Gode nyheder! KEF’s populære ægformede højttalere er tilbage. Bedst kendt i hjemmebiografversionen fra midten af 00’erne og nu genfødt som stereopar. De er også blevet aktive, og ikke nok med det: Højttalerne – som nu bare hedder Egg – kan desuden modtage musiksignalet trådløst via Bluetooth. Her understøtter de aptX-codec’en, som giver bedre lyd fra den ellers middelmådige overførselsmetode.
Computerbrug er nok den mest oplagte anvendelse, men højttalerne kan også kobles til tv’et for at få bedre lyd herfra eller simpelthen bruges som hovedhøjttalere i stuen. I så fald kan de dog trænge til en subwoofer, da deres dybeste bas er 80 Hz, hvilket er lidt lidt i større rum. Den mest hensigtsmæssige brug af Egg er som nærfeltshøjttalere.
Konstruktion
I hver højttaler sidder et 115 mm koaksial-element, hvilket vil sige, at diskanten er placeret midt i bas/mellemtonen. Det giver en mere sømløs overgang mellem de to elementer, og i og med at de begge spiller på samme akse i forhold til øret, og lyden kommer fra et enkelt punkt, giver det også et potentielt mere fasekorrekt lydbillede med et mere præcist stereoperspektiv.
Diskant-elementet har desuden en “mandarinformet” waveguide, der kontrollerer spredningen, hvilket giver en mere jævn frekvensgang, også uden for smørhullet (sweet-spot).
Lyden af Egg
Lydmæssigt imponerer højtalerne med en meget distinkt gengivelse af både stemmer og instrumenter. Kantslag på en lilletromme har god snert, og der er rigtig fin adskillelse mellem en båndløs kontrabas og en funky elbas. Overtoneområdet er meget klart og slutter sig sømløst til mellemtonen. Det er ikke let at høre, hvor det ene element afløser det andet.
Sammenlignet med dyrere højttalere som f.eks. Genelec 8330 kunne der måske have været endnu mere luft helt i toppen. PJ Harveys stemme på “A Place Called Home” er meget distinkt og klart artikuleret hos KEF, og det samme kan siges om tamburinen. Men lydbilledet har dog flere mikronuancer hos Genelec.
Både mellemtone og diskant lyder dog formidabelt på KEF Egg, og højttalerne bevarer kontrollen ved rimelig høj volumen. Især til nærfeltsbrug går de mere end højt nok.
Det, der mangler, er bas. 80 Hz er ikke helt dybt nok, og man kommer hurtigt til at savne en subwoofer. Så er det godt, at højttalerne har sub-udgang.
Auto standby
Den største indvending mod KEF Egg er, at de alt for tidligt går automatisk på standby, hvis der er stille et stykke tid. Selv har jeg normalt kun brug for lyd indimellem, når jeg vil se videoer, som folk har lagt ud på sociale medier, eller høre en lejlighedsvis sang på Tidal eller Spotify. Her er jeg nødt til at tænde højttalerne manuelt, hver gang jeg vil bruge dem.
Det gør dem også uegnede som værktøj i redigering, især videoredigering. Her kan man sidde ret længe ad gangen og pille med ting, før man igen har brug for lyd – og må tænde højttalerne manuelt. I nogle programmer, f.eks. Adobe Premiere, er man ligefrem nødt til at gå ind i programindstillingerne og vælge højttalerne igen.
Gode højttalere, men ikke for alle
KEF Egg er et par vellydende højttalere, der måske bedst egner sig som computerhøjttalere på skrivebordet. De understøtter højopløst lyd via USB, og man kan også streame musik til dem fra mobilen via Bluetooth.
De går ikke særlig dybt i bassen, så hvis du skal bruge dem til at mikse musik på – eller du simpelthen bare gerne vil høre kunne hele registeret på bas-instrumenter – skal du have en subwoofer oveni. Især hvis højttalerne skal bruges som stuehøjttalere.
Det største ankepunkt er dog auto standby, der ikke kan slås fra. Det er især irriterende ved USB-tilslutning, da de ikke starter igen automatisk, når man spiller musik. Man skal manuelt tænde for højttalerne igen, og i visse programmer skal man ligefrem ind og vælg dem en gang til. Så hvis du kun lejlighedsvis skal have lyd fra dine pc-højttalere, bør du kigge andetsteds.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer