TEST: KEF Blade One Meta

Det er kun et par måneder siden, vi havde topmodellen fra engelske Bowers & Wilkins, 801 D4, til test. Jeg var ret hurtig til at kåre højttalerne til de bedste, jeg havde hørt. Måske lidt for hurtig …

Der er intet at udsætte på B&W’erne, når det gælder ingeniørkundskab og forvrængningsfri lydgengivelse, og dermed en noget nær perfekt gengivelse af instrumenter og vokaler.

Alligevel kan de opleves som grænsende til det sterile, og hvis slagkraft og rå power er det, man sætter allerhøjest, så findes der andre højttalere, som i endnu højere grad mestrer den disciplin. Selv om de enorme 801 D4 bestemt flytter store mængder af luft.

KEF er også engelsk, men det er nok også det eneste, de to producenter har tilfælles. Her bliver tingene løst på en helt anden måde. KEF er ikke mindre højteknologisk indstillet, men deres løsninger er ret anderledes.

Punktkilde

KEF’s idé er, at hele frekvensområdet fra hver højttalerkanal skal høres, som om det kommer fra ét fælles punkt. Først da får man optimalt stereoperspektiv og korrekt tonegengivelse, uanset hvor man sidder i forhold til højttalerne.

Derfor bruger KEF koaksialenheder, hvor diskanten sidder midt i mellemtonen og spiller ud igennem den. Optimalt set bør basenheden også være fra samme punktkilde, men det er sjældent praktisk muligt. Hvis den ikke er, skal basserne placeres så symmetrisk som muligt i forhold til koaksialenheden.

Det er princippet, uanset om højttalerne koster 5.000 eller flere hundrede tusind kroner for et par. Som det er tilfældet med de højttalere, vi ser på her.

Blade anno 2011

Da de gigantiske KEF Blade blev lanceret tilbage i 2011, var de ikke som noget andet, man havde set før. De var KEF’s forskningsprojekt, som fordi det var lykkedes at gøre dem så pokkers gode, blev sat i produktion, så de særligt interesserede (og særligt velhavende) kunne opleve dem.

Det var de første gulvstående virtuelle punktkildehøjttalere (virtuelle, fordi basenhederne var sidemonteret, men i parallelle par, der var i perfekt symmetri med koaksialenheden foran), og de havde et udseende, der mindede om navnet: Et knivsblad.

De buede kabinetter har ingen parallelle overflader og modvirker derfor diffraktioner optimalt. Hvor lydbølger kolliderer med hinanden og rammer øret på forskellige tidspunkter, hvilket tværer transienter ud og ødelægger stereoperspektivet.

De sidemonterede basenheder slår ud i hver sin retning, så de ophæver hinandens påvirkning af kabinettet og forhindrer forvrængning. Og sikke de slår!

I 2015 fik de gigantiske Blade en mere placeringsvenlig lillebror, nemlig Blade Two, og samtidig blev Blade omdøbt til Blade One.

I videoen ovenfor fortæller KEF om deres metamateriale.

KEF Blade One Meta – med metamateriale

Nu er tiden endelig kommet til en opgradering af Blade One. Det behøvede de måske egentlig ikke; de lød så stort, brutalt og lineært som noget, jeg havde hørt, og jeg er nærmest blevet hypnotiseret, hver gang jeg er kommet ind i et lokale på en messe eller lignende, hvor højttalerne stod og spillede.

Men når en højttalerkonstruktør lærer nye tricks, er det selvfølgelig på sin plads at lade det komme topmodellerne til gode, og det er nu sket med begge højttalere i Blade-serien.

Den vigtigste nyhed er et helt nyt materiale på bagsiden af diskantenheden. Et såkaldt metamateriale, hvilket er navnet på materialer med en helt særlig cellestruktur, der er designet i laboratoriet og ikke findes ude i naturen.

Akustisk sort hul

KEF har fundet ud af, at i stedet for at lede efter det naturlige materiale, der bedst kontrollerer resonanser, og tune dem til noget, der tilfredsstiller ørerne, har de kunnet skabe et materiale, der fungerer som et “akustisk sort hul”, hvor uønskede lydbølger går ind, men ikke kommer ud igen. Dermed vil lyden fra bagsiden af membranen aldrig blive reflekteret tilbage og blande sig med lyden fra forsiden.

Mens de tidligere nævnte Bowers & Wilkins opnår dette med lange kamre på bagsiden af højttalerenhederne, kan KEF gøre det samme med deres metamateriale uden at skulle lave en struktur, der fylder så meget bagtil. Det sparer både plads og vægt, og derudover kan materialet absorbere et meget bredere frekvensområde, end sådan nogle kamre kan.

Der er dog grænser for, hvor lange bølgelængderne kan være. Derfor har KEF koncentreret sig om at fjerne resonanser i diskantområdet for at give den renest mulige diskant.

Fire bankende basser

De nye Blade One Meta er præcis lige så store som forgængerne, hvilket betyder, at de har brug for et stort rum for ikke at dominere alt for meget rent visuelt. Akustisk kan de sagtens fungere i et mindre rum, for de går ikke problematisk dybt i bassen – 35 Hz, før de ruller af med -3 dB, og 27 Hz med -6 dB.

Hvis du hører til dem, der ikke er tilfredse, før de får subwoofer-dybbas, kan du derfor blive skuffet, men vær opmærksom på, at rummet vil forstærke bassen, så i praksis får man ned mod 20 Hz alligevel. Og det med meget mindre placeringsbesvær end med højttalere, der går dybere. Værd at tænke over!

Desuden: Med fire bankende basenheder på 22,5 cm – to på hver side af kabinettet – skal der nok komme fut i fejemøget!

Udsøgt byggekvalitet

Blade One Meta vejer 57 kilo stykket, hvilket er meget, men stadig kun lidt over det halve af B&W 801 D4. Det gør dem også nemmere at flytte rundt på, og man kan faktisk pakke dem ud og sætte dem op alene. Man skal bare flytte dem på en sækkevogn, i kasserne, til det rum, hvor de skal stå, og derfra går udpakningen ret nemt.

Her er glatte, jævne samlinger hele vejen, og alt er omtrent så “flush”, som det kan blive. Man kan mene meget om udseendet. Selv kan jeg godt lide det, og højttalerne virker lige så dyre som prisskiltet.

Også de spikes, der følger med, er af solid kvalitet, men hvis man skal bruge dem – hvilket jeg anbefaler – så skal man have hjælp til at holde lidt hist og her, mens man arbejder, for ikke at beskadige gulvet. Når piggene er sat på, er det nemt at justere dem. Et indbygget vaterpas viser, om højttalerne står lige, og man nemt kan justere piggene ovenfra med en medfølgende torxnøgle.

For placeringstips kan man f.eks. bruge Cardas’ simple kalkulator som udgangspunkt.

Fantastisk Röyksopp

Det nye nummer “If You Want Me” med Röyksopp og flot gæstevokal af Susanne Sundfør lyder fortryllende gennem Blade One Meta. Synth-landskabet er gigantisk og strækker sig langt ud til siderne. Susannes stemme er fysisk med vibratoer så klare og fokuserede som noget, jeg har hørt, og når bastonerne for alvor sætter ind, fylder de ubesværet rummet.

Lyden er så stor og komplet, at man bare sidder og måber. Den punktartede lydgengivelse fra hver højttaler gavner virkelig denne ballade.

Devialet Expert 250 Pro spiller særdeles finmasket gennem disse højttalere, men endnu vigtigere er kontrollen over selv den mindste lille dynamiske kontrast – også på mikroniveau. Den tonale skala er særdeles stor, men endnu mere imponerende er den dynamiske kontrol over hele denne skala.

 

Gråbein pakker Blade One Meta ud. (Video: Audun Hage og Geir Gråbein Nordby)

Father John Misty

Nærværet i Father John Mistys stemme på nummeret “Goodbye Mr. Blue” er til at få gåsehud af, og guitaren lyder, som om den er til stede i rummet. Det kan lyde som en kliché, men med Blade One Meta er formatet på det hele så meget større end med næsten alt andet. Man sidder ikke bare og lytter til opløsningen i tonerne, men også til den store fysik i hvert et anslag.

Fede EDM-rytmer

Disse højttalere lyder virkelig med klokkerent drevet af den superopløste Devialet-forstærker. Men jeg vil have mere af den tordnende fysik.

Rotel Michi X5 (test på vej) skuffer ikke, når det gælder kræfter, og desuden har den en helt anden hurtighed end en McIntosh i samme prisklasse. Den viser sig at være et udsøgt match til KEF-højttalerne, hvis formålet er at gennemryste sofaen.

Det fik jeg i den grad fik bekræftet med Tiësto og Sevenns “BOOM”. EDM-musik lyder ofte spidst og ironisk nok også fladt i bassen, men nogle indspilninger er bedre end andre. Denne er iblandt dem, for her taler vi basmassage!

Det er længe siden, jeg sidst har spillet så højt i vores testrum. Og det er første gang i lang tid, andre medarbejdere er kommet ind i testrummet – nysgerrige, efter at have hørt tonerne forplante sig gennem det flere hundrede kvadratmeter store kontor. Det her er topsejt!

I øvrigt: Da Michi-forstærkeren ikke har indbygget streaming, kun digitale indgange (og Bluetooth!), bruger jeg fortsat Devialet-forstærkeren til at streame fra Roon. Bare tilsluttet en af koaksialindgangene på Michi’en. Man kan selvfølgelig bruge den streamer, man vil; det var bare den bedste løsning, jeg havde til rådighed på det tidspunkt.

Dejlig klassisk

Klassisk musik gengives med et enormt rum. Et godt eksempel er satsen “Riddernes dans” fra Royal Philharmonic Orchestras version af Prokofjevs Romeo og Julie, dirigeret med fast hånd af James Morgan. Her er der storslåede tubaer, pauker og celloer, mens førsteviolinerne leder os igennem den velkendte melodi. Hele tiden holdt i stram snor af højttalerne.

Det er så mægtigt, der kommer så mange klanglag frem, og alt rammer ørerne på samme tid. Der er ikke noget efterslæb, intet, der lyder tilsløret. Alt trykkes lige ind i ansigtet på lytteren, men uden at det lyder skarpt. Lækkert. Og diskanten er renere end på forgængerne, der godt kunne lyde lidt mere grovkornede (hvis man må sige sådan noget).

Nasale Steve Winwood

Indspilning efter indspilning sidder jeg bare og smiler fjoget. Uanset hvor højt jeg skruer op, står højttalerne bundsolidt og spiller i fuld skala. Uden skavanker. Ingen farvninger, ingen pukler, alt er snorlige.

Chefredaktør Lasse Svendsen kommer ind i testrummet; hans ansigtsudtryk er svært at tyde. Jeg tænker, at det her da må kunne imponere hvem som helst, selv ham.

“Prøv lige at sætte Santana og Steve Winwoods cover af ‘A Whiter Shade of Pale’ på,” siger han. Han har åbenbart gjort en opdagelse med KEF Reference 5 Meta, der har samme koaksialenhed og metamateriale.

Som sagt, så gjort. Jeg forventede den samme magtdemonstration her og var totalt uforberedt på det, der skete. For pludselig blev det lidt underligt. Sikke en skarp stemme!

Steve Winwood har en mere nasal vokal end mange andre sangere. Det er tydeligere på Blade Meta end på de fleste andre højttalere. Det står klart, at højttalerne slet ikke pynter på skarpe indspilninger, når meget af energien ligger i området omkring 2-3 kHz.

Det var ikke noget, jeg havde lagt mærke til før, for selv om højttalerne ikke er silkebløde på nogen måde, så opleves de som regel bare som lineære og med masser af punch. De har normalt ikke nogen forstærkning i 3 kHz området.

Men når netop det frekvensområde stikker negativt ud på en indspilning, er det ikke helt så fedt at spille højt. Selv ved moderat lydtryk kan det være lige i overkanten, og jeg tror godt, vi kan sige, at vi har fundet et eksempel på musik, som Blade One Meta ikke er specielt begejstret for. Derfor tror jeg også, jeg springer Creedence Clearwater Revival og John Fogerty over i denne omgang …

Konkurrenter

At tale om valuta for pengene, når man nærmer sig 300.000 kroner for et par højttalere, vil jeg ikke kaste mig ud i. Men der er faktisk ikke mangel på konkurrence. B&W 801 D4 har vi allerede nævnt. Dynaudio Confidence 60 er et andet eksempel. Fantastiske højttalere, som tegner lydbilledet op med en blødere pensel, men derfor heller ikke lyder lige så frigjort og dynamisk.

Confidence 60 kræver rigtig meget af forstærkeren, mens Blade One Meta faktisk kan gøre meget væsen af sig med en overkommelig integreret forstærker som Marantz Model 40n eller måske endda Naim Supernait 3. De kommer dog ikke helt i mål, før de får noget ordentlig trækkraft, f.eks. Rotel Michi X5 og gerne noget endnu mere opløst, hvis man foretrækker mere finmaskede overtoner, så man virkelig kan høre, hvad metadiskanten har at byde på.

En anden konkurrent til Blade One Meta er faktisk de billigere Blade Two Meta, hvis forgængerne er noget at gå efter. I så fald er den mindre udgave ikke dårligere, bare mindre og passer dermed bedre i mindre rum. Og koster 25 procent mindre, med nøjagtig den samme Meta-teknologi som i Blade One Meta.

Konklusion

KEF Blade Meta er en magtdemonstration af en højttaler. De høje og dybe kabinetter giver volumen, mens den slanke frontbaffel sikrer minimal diffraktion. To basser på hver side af kabinettet slår ud parallelt og forhindrer yderligere forvrængning. Men vigtigst af alt er metamaterialet bag diskanterne, som fjerner alt, hvad der hedder resonanser, fra bagsiden af enhederne.

Resultatet er et par højttalere, der spiller klokkerent, men samtidig lynende aggressivt, når de skal dét. De tordner virkelig løs og gennemryster alt og alle, der opholder sig i rummet, hvis det er det, man vil. En sjælden blanding af rå PA-kraft og fornem hi-fi-lyd.

Intet andet lyder som Blade. Intet andet ligner Blade. Intet andet er som Blade. Bare vær lidt forsigtig med meget nasale indspilninger; de kan være en udfordring.