TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Harman Kardon Citation Tower

Tårnhøj bekvemmelighed

Citation Tower beviser, at convenience-lyd ikke behøver at være små, diskrete bordhøjttalere med store kompromiser.

Af / 27/09/2020 - 10:00
Harman Kardon Citation Tower

Home mener

  • Elegante højttalere med så høj WAF, at de ikke bliver henvist til herreværelset i kælderen. Stor og behagelig lyd.
  • Du kan købe multirumshøjttalere til alle rum i huset for det samme beløb. Eller et sæt traditionelle højttalere med bedre lyd.

De fleste smart-højttalere med multirumsfunktion er diskrete små størrelser, der kan placeres diskret på en hylde, hvorfra de kan sprede baggrundsmusik eller besvare spørgsmål i stil med “Hvad hedder hovedstaden i Argentina?” for at imponere sagesløse gæster.

Den kategori falder Harman Kardon Citation Tower ikke ind i. De mere end en meter høje keglestubbe kræver deres plads i stuen og tiltrækker sig naturligt opmærksomhed. Men ikke på samme måde som et par traditionelle højttalere i samme størrelse.

De slanke, kegleformede kabinetter er stofbetrukne og falder ind i indretningen med en elegance, der giver associationer til Bang & Olufsen. Hvilket er lige på kornet, eftersom det stof, der dækker det meste af kabinettet, er leveret af danske Kvadrat, som også leverer stof til bl.a. B&O.

Toppen af højttalerne er af plast, og på den højre finder man et OLED-panel med touch-funktion, hvor man kan styre både afspilning af musik og opsætning af højttaleren. Panelet er skarpt og veldisponeret, og de fleste funktioner befinder sig der, hvor man ville forvente at finde dem.

HK Citation Tower BLACK Top LCD
Toppen af højre højttaler indeholder et veldisponeret OLED touch-panel til betjening. (Foto: Harman)

Ingen rumkorrektion

Flere smart-højttalere, herunder Sonos og Dynaudio Music, har indbygget rumkorrektion til at hjælpe på unoder i bassen, når højttaleren placeres et mindre ideelt sted. Da vi første gang talte med Harman om at teste Citation Tower, var der udsigt til, at rumkorrektion også ville komme. Det skete ikke i sidste ende, så man må nøjes med almindelig basjustering i opsætningsmenuen.

Annonce
HK Citation Tower X Ray 1605x1605 1
Bag stoffet gemmer sig fire højttaler-enheder: En dome-diskant, to 4 tommers bas/mellemtone-enheder og en nedavendt 8 tommers bas-enhed, der fungerer som subwoofer. (Grafik: Harman)

Bag stoffet gemmer sig fire højttaler-enheder: En dome-diskant, to 4 tommers bas/mellemtone-enheder og en nedavendt 8 tommers bas-enhed, der fungerer som subwoofer. Hvilke områder enhederne hver især dækker, oplyses der ikke noget om. Ligesom frekvensområdet på hele konstruktionen, og hvorvidt der bruges aktiv eller passiv deling, må stå hen i det uvisse. Der oplyses blot en forstærkereffekt på 2 x 200 watt.

Info til radionørder

At der ikke oplyses basale data, er ikke usædvanligt inden for livsstilshøjttalere, hvor den slags formodes at være mindre vigtigt end design og bekvemmelighed. Til gengæld kan man i databladet læse adskillige linjer om, hvilke frekvenser Bluetooth- og Wi-Fi-forbindelsen arbejder ved, og med hvilke modulationstyper. Noget, der sandsynligvis er mindst lige så uinteressant for køberne som de lydrelaterede data.

Harman Kardon har valgt Google Home som multirums- og smart-platform. I reklamematerialet kan man læse, at man med Citation Tower har adgang til over 300 streaming-tjenester. Det er kun korrekt i den forstand, at man via Chromecast, AirPlay (ikke AirPlay 2) og Bluetooth kan spille hvad som helst af musik på systemet fra en tilsluttet enhed. Tjenesterne kan altså ikke tilgås direkte fra tårnene.

HK Citation Tower BLACK Front
Citation Tower er betrukket med møbelstof fra danske Kvadrat. I lighed med f.eks. Bang & Olufsen. (Foto: Harman)

Nem opsætning

Opsætningen er simpel. Og endnu mere, hvis du allerede har Google Home. Det tager blot et par minutter, før Citation Tower er indlemmet blandt husstandens enheder.

På det fysiske plan er opsætningen lidt mere krævende, da tårnene bør have samme opmærksomhed som et konventionelt sæt gulvhøjttalere. Det vil sige, at de befinder sig bedst et stykke fra bagvæggen og hjørnerne.

Fysiske tilslutninger er holdt på et minimum: Der er nemlig ingen. Ingen optisk indgang, analog minijack eller HDMI. Hvis du vil bruge Citation Tower til lyd fra TV’et, må det ske via Bluetooth, som de fleste nyere Smart-TV’er giver mulighed for. Men her er der sjældent mulighed for at finjustere synkroniseringen af lyden.

Den løsning, som Harman Kardon anbefaler, når der skal TV-lyd igennem højttalerne, er derfor at anskaffe en Citation MultiBeam-soundbar, som har alle de fysiske indgange, og så indlemme højttalerne i et trådløst surround-system, evt. sammen med en trådløs subwoofer og baghøjttalere fra samme serie. Noget, der bringer den samlede systempris op i et meget kostbart leje.

Lydkvaliteten

Citation Tower er de største smart- og multirumshøjttalere, vi har haft fingrene i, og de formår at sætte sig i respekt på en måde, som de færreste af deres konkurrenter kan. Ikke kun visuelt, hvor de fylder mere end de vekslende standerhøjttalere, der normalt indtager hæderspladsen i min stue, men også lydmæssigt.

De fleste multirumshøjttalere optræder i ental; enten som rene monohøjttalere eller med højttaler-enhederne placeret så tæt sammen, at stereoperspektivet bliver enten meget smalt eller meget diffust. Citation Tower spiller som en “rigtig” højttaler, og når man har bænket sig i den gode stol, midt mellem højttalerne, er stereoperspektivet helt på plads.

Og det, man får at høre, er behageligt. Citation Tower vil aldrig gøre din lytteoplevelse ubehagelig. Ikke engang når programmet står på væg-til-væg heavy-spade på “Pestilence and Plague” med Judas Priest. Bassen er rund og fyldig uden at være kælderdyb, og lydbilledet hælder mod det varme. Ikke i den forstand, at lyden er mørk eller indelukket. Og diskanten er stadig velopløst. Det lyder bare rart.

Den lidt tilbagelænede karakter skyldes nok en lidt dæmpet mellemtone, der får stemmer – og instrumenter med grundtone i samme område – til at virke mindre påtrængende.

HK Citation Tower Bar Black Living Room scaled
Harman Kardon Citation Tower kan i kraft af sit elegante ydre finde plads i miljøer, hvor der ville blive nedlagt veto mod almindelige højttalere. (Foto: Harman)

Easy living

Lydbilledet bliver bagved højttalerne, og der er en ganske god rumfornemmelse (noget, som almindelige små smart- og multirumshøjttalere ikke kan præstere). Rummet på mit arsenal af testklassikere (her har jeg lovet redaktionschefen ikke at nævne “I’m Confessin’” fra Jazz at the Pawnshop!) er ikke så klart defineret som på mere konventionelle aktive højttalere som Dynaudio Xeo 20, men det er stadig godt nok til at give følelsen af at lytte til rigtig hi-fi.

Med 200 watt pr. side i ryggen er der kræfter til at spille igennem – også når middagsselskabet ud på de små timer udvikler sig til en fest. Igen er vi i en klasse, hvor man ikke finder noget lignende hos mere almindelige livsstils- og convenience-højttalere.

De eneste multirumshøjttalere, vi kan sammenligne med, er Devialets Phantom-serie. Man kan få en enkelt Gold Phantom for det, som et sæt Citation Tower koster. Og stod jeg med et sådant beløb, der var øremærket til indkøb af højteknologisk multirumslyd, ville valget sandsynligvis falde på den, da den er mere præcis og leverer kæbedroppende meget smæk for skillingen. Også selv om det ville blive en monoløsning.

Konklusion

Harman Kardon Citation Tower er en interessant mellemting mellem traditionelle stereohøjttalere og multirums smart-højttalere. De har bekvemmeligheden og designet fra livsstilsprodukterne, men har også højere ambitioner på den lydmæssige side.

De WAF-venlige tårne undgår heldigvis at falde mellem to stole – uden at de dog sidder helt sikkert i sadlen på nogen af siderne. Som smart-højttalere betragtet er sættet kostbart og pladskrævende. Og regnet som aktive hi-fi-højttalere møder de hård konkurrence fra mere rendyrkede af slagsen.

På den anden side kan det noble design måske bane vejen for at få listet god lyd ind på fællesarealer i boligen. Og det er altid en god ting.

Karakter
Harman Kardon Citation Tower
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?