: KEF Reference 5

Tør i munden og med en antydning af fugt i den ene øjenkrog måtte jeg indrømme, at det ligegodt var pokkers, så levende Vivaldis normalt ret kedelige De fire årstider pludselig lød. Jeg har ellers flere indspilninger af Årstiderne – herunder Nigel Kennedys forsøg på at peppe italienerens mest kendte og populære komposition op – uden at det har hjulpet på min entusiasme.

Faktisk foretrækker jeg Årstiderne med Roberto Michelucci, indspillet på Philips i 1960’erne, men generelt synes jeg, Vivaldi er så kedelig, at jeg sjældent spiller noget af ham.

Måske var det bare en indskydelse, eller også lykkedes det højttalerne at overbevise min underbevidsthed om, at de kunne lave bly om til guld. Gøre noget kedeligt til en fest. Så jeg satte Årstiderne på og lod stå til.

Det skulle blive nogle alt andet end kedelige uger!

De ikke helt nye Reference 5 fra engelsk KEF blev introduceret i 2014 og erstatter KEF’s ældre Reference-serie, der kom i 1996. Senere blev den udvidet med topmodellen Reference 207/2, som lige siden har været på min top 5 over de bedste højttalere, jeg har testet.

 

Men markedet kræver altid nyt, og det var på tide med nye modeller i high-end serien, ikke bare opgraderinger. KEF valgte klogeligt at bruge Blade-højttalerne til 250.000 kroner og millionhøjttalerne Muon som grundlag, da de begyndte at udvikle den nye Reference-serie.

Højttalere, der stiller op i samme klasse som Bowers & Wilkins 800 Diamond, Sonus faber Elipsa, Dynaudio Confidence C4 og MartinLogan Montis.

Serien består også af mindre modeller: Reference 3, de kompakte Reference 1 samt en centerhøjttaler og en subwoofer, hvis man skulle være fristet til at opgradere hjemmebiografen.

 

Unik elementkonstruktion

Med en startpris på 140.000 kroner parret i standardudførelse er Reference 5 langtfra de dyreste højttalere, vi har testet. De koster mindre end KEF’s Blade Two, men lyder efter vores mening næsten lige så godt. Hvor stor forskellen er, vender vi tilbage til, når vi tester Blade Two.

I Reference 5 sidder der fire 165 mm bas-elementer med KEF’s specielle aluminiummembran, som er støbt i ét stykke – uden støvhætte – med en massiv magnetmotor (se billede). De er monteret i et solidt kabinet med massiv afstivning og direkte dæmpning på elementerne.

Prikken over i’et i de 140 cm høje højttalere er den seneste udgave af KEF’s koaksiale Uni-Q element med en 25 mm ventileret alu-diskant placeret i aksen på den 125 mm store mellemtone, også den med alu-membran. Uni-Q elementet har små ribber på mellemtonen og en diffraktionslinse foran diskanten, og er monteret helt ude i kanten af den tykke frontplade for bedst mulig kontrol og ensartet spredning af frekvenser over 320 Hz (2,4 kHz for diskanten).

Bagpå sidder dobbelte kabelterminaler til eventuel bi-wiring – eller to forstærkere – men i stedet for tynde ledninger eller metalskinner til at forbinde terminalerne bruger KEF skruer, der ligner potmetre, til at koble forbindelsen mellem de to terminalpar fra.

KEF leverer højttalerne med basrefleksporte i to længder. Der medfølger lange og korte rør, som kan udskiftes på få minutter ved at åbne dækslet rundt om portene bagpå. Det kan gøres uden værktøj, og hvis man sætter de korte porte i, ruller højttalerne tidligere af i bassen. Praktisk, hvis man simpelthen får for meget bas i rummet og har brug for at bremse dybbasresponsen.

Reference 5 fås i flere forskellige finishes – sortlakeret, amerikansk valnød, lakeret palisander, hvidlakeret med blå Uni-Q membraner eller sort højglans med kobberfarvede Uni-Q. De to sidste er specialbestillinger, som koster lidt mere. Uanset finish er kvalitet og detaljearbejde upåklagelig lækkert. Selv sokkel, pigge, terminaler og skruer er af højeste kvalitet. Noget, man ikke ser særlig ofte, selv i denne prisklasse.

Den interne konstruktion med omfattende afstivning og med de lange basporte monteret.

 

Friskt og frækt

De første par uger brugte jeg på at lære dem at kende. Lege med placeringen, skifte forstærker, spille de samme sange og albums igen og igen. Samtidig gav det mig tid til at blive fortrolig med designet, der vinder ved nærmere bekendtskab. Højttalernes tidløse linjer og diskrete designdetaljer gør, at de passer ind næsten overalt, og udvalget af farver og træsorter burde tiltale en bred skare af high-end entusiaster.

Efter at have lyttet, flyttet rundt og opmålt den optimale placering i mit lytterum skiftede jeg mellem forskellige forstærkere. Den integrerede Mark Levinson No. 585 blev brugt halvdelen testperioden, men jeg har også prøvet McIntoshs potente, 300 watt stærke MA8000 og deres rørforstærker MC275 VI på 75 watt.

Alle fungerede fremagende sammen med KEF-højttalerne. Rørforstærkeren lød sjældent dynamisk på Reference 5 og havde ingen problemer med at drive dem til generøse lydtryk. Kontrollen i bassen kom med MA8000, og med No. 585 drejede klangbalancen i en mere neutral retning. Den sidste halvdel af testen brugte jeg Devialets todelte D400 (test er på vej), men vurderingen af højttalerne er foretaget på baggrund af alle de anvendte forstærkere.

Lydkilderne var hovedsagelig en MacBook Air med musik via USB-porten i enten MA8000, No. 585 eller D400 og en Rega RP8 pladespiller med Ayre P-5xe RIAA-forstærker.

Når jeg stiller testprodukter op, oplever jeg ofte, at ørerne har brug for lidt tilvænningstid. Man skal blive vant til og fortrolig med, hvordan produktet lyder, og først derefter kan man begynde at notere noget meningsfuldt. Det første, jeg noterede, var frisk og frækt. Altså lidt modsat typiske KEF-højttalere for 30 år siden.

For nutidens Reference-Serie har intet tilfælles med det klangideal, KEF havde, da de lavede Reference 104/2 i midten af 80’erne eller 105/3 nogle år senere – de første med det koaksiale Uni-Q element.

I mine ører minder Reference 5 meget mere om Blade-serien end om den udgående Reference-serie. Såsom Reference 207/2 fra 2001.

Blade-serien med det karakteristiske knivsbladsdesign – når man ser dem i profil – anvender KEF’s nyere Uni-Q element, og den nye Reference-serie gør det samme. Men som man kan se, er konstruktionen anderledes. Men det er lydkvaliteten ikke. Ikke særlig meget, i hvert fald.

Vores testeksemplarer i lakeret amerikansk valnød.

 

Stor skala i 3D

Bortset fra en næsten magisk evne til at placere instrumenter i et tredimensionelt rum foran lytteren er der ikke meget, et par Blade er væsentlig bedre til end den aktuelle model. I praksis vil man opleve, at Reference 5 både spillere højere, går dybere i bassen og slår bedre fra sig dynamisk set.

Den nævnte Vivaldi-indspilning er et godt eksempel. De fleste high-end højttalere i denne prisklasse kan let imponere med stor dynamisk kontrast og klokkeklar gengivelse, men gæt, hvor mange af dem der kan spille realistisk høj (altså som i virkeligheden) uden fejl, skarpe toner, spidse sibilanter eller tonale afvigelser? Meget få!

Men Reference 5 klarer det med glans. På De fire årstider med deres varierende dynamik og kompleksitet var der ikke en eneste gang, hvor jeg hævede et øjenbryn over nogen unoder. Ikke engang da jeg skruede op, så ørerne glødede. I stedet fik jeg et enormt lydbillede med bundløs dybde. Sjovt nok var der mere dybbas i Vivaldis Årstider (med de lange porte på højttalerne), end jeg huskede, og på et tidspunkt måtte jeg lige dobbelttjekke, at subwooferen ikke var sluttet til.

Mens Vivaldi-indspilningen gav dybde og format med silkeblødt raffinement, gav pianisten Brad Mehldaus Tokyo-koncert følelse og indlevelse. Mehldaus fortolkning af “50 Ways to Leave Your Lover” (som ikke er i nærheden af originalen) fik mig til at sidde og vugge i sofaen og smånynne for mig selv. Klaveroptagelsen har temmelig meget klang, og mange højttalere kan ikke få alle nuancerne i klaveret frem for bare klang. Jeg vil ikke påstå, at Reference 5 tryllede noget frem, der ikke findes på indspilningen, men de kunne nemt hente selv de svageste toner frem, uden at de druknede i rumklang.

Klaverets toner fik en dybde i klangen – især på de laveste oktaver – som jeg kun har hørt bedre på Sonus faber Lilium samt Wilson Audios og Magicos større modeller. Til mange gange prisen af Reference 5.

Soklen har justérbare fødder eller pigge – og vaterpas, så man kan få højttalerne til at stå ordentlig ret.

 

Raffineret vildskab

Mens tidligere tiders KEF-højttalere kunne lyde lidt for pænt og poleret, kan Reference 5 rocke bukserne af dig. Norske Jaga Jazzists nye album, Starfire, er så langt fra traditionel jazz, som man kan komme, og musikkens kompleksitet med mange lag af instrumenter oven på hinanden er en enorm udfordring for et par højttalere.

Så jeg skruede op og forberedte mig på et øredøvende lydbillede, der ville få mine ører til at bløde. I stedet fik jeg en oplevelse, som jeg sent vil glemme. Den 14 minutter lange “Big City Music” åbner pænt med triller fra en synthesizer, men så bryder helvede løs. Trommer, endeløse synther og instrumenter til højre, til venstre og bagfra i et massivt, musikalsk vildt arrangement med så mange lag, at man har svært ved at følge med. Men KEF-højttalerne tager udfordringen i strakt arm og lyder krystalklart og samtidig svinehøjt.

Så kommer dybbassen rullende. Det er så råt, at man bliver helt bange.

Lidt inde i “Big City Music” har bandet en dyb bastone, der ligger og ruller i bunden. Den tager fat i dig og ryster dig, når bare du spiller højt nok. Selv ikke her er der nogen antydning af, at højttalerne er ved at miste kontrollen. Især ikke når jeg aktiverede SAM (elektronisk højttalertilpasning) på D400. Der giver bedre kontrol over frekvensgangen og bedre dynamisk kontrast over en større del af frekvensområdet.

Men lad os ikke glemme vokalerne. For hvis der er noget, Reference 5 virkelig kan, så er det den flydende, organiske gengivelse af vokaler, som eksempelvis dyre elektrostathøjttalere kan bedre end de fleste.

KEF’s Uni-Q element med diskanten i midten.

For at overgangen ikke skulle blive for brat, skiftede jeg til “Ship To Wreck” med Florence + The Machine. En forfærdelig dårlig indspilning, og det kan høres, men højttalerne får det bedste ud af den og hamrer stortrommen ind i væggen med gentagne klask, mens Uni-Q elementet skærer ansigter over den dårlige optagelse. Det bliver meget bedre med Ida Jenshus’ “Starting Over Again”, hvor mellemtone og diskant får lov til at brillere med en næsten plastisk glat vokal og vægtløse overtoner.

Fokus er knivskarpt, men ikke ubehageligt. Sonus faber Lilium og Olympica III har en varmere vokalgengivelse, men af de to er det kun Lilium, der kan levere bedre dybde og 3D-følelse. Vokalharmonierne på Philips’ indspilning af Mozarts Cosi fan tutte – under ledelse af Sir Neville Marriner og med bl.a. Karita Mattila og Anne Sofie von Otter – fremkalder gåsehud over hele kroppen.

Højttalerne klarer på næsten magisk at skabe et vægtløst hologram af vokalerne på “Soave sia il vento”, og det lyder så rent og naturligt, som jeg sjældent har hørt det. Det er så smukt, at det er umuligt ikke at blive rørt.

De hvide med blåt Uni-Q element og de sorte med kobberfarvet Uni-Q koster lidt ekstra.

 

Referencelyd

KEF Reference 5 er ikke de bedste eller dyreste højttalere, vi har testet. Men det er de allerbedste, vi har testet til under 200.000 kroner. Det er godt gået, da de koster 140.000 kroner parret, og det gør dem til et særdeles godt køb i high-end klassen.

Få højttalere i denne klasse kombinerer raffinement og vildskab som Reference 5. Giv dem en god forstærker, og der vil gå mange år, før du tænker på at skifte højttalere igen. Jeg spår kommende klassikerstatus for disse højttalere, der har potentiale til at blive noget så sjældent som storsælgere i high-end klassen. Det vil være velfortjent.