TEST: JBL Synthesis 4367

“Gå hen og hør dem,” forsøgte jeg mig med, men de så ikke særlig overbevist ud, mine udenlandske kolleger, som jeg mødte på High End-messen i München i 2018.

I stedet smilede de overbærende, da jeg fortalte dem om de nye JBL-højttalere, der debuterede på messen det år, og som spillede på en helt anden måde, end vi var vant til fra den kant.

Måske var det, fordi de lignede et par JBL L112 fra 1980’erne, men mest sandsynligt var det nok, fordi vi alle sammen havde afskrevet JBL som seriøs højttalerproducent for længe siden.

Men de nye L100 Classic spillede overraskende meget bedre end frygtet og blev efterhånden et af samtaleemnerne fra årets High End-messe. Og da vi endelig fik dem ind i testrummet, blev vores førsteindtryk bekræftet. Det var et par forbandet gode højttalere, klædt i tøj fra 80’erne, som måske – endelig – kunne sætte JBL på kortet igen.

Det gjorde de noget så eftertrykkeligt, at der gik rygter om, at JBL ikke kunne imødekomme efterspørgslen i en periode, og da de mindre L82 Classic kom ind til test, var vi overbevist. JBL var tilbage. Det var ikke længere kun de svinedyre Everest-højttalere, der var gode; JBL nailede også højttalere til en brøkdel af prisen.

Da min kollega Geir Gråbein Nordby testede 4349, som hører til den dyreste ende hos JBL – Synthesis-serien – var hans konklusion, at det er få, der formår at bringe studielyden ind i stuen på en så overbevisende måde. Han burde vide det, da han har tilbragt mere tid både bag mikserpulten og foran mikrofonen i et studie end de fleste hi-fi-journalister, jeg kender.

Større, stærkere, kraftigere

Men hvis 4349 kan bringe studielyden hjem til dig, kan de større 4367-højttalere bringe stadionlyd hjem til dig. De er inkarnationen af JBL’s stadion-arrays og monitorhøjttalere med blå frontplader, blandet med moderne teknologi og nye tanker om, hvordan man kan bringe JBL tilbage til rødderne med et moderne lydbillede.

Uden at udvande JBL’s signatur fuldstændig: Den varme, klangfulde og frem for alt dynamiske lyd, der presser dig tilbage i stolen, når du skruer op for volumen. Læg hertil noget finesse og raffinement, og du har opskriften på et par moderne JBL-højttalere.

Dette par er kolossalt store sammenlignet med 4349, som Geir testede. Det næsten en meter høje kabinet er 56 cm bredt og over 40 cm dybt for at få plads til de to store enheder, som JBL har valgt til 4367.

Tovejskonstruktion

Den 15 tommer store bas-enhed er JBL’s 2216ND, som vi kender det fra de dyrere S4700, og diskanten, eller rettere diskanterne, er JBL’s D2430K, der har to 3 tommers membraner i et kompressionshorn.

Den specielle konstruktion bruger to polymermembraner med to neodymmagneter hver og to svingspoler, hvor membranerne er placeret på hver sin side af to faseplugs. De deler begge til basenheden ved 700 Hz og dækker resten af frekvensområdet op til 40 kHz.

JBL siger, at løsningen med to membraner i én enhed jævner frekvensgangen ud og reducerer forvrængning, især når man spiller højt. Selv om de to membraner dækker det samme område, kan frekvensniveauet justeres individuelt på to skruer i kanten af det grå HDI-horn med +/-1 dB.

Den ene – HF – dækker området fra 600 Hz til 9 kHz, mens den anden – UHF – dækker området fra 4 kHz og op.

Selv om der faktisk er tre membraner i en 4367, er der stadig en tovejshøjttaler. Men en brutalt rå én af slagsen …

15 tommers Aquaplas bas-enhed

Den særlige hornkonstruktion får god hjælp fra den 38 cm store basmembran, der er med sort Aquaplas på en fibermembran og JBL’s såkaldte Dual Differential-system. Som er to svingspoler i hver sit magnetgab med neodymmagneter. En løsning, JBL i deres hvidbog til 4367 beskriver som en måde at reducere forvrængning på og give bedre linearitet.

Det er altså enorme mængder energi, der skal ud af kabinettet. Som hurtigt kan give efter og skabe uønskede resonanser og problemer for lyden. I samme hvidbog beskriver JBL, hvordan de har arbejdet med at forstærke og dæmpe kabinettet med 25 mm tyk MDF, en forstærket inderbaffel til begge enheder og indvendig horisontal afstivning.

Kabinettet er fineret i sort eller valnød med blå frontplade ligesom på studiehøjttalerne, hvor to store basrefleksporte er placeret under basenheden. Fronterne er enten sorte eller mørkebrune, og højttalerne har fire justérbare fødder i forkromet messing med små underlag til at beskytte parketgulvet.

Krævende men ikke kræsne

De store højttalere kræver lidt plads. De kan skubbes ind mod bagvæggen, men så kan man få lige lovlig meget bas, så prøv at trække dem længere ud på gulvet. Dermed bliver bassen også strammere og bedre defineret.

Det brede HDI-horn er støbt i et materiale kaldet BMC og formet, så det spreder lyden 110 grader horisontalt, men kun 50 grader vertikalt for at dæmpe refleksioner fra gulv og loft.

Efter at have fundet en optimal placering i mit rum på knap 30 kvadratmeter skiftede jeg mellem forskellige forstærkere i forskellige prisklasser – rør, transistorer, klasse D – og hvis der var én ting, jeg lærte, så var det, at selv om højttalernes følsomhed på 94 dB er relativt høj, får man ikke potentialet frem uden en forstærker med en tilstrækkelig strømforsyning. Drejningsmoment snarere end hestekræfter, om man vil.

Derfor passer Yamaha A-S3200 med “kun” 100 watt effekt lige så godt som McIntosh MC312 (test på vej) med 300 watt pr. kanal, men jeg ville ikke bruge en Marantz Model 30 til et par JBL 4367. Den tror jeg ikke er strømstærk nok til at levere så meget energi, som der behøves til disse højttalere.

Sætter hele rummet i bevægelse

Den nydelige MC1502 fra McIntosh – med 2 x 150 watt effekt – var et vellykket match med 4367. Dens varme klang og udpræget fyldige bas gav højttalerne et gedigent løft på blues og rock, men klangen i toppen blev mere tilbagetrukket sammenlignet med MC312. Som også strammede bassen op, når jeg spillede højt.

Den integrerede Yamaha-forstærker er den svageste af de tre, men den har så meget drejningsmoment, at den havde overraskende god kontrol over højttalerne. Det var først, da jeg virkelig spillede højt, at den gjorde tegn til at hejse det hvide flag. Men så kunne jeg jo altid skifte til MC312.

Jeg smed den samme Leonhard Cohen-optagelse fra London på, som jeg testede både L82 og L100 med, og de meget større højttalere trak simpelthen scenen ind i rummet og placerede mig på forreste række. Ren gåsehud!

Bassen og trommerne sad som støbt i det enorme lydbillede, der fyldte hele rummet. Koret gav dybde, og Cohens stemme lød skræmmende naturtro. Det var ikke engang nødvendigt at spille særlig højt for at få live-følelsen frem; højttalernes storslåede basgengivelse og ekstreme dynamik bidrog i høj grad, og det eneste, jeg savnede, var en halv oktav mere i bassen.

Trommesporet på Dire Straits’ album Love Over Gold er indspillet med rigtig god dybde og dynamik. Der er godt med rusk i bassen på “Telegraph Road”, og når trommerne dundrer løs på den ellers lavmælte “Private Investigations”, bliver man dreng igen og sidder dér med store øjne. Er det virkelig så fedt, tænkte jeg, for sådan en basdynamik er det længe siden, jeg har hørt på Love Over Gold.

Højttalerne er i deres es, når de kan lege med dynamikken i musikken, og man kan mærke trykket – ikke kun i bassen, men over hele frekvensområdet. Klavertonerne mærkes i kroppen, og højttalerne har en udpræget fysisk måde at præsentere musikken på. Alt kommer frem, og det er ikke sådan nogle højttalere, hvor musikken bare falder ud på gulvet foran dem; man kan føle dem hele tiden.

Det behøver ikke at være jazz, blues eller rock. Smid noget klassisk på, og du står foran endnu en chokerende oplevelse. Hvis du aldrig har haft et symfoniorkester i stuen, skal du prøve et par 4367. Det er langt billigere end at leje Wienerfilharmonikerne, og du kan gøre det, så ofte du vil. Når dirigenten sætter orkesteret i gang med Mahler eller Mozart, bliver du trukket ind i musikken, ørerne bliver varme, og du vil elske det.

Strygerklangen er varm og behagelig, aldrig skarp eller tynd, men måske ikke helt så luftig og raffineret, hvad struktur angår, som på et par Quad ESL 2905 eller Piega Coax. Et par KEF Reference 5 vil også have et lidt bedre defineret stereoperspektiv, og der er ingen tvivl om, at Sonus faber Olympica Nova III er mere veludførte. Men ingen af dem er så rå, kraftfulde og frem for alt dynamisk medrivende som 4367.

Konklusion

JBL Synthesis 4367 er den slags højttalere, man aldrig glemmer. De har sat et varigt spor i erindringen og en ny standard for spilleglæde og dynamik. Samtidig formår de at behandle de finere nuancer med nænsom hånd og har en raffineret detaljegengivelse, som mange måske ikke forbinder med JBL-højttalere.

Træfinéren og den lakerede blå frontplade er måske det eneste, der ikke helt lever op til den prisklasse, de befinder sig i, men de kan skræmme livet af dig det ene øjeblik og smøre din sjæl med musikalsk balsam det næste. Det er der ikke mange andre højttalere, der kan, heller ikke i denne klasse.