Faktisk er den lidt for stor til at være i skuldertasken. Måske er det derfor, JBL Xtreme 3 har en skulderrem. Under alle omstændigheder er den mellemstore Bluetooth-højttaler en perfekt følgesvend for alle, der kan lide at tage musik med på tur.
De bærbare JBL-højttalere er enormt populære, hvilket har ført JBL til tops i salgsstatistikken. Det er ikke kun, fordi de laver mange forskellige højttalere i alle prisklasser, men også fordi flere af højttalerne faktisk lyder godt.
Den enorme Boombox 2 er måske dyr, men så er den også blandt de allerbedste bærbare højttalere, og den mindre Charge 5 er blandt vores favoritter i den anden ende af prisskalaen.
JBL’s nye Xtreme 3 lægger sig midt imellem de to og er måske mere en større udgave af Charge 5 end en mindre udgave af Boombox 2. Men principperne er de samme. To par enheder giver stereolyd, og bassen forstærkes af to slavebasser på siderne. Som vibrerer i takt med musikken.
Det kan selvfølgelig mærkes på den store Boombox-model, men de små udgaver drager endnu mere fordel af de passive basser. Det indre volumen er så lille, at de aktive basser har brug for al den hjælp, de kan få.
I Xtreme 3 – som selvfølgelig er støv- og vandtæt – er der en 70 mm basenhed i tospand med en 20 mm diskant for hver kanal plus de nævnte slavebasser på siderne. Derfor skal man ikke sætte højttaleren på højkant; sidebasserne fungerer bedst, når de kan spille frit.
Højttaleren oplades med den medfølgende USB-C-oplader og kan spille i op til 15 timer. Der er ni timer mindre end Boombox 2, som har et meget større batteri, der holder i 24 timer. Det er også fem timer mindre end den kompakte Charge 5, som holder i op til 20 timer.
Men ud over Bluetooth 5.1, hvor der kan være tilsluttet to mobiler samtidig, har man også mulighed for at koble en ekstern lydkilde til via et 3,5 mm minijack-kabel, og mobilen kan oplades fra USB-porten under den gummierede luge på bagsiden.
Hvor Charge 5 er så lille, at den kan bæres i én hånd, kræver Xtreme-højttaleren to hænder. Eller den medfølgende skulderrem, som har indbygget flaskeåbner (!).
Der er ingen app som den, Ultimate Ears bruger, der gør det let at justere bas og diskant eller koble flere højttalere sammen.
Det sidste kan man faktisk godt, men så med en knap på højttaleren. Det kaldes Party Boost, og hvis man kobler to højttalere sammen, kan man få stereolyd. Hvis man kobler flere sammen, kan man få endnu mere gang i festen, og man kan tilslutte både små og store (JBL-) højttalere trådløst.
Varm og bastung
JBL Xtreme 3 er meget solidt bygget. Ikke alene er den vejrbestandig; man får også indtryk af, at den virkelig kan tåle at være udenfor under alle forhold. Skulderremmen gør den store højttaler mere bærbar, og hvis man ikke har glemt at lade batteriet op, klarer den at holde liv i festen ud på de små timer.
Den leverer ikke nær samme lydstyrke eller bastryk som den store Boombox-udgave, men Xtreme 3 spiller højere og har kraftigere bas end den mindre Charge 5.
Hvilket fik mig til at spekulere på, om JBL bevidst har valgt en anden tuning af lyden på Xtreme 3. Den har nemlig en lidt mere ulden mellemtone, der heller ikke er så godt fokuseret som på Charge-højttaleren. Som også har en langt mere hørbar diskant. Indendørs kan det blive lidt skarpt, når man spiller højt, men udendørs giver den markerede diskant i Charge 5 bare klarere lyd.
På Xtreme-udgaven er lyden varmere, og bassen er mere fyldig og har mere kraft og tyngde. Det mærkes f.eks., når man spiller Tidals udvalgte favoritter, hvor der er en overvægt af pop, rock, R&B og udpræget rytmisk musik, som passer perfekt til det lydbillede, JBL-højttaleren skaber.
Personligt ville jeg nok vælge en anden højttaler til Leif Ove Andsnes’ indspilning Mozart Momentum: 1785, for finesse og raffinement er ikke JBL-højttalerens styrke.
Eller så mange andre bærbare Bluetooth-højttaleres, for den sags skyld.
Konklusion
Den store JBL Xtreme 3 er det rette valg, hvis man synes, at små bærbare højttalere er for fesne. Den formår i højere grad at sætte gang i festen end den mindre JBL Charge 5, men evner ikke at levere det samme enorme lydbillede som Boombox 2. Den er kort sagt et godt kompromis, gunstigt prissat, solidt bygget og vejrbestandig.
Den tigger nærmest om at blive taget med udenfor, hvor den vil overbevise de fleste med sit store lydbillede, sin kontante bas og sin medrivende dynamik.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer