: Electrocompaniet The Nordic Tone Model 1

The Nordic Tone var oprindelig et stort, tværfagligt forsknings- og udviklingsprojekt med deltagelse af industrielle designere, akustiske specialister, ingeniører og metallurger. Med ét fælles formål: At samle ekspertisen fra deres respektive felter i fremstillingen af nogle af verdens bedste højttalere.

Produktet blev afsløret for ni år siden, i januar 2006, og jeg var selv blandt de fremmødte fra pressen. Men trods de mange løfter under præsentationen lod gåsehuden vente på sig, da der endelig blev sat musik på. Faktisk kom den aldrig. Bassen var tynd, og lyden var rent ud sagt kedelig. Men jeg tilskrev akustikken i rummet meget af skylden og glædede mig til at høre højttalerne i vores eget testrum.

Det blev desværre aldrig aktuelt, for oven i store produktionsproblemer kom distributionen heller aldrig på plads. Projektet døde i fødslen.

 

Genoplivning

Nogle år senere kom Electrocompaniet på banen og bestemte sig for at genoplive The Nordic Tone. Selv om de heller ikke syntes, at højttalerne lød videre godt til at begynde med.

“Bassen var tynd, og de virkede ikke helt i fase. Der manglede fylde, det var simpelthen en kedelig lyd,” erindrer Volker Hunger, teknisk chef hos Electrocompaniet.

 

 

 

Alligevel var der noget, der tiltalte den norske producent. Nemlig kabinetterne. Kabinetter af aluminium har stor indvendig volumen i forhold til højttalere med trækabinetter. Det gør det muligt at bruge trykkammer i stedet for basrefleks, hvilket sikrer en blødere afrulning i den nedre frekvensgrænse og mindre forvrængning.

Kabinetterne har heller ikke nogen parallelle overflader indeni, og den afrundede frontplade går i ét med resten af kabinettet for at forhindre uønskede diffraktioner.

 

Forbedringer

Med på det hold, der skulle fikse højttalerne, fik Electrocompaniet Roar Moen, tidligere chefkonstruktør af Patos-højttalere. Han har ifølge Volker en unik evne til at forstå, hvilken lyd man er ude efter, og oversætte det til et færdigt produkt.

 

 

 

Delefilteret var det største problem ved den første version af højttalerne. Ved at fikse det blev fokus i lyden straks bedre, og der kom noget punch i bassen. Desuden blev de to bas-elementer fra SEAS erstattet af nogle med længere slaglængde, der er bedre egnet til det lukkede kabinet.

De nye elementer laves også af SEAS, men er specielt tilpasset til højttalerne. Desuden er mellemtone-elementet fra SEAS erstattet af et fra Scan-Peak, der passer bedre til delefilteret i højttalerne. Endelig er der lavet mere indvendig dæmpning af kabinettet for at reducere resonanser yderligere.

 

Fantastiske lydoplevelser

Jeg fik aldrig testet den første version af højttalerne i egne lokaler. Men det, jeg hører nu, er alt andet end tyndt og kedeligt. I øvrigt står Electrocompaniets egen medieafspiller ECM 2 først i signalkæden, balanceret tilsluttet en P30 forforstærker og to H30 mono-effektforstærkere fra Hegel.

Selv med højttalerne lidt tilfældigt placeret ud fra intuition kan man allerede ved første ørekast høre det store lydbillede på Nicole Atkins’ smukke, melankolske cover-version af Bruce Springsteens “Dancing in the Dark”, der er bygget op af elektroniske instrumenter. The Nordic Tone gengiver basgangen varmt og fyldigt, og der er saft og kraft i lilletrommen, mens Nicoles stemme står klart og tydeligt ud fra det gasagtige lydbillede. Men selv om bassen er fyldig, synes jeg, den kunne være en tand mere kontant og slagfærdig.

Det opnås ved at arbejde lidt med placeringen. Højttalerne skubbes lidt længere ind, fra ca. 70 til 50 cm fra frontvæggen. Da flyttes puklen i bassen fra omkring 120 Hz til 170 Hz, så man får varmen fra 120 Hz området med. Med 30 cm til væggen dæmper man et endnu mere grødet område (250 Hz), men samtidig vil det forstærkes ved 500 Hz og betyde, at det kommer til at lyde lidt kasseagtigt. Jeg vil dog ikke påstå, at højttalerne er svære at placere, takket være det lukkede kabinet, som giver meget lav forvrængning.

 

 

Lydbilledet sidder

Når placeringen er på plads, og vinklen bestemt (aksen peger omkring 50 cm bag lyttepositionen), sidder lydbilledet som støbt.

Det er let at høre, at der er tale om en kompromisløs højttalerkonstruktion. Lydbilledet er gigantisk med en opløsning, der får instrumenterne til stå som hologrammer. Som om de hænger vægtløst i luften. Sangstemmer gengives med stålfast kontrol over ethvert skift i tone og styrke. Et sømløst, gasformigt lydbillede, der breder sig nærmest uendeligt i rummet og nedbryder både vægge og loft, så du flyttes ud i en abstrakt drømmeverden af lyd.

Skru op for volumen, og du bliver mindet om, at du stadig er fysisk til stede, idet kroppen masseres af lavfrekvente lydbølger, som skyller nådesløst ind over dig.

 

Visemusik

Hør det lækre guitarspil, der indleder Nick Mulveys viseperle “Cucurucu”. Guitaren er nærmest til stede i stuen, og Nicks stemme, der er helt tæt på mikrofonen, er stor som en klippe.

I modsætning til en del high-end højttalere, vi har hørt, er lydbilledet ikke monitor-agtigt og sterilt, og jeg ville nok ikke bruge disse højttalere til at mikse musik. Jovist er alle detaljerne der, men de bliver ikke kastet imod dig på samme måde som med studie-monitors. Her er lyden noget sminket i retning af det varme og behagelige, men det er ikke nogen ulempe hjemme i stuen.

For det første betyder det, at skarpe indspilninger lyder lidt bedre. Og for det andet er det ikke mere, end at også velproducerede sange viser sig fra deres bedste side med masser af power og dynamik. Det er simpelthen en win-win-situation med The Nordic Tone Model 1.

 

 

 

Klassisk

Rummet i klassiske indspilninger kommer stort, luftigt og fyldigt ud. Leif Ove Andsnes’ klaverspil på Beethovens Klaverkoncert nr. 5 fra albumserien The Beethoven Journey er vellydende og legesygt. Og strygere og træblæsere finder deres vante plads i lydbilledet, mens jeg sidder i sofaen og nyder magien.

Selv om højttalerne opleves som blødere end en del andet high-end, er de ikke træge. De er med på hver en svingning, bare med et lidt blødere anstrøg end f.eks. Wilson Audio Sasha.

 

 

 

Elektronik

Som nævnt er det to Hegel H30 monoforstærkere, der leverer strøm til højttalerne. Med dem kan man spille meget højt med fuld kontrol. Og med højttalernes lydsignatur bliver festmusik af den elektroniske, baspumpende slags ret fedt at lytte til. Det er også let at forestille sig disse højttalere som naturlige partnere til Electrocompaniets egen monoforstærker Nemo, der yder 600 watt og kan koste dig mere end 100.000 kroner for et par.

Men hvor mange andre high-end højttalere stiller meget store krav til elektronikken, er The Nordic Tone lette at have med at gøre. F.eks. lader de sig let drive af den integrerede Hegel H160. Og ved normalt lytteniveau er det ikke meget, man mister. Lydbilledet mangler nogle mikrodetaljer, bassen er ikke helt så klippefast nede i dybet, og dybden i lydbilledet er ikke helt den samme. Men det er påfaldende, hvor lidt det har at sige for følelsen af musikken. Det her kunne jeg sagtens leve med!

Jeg har også testet højttalerne med surround-receivere helt ned i 5.000 kroners klassen. Her mister man en del af magien, men det er ikke højttalernes skyld. De trækker nemlig også det bedste ud af dem.

Ganske vist kan man mærke, at der ikke er den samme kontrol, når man spiller højt, og der mangler detaljer. Men højttalerne er ikke sværere at drive end de fleste højttalere til 10.000 kroner, og selv om det måske ikke virker så relevant, er pointen, at man står langt friere til at vælge den forstærker, man bedst kan lide – og stadig vide, at man får et fremragende resultat i den anden ende.

 

 

 

Konkurrenter

Højttalerne er ikke billige. Til næsten 200.000 kroner er der mange konkurrenter at overveje. Men de fleste af dem er større end The Nordic Tone. En undtagelse er Wilson Audio Sophia 3, som er af nogenlunde samme størrelse. Men de er meget mere kantede og slet ikke så elegante. En anden model er Magico S1 til ca. 112.000 kroner. Men det er tovejs højttalere, som trods deres nydelige lyd kræver langt mere af elektronikken for at blomstre.

McIntosh XR200 koster næsten nøjagtig det samme som The Nordic Tone Model 1. De lyder supersejt, men er mere aggressive i klangen og har ikke den samme dybde i lydbilledet. Opløsningen i overtonerne er også bedre på The Nordic Tone. Desuden er indtrykket af byggekvalitet helt anderledes.

 

 

 

Pris

Det er svært at placere high-end produkter prismæssigt i forhold til kvalitet. Når man kommer over et vist prisniveau, føles det næsten, som om højttalerne kunne koste hvad som helst. Man kan godt synes bedre om et par 100.000 kroners højttalere fra én producent end nogle til 300.000 fra en anden producent, uden at man af den grund kan hævde, at de dyreste er mislykkede.

Tag f.eks. Dynaudio Consequence Ultimate Edition, som da jeg testede dem i 2010, kostede 400.000 kroner! Jeg kan langt bedre lide The Nordic Tone. Jeg kunne også bedre lide Genelec 8260A – bundærlige og dynamisk potente aktive studie-monitors. Det betyder ikke, at Dynaudio-højttalerne ikke er fremragende højttalere, som garanteret har en fanskare blandt dem, der har råd til dem.

I dette lys er The Nordic Tone Model 1 absolut pengene værd.

 

Konklusion

The Nordic Tone var et spændende tværfagligt projekt, som aldrig blev ordentligt lanceret. Efter at Electrocompaniet overtog udviklingen, kom der andre boller på suppen, og svaghederne i lydkvaliteten blev der også rettet op på.

I dag fremstår The Nordic Tone Model 1 som lækre gulvhøjttalere med et gigantisk lydbillede og superb opløsning. Bassen er fyldig, og hvad enten man spiller lavt eller højt, er lyden meget forførende. Selv efter timers lytning var det umuligt at kede sig. Det her er high-end på den rigtige måde!

Højttalerne har en anden fordel, nemlig at de er mindre krævende mht. elektronik end mange andre. De har ikke brug for store mængder af strøm for at lyde godt, så du kan parre dem med den forstærker, du bedst kan lide. De er heller ikke svære at placere i rummet og lyder godt næsten uanset hvor. Men at arbejde med placeringen vil altid kunne betale sig!

Nogle vil nok savne lidt aggressivitet. Der findes højttalere, som følger endnu bedre med i svingene, f.eks. fra Wilson Audio og McIntosh. Men så vil bl.a. komprimeret popmusik lyde grimt, hvor The Nordic Tone præsenterer det mere sympatisk.

Alt i alt er det bragende gode højttalere!