Den lille nordjyske højttalerfabrik Jern laver tingene på deres helt egen måde. Ikke mindst fordi alle deres produkter er fremstillet i støbejern.
Væghøjttaleren Jern W9000 er en efterfølger til W8000, som vi tidligere har testet. Eller nærmere en forbedret udgave, eftersom W8000 stadig er på programmet.
Kabinettet på 32 cm i diameter og 10 cm i dybden er det samme som i W8000, hvilket giver god mening, da det er de samme Wavecor-enheder, der bruges: En 22 mm dome-diskant og en 5,5 tommers bas-enhed med flettet glasfibermembran. Det samme gælder delefilteret på 12 dB/oktav med spoler og kondensatorer fra Mundorf.
At lave et nyt støbeværktøj er dyrt. Derfor et Jerns produkter et studie i kreativ genbrug. Ud over at blive brugt i begge væghøjttalere er det kagedåseformede jernkabinet også set som fod med indbygget basassistance til kompakthøjttaleren Jern 14. Der skulle også være et væghængt baskabinet på vej som supplement til W9000.
Jern W9000 er på de fleste punkter lig med W8000, men er forbedret på et par stykker: For det første er kaninettet nu poleret, hvilket giver det en silkemat overflade i stedet for den rå støbejernsfinish, der var temmelig svær at passe ind i de fleste indretninger. Et frontstof i skum giver også et mere færdigt præg – i stedet for den jersey stræklagen-strømpe, der skulle dække Jern W8000.
Ud over at se betydelig pænere ud har skummet også ifølge direktør Ole Lund Christensen fra Jern fået styr på nogle generende diffraktioner mellem kanten af kabinettet og bagvæggen. Terminalerne bag på højttaleren er også opgraderet til solide banan/skrueterminaler. “De gamle terminaler var billige – men også for billige. Og de lød ikke særlig godt,” siger Ole Lund Christensen.
Jern W9000 er en væghøjttaler, og med en vægt på otte kilo anbefaler jeg at bruge solide skruer, når du hænger dem op! Og også at tænke placeringen godt igennem på forhånd, da det kræver en boremaskine at flytte højttalerne og polyfilla til at rette sporene.
Rummet hjælper til
Placeringen giver nogle meget interessante fordele. For det første tager højttalerne ikke plads på gulvet, og for det andet gør væggen – og lidt anvendt psykologi og akustik – det muligt at spille bas med et kabinet på kun fem liter.
“Vi ved på forhånd, at højttaleren befinder sig på den ene væg. Og vi kan forvente, at en højttaler af denne størrelse mest sandsynligt bruges i en mindre stue, hvor de fleste af pladshensyn vælger at anbringe sofaen med lyttepladsen op mod bagvæggen,” siger Ole Lund Christensen.
Den placering, sammen med de typiske mål på en lille stue, betyder, at stående bølger vil give en forstærkning af bassen omkring 40 Hz, netop på lyttepladsen. Det øger rækkevidden i bunden med næsten en oktav, sammenlignet med en 5 tommers enhed i et 5 liters kabinet på en stander.
Lydkvaliteten
Jern W9000 har det samme store lydbillede, som kendetegnede W8000. De evner at genskabe illusionen af at have orkesteret stående i stuen.
Noget af det bedste ved Jern W9000 – og ved de af Jerns højttalere, som jeg har hørt – er renheden og friheden for resonanser. Jeg hører i embeds medfør masser af højttalere, mange af dem gode – og de fleste dyrere end Jern W9000. Men man skal normalt op i en langt højre pris for at finde en mere ufarvet mellemtonegengivelse. Og da kun måske.
Mellemtonen er ikke overanalytisk eller afslørende. Den disciplin klares bedre af mange andre, dyrere højttalere. Blandt dem Jerns egne 14 DS. Men instrumenters og stemmers egen klang kommer til deres ret på en naturlig og uanstrengt måde, der er sjælden. Ikke mindst til den pris.
Bassen imponerer stadig. De meget dybe tempeltrommer på Zhao Congs “Moon Light on Spring River” efterlader mig fumlende efter underkæben. Okay, trommerne og synthesizerbassen har ikke fuldt niveau, men de dybeste frekvenser gengives stadig – og de gengives rent.
Selvfølgelig er der svagheder. Masser. Dybdeperspektivet er ikke i samme høje klasse som klangen. Det har sandsynligvis noget med vægplaceringen at gøre. Og detaljegengivelsen kunne være mere knivskarp. Men vi har at gøre med et sæt højttalere til langt under ti tusind parret!
Effektiviteten er en anden begrænsning. Med en følsomhed på 86 dB skal der tilføres flere gange så meget effekt som med typiske kompakthøjttalere. Og selv med et kraftværk af en forstærker får du ikke diskotekslydtryk ud af en 5 tommers bas-enhed i et minikabinet.
Det behøver ikke at være et problem, da de netop er beregnet til små stuer. Jeg prøvede også at bruge dem til nærfeltslytning ved skrivebordet. Her klarede de opgaven forbilledligt, trukket af en 15 watts Quad VA-One rørforstærker.
Skal højttalerne monteres på væggen, er der ikke et sort antal af konkurrenter i prisklassen. Nogle af dem, der falder i ørerne, er Lyngdorf FR-1, der imponerer på dynamik, og Audiovector QR Wall, der er mere luftige i toppen. DALI On-Wall C udmærker sig med indbygget forstærker og trådløs forbindelse til kun lidt mere. Men når det gælder bund og mangel på kabinetfarvning, glimrer W9000.
Konklusion
Når man kun har en hammer, ligner alle problemer søm. Og har man et jernstøberi til sin rådighed, er svaret på udfordringer at lave alting i støbejern. Men når det gælder højttalere, er det faktisk en glimrende løsning – for de få, der har teknologien til rådighed.
Jern W9000 er ikke nogen revolution i forhold til W8000, og har du allerede denne og er tilfreds med den, er der ingen som helst grund til at skifte. For de lyder i praksis ens. Til gengæld kan (undskyld!) det lidt mere polerede ydre nok gøre modellen spiselig for et lidt større publikum.
Hvis du har behov for et sæt passive væghøjttalere til at spille i et mindre rum, er de små støbejernsdåser fortsat en af de bedste måder at gøre det på.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer