TEST: KEF Q Concerto Meta

Er det ikke mærkeligt, hvor ofte producenter kigger i arkiverne efter inspiration, når de udvikler et nyt produkt? Det er næsten blevet reglen snarere end undtagelsen, at man forsøger at genskabe gamle herligheder i nye produkter, hvad enten det drejer sig om forstærkere, højttalere eller pladespillere.

Uanset produktet er producenterne glade for at snige lidt Classic, Heritage, Homage eller Tribute ind i navnet, og det er meningen, at det skal fremkalde nostalgiske følelser, som hjælper med at sælge produktet.

Jeg tvivler stærkt på, at KEF vil sælge spandevis af den nye Q Concerto Meta, bare fordi navnet er taget fra deres første trevejs gulvhøjttaler. Den blev lanceret i 1969. De fleste af KEF’s kunder var ikke født i 1969, og målgruppen for netop denne højttaler har ikke engang hørt om den oprindelige Concerto-højttaler.

Den korte version af historien er, at Concerto blev udtænkt som en mere kompakt version af KEF’s større højttalere. Pakket ind i et relativt kompakt kabinet for den tid, 71 cm højt, og med tre højttalerenheder bag et stofbeklædt gitter. Den var blandt de første højttalere, der fik T27-diskanten, som senere blev brugt i mange af KEF’s bedste højttalere. Den blev parret med en B110-mellemtone, og bassen under 400 Hz blev håndteret af en B139. En oval basenhed, der kunne tåle relativt høj effekt efter datidens standarder.

På trods af at det var en relativt stor trevejs kompakthøjttaler, blev den en succes, og højttaleren var til salg i stadig nyere versioner frem til 1977.

Om den nye Q Concerto Meta bliver produceret i lige så mange år, må tiden vise, men der er ingen tvivl om, at den har alle de kvaliteter, der skal til for at blive en lige så stor succes som originalen. Som den på ingen måde ligner.

Den nye udgave er ganske vist trevejs, men der stopper lighederne med højttaleren fra 1969.

KEF har brugt det lidt geniale Uni-Q-element, som vi kender fra andre KEF-modeller, men opgraderet med deres Metamaterial Absorption Technology (MAT). Hvilket er behørigt forklaret i andre tests af KEF-højttalere, som du kan finde i vores omfattende testarkiv.

Tænk på Q Concerto Meta som et par KEF LS50 Meta, bare med større vægt og dynamik i bassen. Men med samme knivskarpe stereoperspektiv og perfekte tonale balance fra top til bund. Q-serien er den første serie, der er udviklet i KEFS’ nye målelaboratorium, hvilket har betydet, at Q-serien har taget et stort skridt fremad i lydkvalitet i forhold til den tidligere Q-serie. Som efter vores mening var nogle af de bedste budgethøjttalere på markedet på det tidspunkt.

Q-serien

Uni-Q-driveren er 10 cm og har en 19 mm diskant i midten. Bag driveren sidder en rund skive, og det er her, MAT kommer ind i billedet. Skiven har et indviklet labyrintmønster fræset ind i den ene side, som er skabt til at absorbere forskellige frekvenser og fjerne op til 99 procent af uønskede resonanser.

Denne teknologi findes på alle KEF-højttalermodeller med den 12. generation af Uni-Q-driveren – kaldet Meta, og MAT findes også på de andre modeller i den nye Q-serie: De to gulvhøjttalere Q11 og Q7 Meta, de to mindre reolmodeller Q3 og Q1 Meta, samt centerkanalen Q6 Meta, Dolby Atmos-højttalerne Q8 Meta og endelig væghøjttaleren Q4 Meta.

Der findes skræddersyede gulvstativer til boghyldemodellerne kaldet SQ1. De fås i sort eller hvid og er 61 cm høje.

Q Concerto Meta

Da jeg først så billederne af højttalerne, troede jeg, at jeg havde fået tilsendt det forkerte billede. De lignede præcis den dyrere KEF R3 Meta. Lige nu er de på vores top tre-liste over premium kompakthøjttalere.

Begge er trevejshøjttalere, men Concerto har en mindre Uni-Q-driver og er ikke så overdådig. Under driveren sidder en 165 mm bas, som ender i en basport på bagsiden.

Ifølge KEF skulle højttalerne være i stand til at nå under 40 Hz og klare sig godt ned til omkring 36 Hz. Følsomheden er angivet til 85 dB og den interne modstand til 4 Ohm. Det betyder normalt, at højttalerne er relativt tunge at drive, men en 60 Watt Marantz Model 60n havde ingen problemer med at styre højttalerne, selv når jeg ville spille rigtig højt.

For højt kan de spille, mere end man skulle tro, og måden, de gør det på, er meget overbevisende.

Disse højttalere kan virkelig rocke med de bedste af dem. Sæt Elephant9 og Terje Rypdals nye album Catching Fire på, skru op for lyden, og hold fast i sofaen. De havde en slags Klipsch-agtig tilgang til bas og hamrede John Tinnicks rytmer ud i rummet med ubarmhjertig dynamik. Det er højt, det er hårdt, og det er ret usædvanligt, at en så kompakt højttaler kan levere så meget energi.

Samtidig har højttalerne en god portion raffinement. At høre Monica Zetterlund live i en optagelse fra 1989 på Café Katalin i Uppsala var en skelsættende oplevelse. Zetterlund har sunget bedre, og optagelsen er i bedste fald grov, men meget autentisk med en atmosfære, der minder mig om Jazz at the Pawnshop. Det er en bevægende oplevelse, må jeg indrømme, og hvis man skruer op for lyden til et realistisk koncert/café-niveau, er det virkelig som at tage et skridt tilbage til torsdag den 14. september 1989. Man sidder midt i det, med øl og cigaretter, og er vidne til en legende, godt understøttet af Lasse Bagges trio.

Lyt til hendes version af Olle Adolphsons Trubbel, så forstår du, hvad jeg mener.

Jeg er ikke helt færdig med det sofistikerede. Hvis vi bevæger os fra Uppsala til Bodø og sætter Jan Gunnar Hoffs meditative album Home på, skal du bare lukke øjnene og lade dig transportere til Nordnorge på et flyvende tæppe af klare klangfarver og smukke harmonier, leveret med en indlevelse, der griber dig og ikke giver slip, før albummet er færdigt.

På Magma lyder klaveret stort, den dynamiske kontrast er fremragende, og lyden fra højttalerne er varm og naturlig. Den dyrere R3 Meta er lidt lavere fokuseret og slipper flere fine detaljer igennem, men ellers må jeg sige, at det er skræmmende, hvor ens de lyder.

Konkurrenter

Hvis du synes, at et par Q Concerto Meta er for store, er der den førnævnte LS50 Meta, måske er Q3 Meta et alternativ, men der er højttalere fra andre producenter, som bestemt kan udfordre et par Q Concerto Meta i de fleste henseender.

PMC Prodigy 1 er en højttaler, der kombinerer spilleglæde med god opløsning og dynamisk kontrast. Men den har ikke KEF-højttalernes basvægt, og den spiller heller ikke lige så højt med samme ubesværede overbevisning.

Hvis der er en anden højttaler, der er værd at nævne, og en af de få med et koaksialt element, der ligner det i KEF-højttalerne, er det Technics SC-700. En varmt klingende og kompakt højttaler, som har et dejligt fokus, men som mangler KEF-højttalernes dynamiske kontrast og skala.

Den lille Bowers & Wilkins 707 S3 leverer også et upåklageligt stereoperspektiv, men mangler også KEF-højttalernes dynamik og vægt.

Konklusion

KEF Q Concerto Meta er den bedste højttaler i sin klasse. Til dato har vi ikke testet en højttaler, der har overbevist os så meget, og som virker så komplet som disse. Selvfølgelig mangler de åbenhed og dynamik i forhold til større højttalere som KEF R3 Meta, men da de er meget dyrere, er det en uretfærdig sammenligning. Sammenlignet med hvad vi ellers har testet i samme prisklasse, er der ingen tvivl om, at KEF-højttalerne møder hård konkurrence derude. I vores bog er det dog Q Concerto Meta, der trækker det længste strå, fordi den ”snyder” ved at være en trevejskonstruktion i et lidt større kabinet. Det giver KEF-højttalerne en fordel på et marked, hvor de fleste konkurrenters højttalere er mindre tovejsmodeller.