TEST: JBL Synthesis HDI 3800

De er store og tunge, men meget mindre end de enorme Synthesis-højttalere, vi testede tidligere i år. Alligevel bider de slankere højttalere godt fra sig, så du mærker det i kroppen. Seks 8 tommers basenheder med stive alu-membraner føles som at have en sekscylindret motor boltet til brystkassen, når man spiller højt.

De er med andre ord ikke for sarte sjæle, for selv om højttalerne gerne spiller på moderat volumen, bliver det først for alvor sjovt, når man giver den fuld gas.

Med en højde på 110 cm rager de godt op i rummet. Men de er lettere at placere, end man tror, på trods af at basrefleksportene er placeret bagpå, og de lader sig let drive med en 60-watter.

JBL Synthesis HDI 3800 er flagskibet i HDI-serien og den mere møbleringsvenlige variant af de enorme studiehøjttalere fra JBL. Der findes også en HDI 3600 til dem, der ikke har plads til 3800-modellen, og en relativt kompakt stativmodel kaldet HDI 1600. Til dem, der kan lide surround- og biograflyd, findes der også en 12 tommers 1000 watt kraftig subwoofer og en centerhøjttaler i samme serie.

Vi har ikke prøvet HDI-serien i surround, men efter testen af 3800 tvivler vi ikke et sekund på, at HDI i seks kanaler spiller vildere end vildt.

Et par 3800 er i stand til at fylde rummet med så meget lyd, at man bliver svimmel og ør, men det er ikke blevet muligt, uden at JBL’s ingeniører har skelet til profhøjttalerne og studiemonitorerne.

Kompressionshorn

Alle modellerne i HDI-serien – undtagen subwooferen – har en variant af JBL’s HDI kompressionshorn, High-Definition Imaging. Her sidder der et 2410H-2-horn med et 25 mm V-formet polymer-element bagpå. Lydbølgerne spredes fra hornet, som er formet til at give en uniform frekvensrespons fra diskanten.

Sammen med den V-formede membran har JBL forsøgt at dæmpe opbrydning under belastning og reducere forvrængning og tidsforskydning.

I stedet for to basenheder og én mellemtone har JBL valgt at bruge tre basenheder pr. højttaler, men dele den ene i et lidt højere frekvensområde –  800 til 1800 Hz. Det giver en mere effektiv højttaler, som leverer mere energi i mellemtonen, samtidig med at forvrængningen kan holdes lav.

De tre 20 cm basenheder har en aluminiumbaseret matrice-lignende membran, som tåler en del effekt. Svingspolen på halvanden tomme har en lang slaglængde og er udstyret med en flux-ring, som koncentrerer magnetfeltet, og en kobberring, som tåler meget varme og energi, uden at enheden bryder op og forvrænger.

2 ½-konstruktion

Denne 2 ½-vejs højttaler ville være kollapset som en papkasse, hvis den ikke var forstærket og afstivet godt nok, når man skruer op for volumen. JBL siger, at det netop er derfor, de har valgt buede kabinetsider. Det giver en stivere ydre skal, end hvis kabinetfladerne var flade. Indvendigt er det vertikale afstivninger, specielt der, hvor basenhederne sidder, som optager energien fra 3 x 8 tommer på 100 dB+ lydtryk.

For bæsterne spiller højt. Vældig højt. Men samtidig formår de at holde sammen på lydbilledet – det vil sige, hvis man har valgt den rigtige forstærker.

Bare glem data – højttalerne er godt nok relativt følsomme på 92 dB, men det betyder ikke, at den gamle NAD-forstærker på 30 W fra 1980’erne er et godt match. Selv den strømstærke Hegel H120 fik problemer med kontrollen, når den blev presset af 3800.

Forstærkeren på 60 watt spillede fortræffeligt til et vist punkt, og derefter blev det ikke så let at kontrollere de seks basenheder lige så godt. En hurtig opkobling med tilhørende opvarmning af den langt mere potente H590 løste problemet. Så kom der virkelig fut i fejemøget.

Pas på tandfyldningerne

Da James Blakes “Limit To Your Love” dundrede ud i rummet, mærkede jeg, at det vibrerede i kæben. Den gyngende dybbas havde da allerede sneget sig ind på rygmarven, og jeg syntes, synet blev lidt uklart. Da trommestikken faldt ned på lilletrommen, måtte jeg skrue ned for lyden, fordi jeg følte, at det knagede i tandfyldningerne.

Men bassen er ikke det eneste fede ved et par HDI 3800. Det samme er, hvordan de formår at spille musik så højt og så kontrolleret, uden at lydbilledet brydes op. En af årsagerne er selvfølgelig en grundig og solid konstruktion, men JBL har valgt at tage bassen ned (-6 dB @ 37 Hz) under 40 Hz, så basenhederne kan spille så godt som muligt.

Dybbasfanatikere må tilføje en subwoofer, men som eksemplet med James Blake viser, er det egentlig ikke nødvendigt.

Resten af frekvensområdet gengives med samme kontrol som bassen. Jeg har hørt mere neutral og korrekt klaverklang, og strygere er heller ikke favoritinstrumentet her, men sæt Grant Greens Green Street på, og du får halvakustisk jazz, som automatisk dæmper belysningen i rummet, og er det monstro ikke lyden af en halv liter fadøl, der tappes i baggrunden, jeg hører?

 Her er de virkelig på hjemmebane. Det svinger vildt fra højttalerne, og den runde guitarklang får en smuk, varm og fyldig klang, hvor man kan høre, hvor godt bassisten håndterer kontrabassen uden at anstrenge sig.

Seratones “Fear” suger dig mod højttalerne, vokalharmonien er nydeligt gengivet, og rummet fyldes med et massivt punch, som aldrig lyder hårdt eller uldent.

Den endnu hårdere “Devil Worm” fra Ola Kvernbergs album Steamdome II giver mig en følelse af at være til en live-koncert, hvor bassen og trommerne kæmper om opmærksomheden i et intenst lydbillede fyldt med detaljer. Man hører alt, for JBL’erne er også gennemsigtige på den måde, at de slipper flere nuancer igennem, end et par Klipsch RF7 III eller Bowers & Wilkins 702 S2 Signature formår.

Efter endnu et forstærkerskift, denne gang til Devialet Expert Pro 250, fik Keith Jarretts trio-indspilninger lidt mere luft, og lydbilledet strakte sig længere bagud i rummet. Det gav mere plads til musikernes instrumenter og viste, at JBL-højttalerne ikke bare handler om dynamik og kontrol. De har også sans for finesse.

Hvad med Luciano Pavarotti? Eller Cecilia Bartolis mezzoklang? Netop her viste Devialet sig som det bedste valg. Vokalklangen havde mere glans med den franske forstærker, og strygerne fik lidt mere varme og dybde, noget, der klædte både musikken og højttalerne godt.

Konkurrenter

Det nærmeste, man kommer en direkte konkurrent til HDI 3800, er Klipsch RF-7 III, som er en supersej højttaler med et enormt lydtryk – og to 25 cm basenheder, som du mærker på kroppen. Den har måske lidt mere energi i bassen, men er ikke lige så raffineret og balanceret som JBL-højttaleren. Det er dog uden tvivl en utrolig underholdende højttaler, som er værd at overveje.

De mere kunstfærdige kabinetter på et par Sonus faber Sonetto V vil nok tiltale mange, og her er lyden endnu bedre balanceret med mere varme og glød. Dynaudio Evoke 50 og nævnte Bowers & Wilkins 702 S2 Signature er to andre alternativer, der ikke er lige så hårdtslående, men slankere alternativer, som er lettere at placere.

Konklusion

JBL Synthesis HDI 3800 er den stuevenlige udgave af JBL’s profhøjttalere og byder på ganske mange af de samme egenskaber. En hårdtslående og kraftfuld bas med enorm dynamik og evnen til både at spille svinehøjt og klokkeklart på samme tid.

De rager godt op i rummet, men kan leveres i tre udførelser med fin møbelkvalitet og tager sig godt ud som blikfang i en stor stue. Men det er, når man skruer op for volumen, at man mærker, hvorfor HDI 3800 er så god. Det er nemlig en af de mest anvendelige højttalere i klassen og en af de få, som kan give dig en rigtig følelse af at være til koncert hjemme i din egen stue.