Jeg kan huske, at jeg studsede over påstanden om, hvor meget bedre lyden ville blive, da KEF første gang præsenterede Metamaterial Absorption Technology (MAT). For mig var pressemeddelelsen som så mange andre pressemeddelelser fra højttalerproducenter. Fuld af lovprisninger om, hvor meget bedre den nye version er.  

Belært af erfaringen ventede jeg derfor med at fælde dom, til jeg havde hørt, hvad KEF’s angiveligt revolutionerende lydforbedring, MAT, kunne præstere.  

Normalt drejer det sig om større eller mindre nuancer. Et nyt kantophæng og en kraftigere magnet på basenheden kan f.eks. give en strammere og mere potent bas. Men man falder ikke ned af stolen, fordi bassen er lidt fastere i kødet. Det gjorde jeg dog nærmest i dette tilfælde. For hvem ville have troet, at noget så småt kunne give så stor en lydforbedring. Her var der ikke kun tale om nuancer, men om noget helt andet. 

Den måde, hvorpå lydbilledet åbnede sig, fortalte mig, at dette virkelig var noget nyt. Fokuseringen i mellemområdet var exceptionelt god. Der var en sammenhæng i lydbilledet, som næppe kunne gøres bedre. Indtil KEF lancerede Blade ved hjælp af samme teknik.   

Den var endnu bedre end Reference 5 Meta, som havde givet os en helt enestående musikalsk oplevelse.  

Siden da har KEF introduceret MAT i flere højttalere, herunder den kompakte LS50 Meta. Og nu er turen så kommet til R-serien. Her repræsenteret af R7 Meta, som højttalerne med MAT kaldes. 

12. generation

Meta, eller MAT, er en tilsyneladende undseelig rund plade, der er placeret bag KEF’s koaksiale højttalerenhed, som de kalder Uni-Q, her med MAT integreret.   

R5 Meta bruger KEF’s 12. generation af Uni-Q-enheden. Med et nyt membranophæng, et nyt svingspolesystem og forbedret dæmpning af resonanser i området mellem diskanten og mellemtone-membranen. Enheden har det samme Flexible Decoupling Chassis – den mekaniske kobling til kabinettet, som findes i Reference- og Blade-modellerne.  

Som i Reference Meta er delefilteret blevet forbedret og opgraderet ifølge KEF. Samtidig er kabinetkonstruktionen stivere, og højttalerne leveres med kraftige metalfødder til pigge (spikes), der skrues fast i kabinettets underside. 

Metamaterial Absorption Technology

MAT, den runde plade bag Uni-Q-enheden, har et indviklet labyrintmønster fræset ind i pladens ene side. Mønsteret er formet således, at det absorberer uhensigtsmæssige frekvenser og fjerner uønsket lyd fra bagsiden af enheden.  

KEF beskriver det som et akustisk sort hul. Så meget som 99 procent af de uønskede frekvenser i området 620 Hz til 40 kHz kan fjernes, hvilket bl.a. resulterer i 40 procent mere lineær frekvensrespons. 

R-modeller med Meta

MAT findes i alle modellerne i den nye R-serie. Fra flagskibet R11 Meta til den kompakte R3 Meta. R7 Meta, som vi tester her, er den næststørste i serien, men der findes også en R5 Meta i et slankere kabinet, to centerhøjttalere kaldet R6 og R2 Meta samt R8 Meta, som er et par Dolby Atmos-højttalere til hjemmebiografen. 

Flagskibet R11 Meta og R7 Meta bruger de samme enheder, men hvor R11 Meta har fire 16,5 cm basenheder i hver højttaler, har R7 Meta et par af de samme enheder i et mere kompakt gulvhøjttalerkabinet. Som de øvrige leveres de med heldækkende stofbeklædt front, som fastgøres magnetisk til kabinettet. 

R7 Meta har to store basrefleksporte på bagsiden, men i modsætning til Reference Meta leveres portene ikke i to forskellige længder, så man kan dæmpe bassen ved at bytte om på de bageste rør. 

Eksklusive kabinetfarver

Som altid kan højttalerne leveres i sort eller hvid lak med højttalerenhederne i samme farve. Man kan også vælge et par i silkemat valnøddefiner med kobberfarvede membraner. Den gulvstående R7 Meta kan desuden leveres i en titaniumgrå lak, som minder om Porsche Agate Grau. Denne model har titaniumgrå basenheder og og en rødlakeret Uni-Q-enhed. Den kompakte R3 Meta kan desuden leveres i en dybblå lak, ikke ulig BMW’s Portimao-blå, med en kobberfarvet Uni-Q-enhed. 

Mega Meta

Selv med erfaringerne fra tests af de andre KEF-højttalere med Meta blev jeg forbløffet over klarheden, åbenheden og det præcise fokus, R7 Meta leverede i testrummet. 

Efter en uges afspilning tilsluttede jeg en Roksan Atessa effektforstærker. Den slanke og velspillende effektforstærker med 80 potente watt under det stålgrå kabinet drev KEF-højttalerne med lethed. Den havde ingen problemer med 88 dB følsomhed og en impedans ned til 3 ohm. Den langt kraftigere McIntosh MA9500 lod sig heller ikke afficere og blæste Bugge Wesseltofts New Conception of Jazz ud af rummet og langt ud på parkeringspladsen.  

Selv da var der fuld kontrol over dynamikken, og de to basenheder i hver højttaler kom legende let forbi 40 Hz i bassen. I vores testrum var basgengivelsen effektiv indtil ca. 35 Hz, hvorefter den faldt brat, og derefter var der ikke meget energi tilbage i bassen.   

Det er måske den eneste klage, vi har over R7 Meta. Men baskvaliteten er der til gengæld ikke noget synderligt at udsætte på. The New Conception of Jazz mangler ikke ligefrem basdynamik, og KEF-højttalerne viste deres kvaliteter i de lavere oktaver med en fuldstændig lydefri basgengivelse. Bassen blev gengivet med kontrolleret autoritet, også på Steve Winwood og Santanas version af A Whiter Shade of Pale. Her kan man mærke trommerne i mellemgulvet, men altid med fuld kontrol, selv da jeg bad MA9500 om at fyre mere op under højttalerne.  

De relativt slanke højttalere leverer et sjældent stort lydbillede med stor klangrigdom og fylde. Den førnævnte New Conception of Jazz er spækket med finurlige og pludselige toner og arrangementer, der tager uventede drejninger. Højttalerne gengiver det hele med et urokkeligt fokus og en ubesværethed, som jeg husker fra Reference 5 Meta,  

Klaverlyd er notorisk vanskelig at gengive korrekt og med hele sin dynamik og alle nuancer. KEF-højttalerne får Leif Ove Andsnes Horizons klaverfortolkninger af så forskellige komponister som Skrjabin, Sibelius og Chopin til at flyve ud af højttalerne på vinger af silke.   

Der er masser af luftige klangnuancer her, som svæver i det store tredimensionelle rum, som højttalerne spænder over. Man kan straks høre, hvor anderledes Keith Jarretts klaverindspilning lyder i Köln-koncerten. Her lyder instrumentet køligere, til tider næsten ustemt, og det kan man tydeligt høre gennem KEF-højttalerne, som afslører små nuancer i musikken med største lethed.  

Det er fristende at kalde dem Reference 5 Meta light, men R7 Meta står fint på egne ben, koster mindre, er nemmere at placere i hjemmet – og spiller med den samme enestående lydkvalitet som de større modeller i Reference-serien. Bassen går ikke lige så dybt, der er ikke helt den samme dybde i lydbilledet, og de spiller ikke lige så højt. Men forskellene i lydkvalitet er ikke så store som prisforskellen. 

Konkurrenter

De større Audiovector QR7’ere spiller bl.a. rock med større autoritet, men har ikke samme raffinement eller neutrale mellemtone som R7 Meta. Vi har endnu ikke testet den nye Bowers & Wilkins 702 S3, men dens forgænger mangler KEF-højttalernes åbenhed og dynamik. Sonus faber Sonetto V er måske den højttaler, der kommer tættest på KEF-højttalerne, men de kan lyde lidt tørrere og mere afdæmpede, bl.a. når der spilles højt.   

Konklusion

Det skal ikke stikkes under stolen, at KEF’s Meta-ficering af højttalerne har sendt prisen op i de højere luftlag. Dette skyldes ikke kun Meta eller det forbedrede kabinet, men også den generelle prisstigning på alt fra dele til forsendelse. Det gør ikke nogen forskel for R7 Meta’s kvaliteter, for de er så meget bedre end deres forgængere, at vi i virkeligheden taler om en helt anden højttaler. De er oppe at ringe i en helt anden klasse end deres forgænger. R7 Meta er en højttaler, der er så gennemført god til det hele, at den kan betragtes som en reference i denne klasse.