Den nævnte optagelse lyder varm og klangfuld med KEF-højttalerne, og højttalerne klarer i forbilledlig at følge transienterne i optagelsen. Dynaudio-højttalerne leverer ikke den samme varme klang, men det klinger bedre fra klaveret med Focus 30. Klangnuancerne er tydeligere defineret, og diskantgengivelsen er luftigere. 

Bassen fra stortrommen på Roheys Tell Me går kælderdybt i vores testrum. Når jeg skruer op for lydstyrken, er der ingen ændring i kontrollen i basregisteret. Den er total, højttalerne leverer bas med en autoritet, som langt overgår størrelsen både på højttalerne og basenhederne. Jeg har næppe nogensinde hørt noget lignende. 

Sebastian og Michael opstillede og kalibrerede højttalerne i testrummet og lagrede flere profiler i Dirac Live, som jeg kunne bruge i app’en. Man kan også lave profiler for dem, som gerne vil lytte i det såkaldte sweet spot, eller f.eks. bruge rumkorrektionen til at kompensere for og udjævne forskellige placeringer af højre og venstre højttaler.  

I vores testrum brugte Sebastian en UMIK-1 USB-mikrofon til at foretage fem målinger med, som jeg vekslet mellem i app’en. Det var oplysende, for selv om nogle af korrektionerne strammede bassen op og trak lydbilledet i en meget neutral retning, ikke ulig en studiehøjttaler, endte jeg til med at bruge default det meste af tiden. Altså ingen rumkorrektion.  

dynaudiofocus30 blonde 01
Focus 30 udfordrer højttalere i en langt højere vægtklasse. (Foto: Dynaudio)

Jeg tog også højttalerne med til mit private lytterum, som ikke er så dæmpet som vores testrum. Her kunne højttalerne resonere mere i rummet, og lydbilledet voksede også, sammenlignet med vores meget dæmpede testrum. 

Der opdagede jeg en anden ting. Da højttalerne blev placeret i et andet rum, ændrede de ikke karakter, men nogle egenskaber kom bedre frem. Bassen blev fyldigere, den var stadig stram, og der var mere smæk på slagtøjet på Arild Andersen Groups ‘Short Story’ fra albummet Affirmation, ligesom den dynamiske kontrast blev bedre. 

Carl Nielsens 2. symfoni med Danmarks Radios symfoniorkester kom rigtig godt ud. Højttalernes urokkelige fokus får strygerne til at shine, og man kan både høre og fornemme strygernes fysiske størrelse. Dog skal det bemærkes, at jeg tror en dedikeret mellemtoneenhed ville give både strygere og træblæsere mere dybde og krop. Det betyder ikke så meget på Karpes PAF.no, som har mere brug for rytme, timing og dynamik end noget andet. Og her viser Dynaudio-højttalerne igen, hvor vanvittig god kontrol, de har, og hvor perfekt balanceret de faktisk er. 

Konklusion

Sammenlignet med KEF LS 60 Wireless er de mindre Dynaudio-højttalere mindst lige så gode til lydgengivelse. Men de spiller og lyder forskelligt. De engelske højttalere giver musikken mere varme og fyldigere klang – især i mellemtonen, mens de små danske træfinerede højttalere lyder mere neutrale, mere åbne og lidt bedre fokuserede. Især i de lavere oktaver. At vælge mellem de to vil være en smagssag, både hvad angår design og lydkvalitet, men der er ingen tvivl om, at Dynaudio Focus 30 er helt perfekt som trådløs højttaler. Den har ikke brug for Dirac Live rumkorrektion, men muligheden for det gør dem ekstra interessante for alle, der ønsker bedre lyd, men har et rum, der kan udfordre lydkvaliteten af så dyre højttalere. Med Dirac Live og et par Focus-højttalere er det endnu nemmere at få optimal lyd i hjemmet. 

Karakter
Dynaudio Focus 30
Premium
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tre premium soundbars der forbedrer din filmoplevelse

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!