Franske Elipson er navnlig kendt for højttalere i avanceret design – nogle af dem kuglerunde. Men de laver også helt traditionelle, tegnebogsvenlige modeller i simple trækabinetter.
Elipson Horus 6B tilhører den sidste kategori: En kompakt tovejs-basreflekshøjttaler, der vil passe på en stander eller stående på en skænk.
På den testede model er kabinettet rigtig nydeligt at se på; alle sider bortset fra fronten er dækket med en valnøddetræ-lignende folie. På fronten, der er ensfarvet grå, finder man en 5-tommers basenhed og en 1-tommers diskantdome. Den ovale basrefleksport er også på fronten, hvilket er praktisk, da højttalerne ofte vil blive placeret op mod en væg eller i en reol.
Frontstoframmen ”svæver” en centimeter foran fronten. Sandsynligvis for at give et lettere indtryk, men akustisk set er den en dårlig ide, der uundgåeligt skaber en mængde diffraktioner.
Højttalerne er forholdsvis lette (fem kilo stykket), og det lyder en smule hult, når man banker på dem med knoerne. Men ikke mere end normalt i den nederste ende af prisskalaen.
Lydkvaliteten
Elipson Horus 6B befinder sig nede i et prisleje, hvor de fleste bud er bordhøjttalere med Bluetooth eller mindre multirumshøjttalere. Men her får vi et par ægte stereohøjttalere. Det glæder en gammel hi-fi-nørd. For man får under alle omstændigheder et langt bedre stereoperspektiv fra to adskilte højttalere, der er placeret korrekt i stuen.
De små Elipson falder diskret ind i stuen i en grad, så de burde kunne blive godkendt af selv den mest kritiske partner. De er ikke usynlige, men blottet for iøjnefaldende detaljer. ”Dem der? De har da været her hele tiden …”
Det samme kan man sige om lydgengivelsen fra Horus 6B. Højttalerne dækker deres arbejdsområde jævnt og uden at fremhæve nogen frekvenser specielt. Det hele kommer med, men uden at der fokuseres specielt på detaljer. Jævnt, pænt og neutralt – men også lidt intetsigende.
Forskellene udviskes
Stereoperspektiv og dybde i lydbilledet i orden, men forvent ikke mirakler – for den slags koster ekstra. Instrumenterne bliver panoreret ganske fint mellem højttalerne, men breder sig ikke ud over dette. Hvilket er fint nok, når det er popmusik fra radioen, der er på programmet. Men forskellen på en særlig god optagelse og det gennemsnitlige bliver udvisket. Nærværet og fornemmelsen af jazzklub på I’m Confessing fra Jazz at the Pawnshop bliver mindre udtalt. Og fornemmelsen af det store rum på Fishing Junks at Sunset fra Jean-Michel Jarres Concerts in China krymper ind til stuestørrelse.
Ifølge dataarket går Horus 6B forholdsvis lineært ned til 55 Hz (-3dB), men der er forskel på at gengive et toneområde og at have magt over tingene. For det har de små højttalere så afgjort ikke. Det er ikke, fordi jeg forlanger at mærke trykbølgen fra tempeltrommerne på Moon Light on Spring River. Men jeg ville forvente bare en smule krop på congatrommerne på MTV-liveudgaven af Hotel California. Jeg kender det nummer til hudløshed, men kan ikke erindre at have hørt det så tørt og uden dynamik.
Konkurrenter
Det kan lyde, som om jeg stiller store krav til en højttaler, der koster meget lidt. Og Elipson Horus 6B gør ikke noget forkert. Men trods den lave pris er der faktisk flere konkurrenter i prisklassen, der hver især gør sig positivt bemærket. Det gælder for eksempel Wharfedale Diamond 12.1 med dens meget velopløste diskant. Eller DALI Oberon 1 med dens meget rene og nærværende stemmegengivelse. Og handler det om en hyggestund, skal også Q Acoustics 3020i med dens varme og musikalske lyd overvejes.
Konklusion
Til den lave pris er det faktisk imponerende, at man kan få et sæt nydelige stereohøjttalere med ganske pæn finish og en helt fornuftig lyd. Og det leverer Elipson Horus 6B. Når vi alligevel ikke lader champagnepropperne springe, er årsagen, at vi har oplevet det blive gjort så meget bedre andre steder til samme pris.
Elipson Horus 6B skal roses for sin lineære og ufarvede gengivelse i det meste af frekvensområdet. Desværre er gengivelsen også klinisk fri for engagement og dynamik. Og basgengivelsen lægger man heller ikke mærke til.
Som diskrete lydgivere til upåfaldende baggrundsmusik kan det være helt i orden. Horus 6B vil aldrig lyde grimt. Men hvem gider i dag have besvær med at sætte et stereoanlæg med passive højttalere op, når man kan få en multirumshøjttaler til at gøre det langt lettere og billigere?
De små billige Elipson-højttalere kunne være et indlysende valg til det første stereoanlæg. Men lyden er så uinspirerende, at man risikerer, at musik bliver ved med at være baggrundsstøj i stedet for en passion.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer