TEST: Kerr Acoustic K320 MK3

Ind fra sidelinjen kommer en højttalerproducent, som er gået under radaren. Kerr Acoustic var et fuldstændig ubeskrevet blad, før jeg pludselig så et billede af en Kerr-højttaler på sociale medier.

Gulvhøjttaleren mindede mig om en PMC-højttaler, bare med en bånddiskant i stedet for en 25 mm dome-diskant. Den åbne port i bunden af fronten antydede transmissionslinje. Det skulle vise sig at være sandt. Og nok til, at min nysgerrighed blev vakt.

En hurtig Google-søgning gav mig mere info: Kerr Acoustic er en ret ny engelsk producent af højttalere til studie- og professionel brug, og har indtil for nylig aldrig været at se i hi-fi-butikker. Sammenlignet med kendte producenter som Bowers & Wilkins og Klipsch er de nærmest kun lige begyndt, men de har allerede formået at gøre sig bemærket.

Man finder stadig ikke Kerr i særlig mange butikker. I Norden findes de indtil videre kun i Norge, men det kan der hurtigt blive lavet om på. For det er et par meget interessante højttalere, som jeg på det kraftigste anbefaler, at man kører langt for at høre.

Den, vi ser på her, Kerr Acoustic K320 MK3, er en revideret udgave af Kerrs mindste gulvhøjttaler. Den ligner PMC Twenty5 24i, som er en af de bedste gulvstående i sin klasse.

Der findes også en mindre reolhøjttaler kaldet K300 MK3 og en større gulvstående kaldet K100 MK2 fra Kerr. Den forhåndenværende lægger sig sådan set midt imellem de to, men der er også en ny model kaldet K102 på vej. Som er en trevejs gulvstående model med to 12 tommers basenheder og dermed dyrere end K100 MK2.

Men den stiller også op i en helt anden klasse.

Transmissionslinje og bånddiskant

Den gulvstående K320 MK3 sniger sig lige under 75.000 kroner pr. par og koster næsten det dobbelte af et par PMC Twenty5 24i. Prisen gør, at den stiller op i samme klasse som Audiovector R3 Arreté – Årets Højttaler i Lyd & Billede 2019 – og den meget veludførte Burmester B18.

Men Kerr-taleren kan noget, de andre ikke kan. Den går dybere og højere end alle tre og har det største spænd fra bas til diskant. Det har man opnået ved at lave en 2,4 meter lang labyrintlignende transmissionslinje. Altså en kanal, der leder bas under 100 Hz en længere vej ud af kabinettet, indtil den ender i porten på fronten.

En transmissionslinje er meget effektiv selv i små kabinetter, fordi man kan “udvide” basrækkevidden på den måde og få dybere bas ud af højttaleren.

I den anden ende sidder Kerrs bånddiskant, som har en 60 mm membran med neodymmagneter, som kun vejer 0,027 gram, og strækker sig en oktav højere end normalt for diskantenheder. Bassen og dele af mellemtonen, det vil sige alt under 1950 Hz, varetages af en 165 mm Scan-Speak Revelator-basenhed med træfibermembran.

Placér dem hvor du vil (næsten)

Billederne antyder, at kabinetterne er finerede MDF-plader, men rent faktisk er de lavet af baltisk bøg, som er dyrere og finere, end træfinér normalt er. Højttalerne kan fås i flere farver end på billederne, og kunderne kan vælge imellem et stort udvalg.

Da højttalerne ikke er særlig omfangsrige, er de nemme at finde plads til. De kan stå tæt på bagvæggen, uden at man får overdrevet bas, men jeg anbefaler at vinkle dem lidt indad, så de højeste toner når ørerne samtidig med resten af frekvensområdet.

Helt i bund

De går som sagt usædvanlig dybt. Og højt. Da jeg satte dem til tilspilning, fik jeg indtryk af, at de strakte sig så dybt, at en subwoofer i hvert fald er unødvendig. Bassen på James Blakes “Limit to Your Love” truede med at rulle tæppet af gulvet, og løse genstande begyndte at vibrere.

Et par dage senere var der dækket op til den første lyttesession, som bekræftede indtrykket fra dag ét: Disse højttalere spiller dybbas på en måde, som få andre højttalere formår. Man skal næsten høre dem for at forstå, hvor overraskende sejt det er.

En transmissionslinje er ikke nogen erstatning for en basenhed, men en hjælp til basenheder, som giver dem større rækkevidde. Så de, der tror, at transmissionslinjen giver mere tryk og dynamik i basområdet fra 50 til 200 Hz, tager fejl. Det er selve enhedens opgave, og Scan-Speak Revelator-bassen gør et fremragende stykke arbejde med dynamikken i de lavere frekvenser.

Under én forudsætning.

Jeg fandt ud af, at højttalerne havde brug for en forstærker med mere drejningsmoment, end en 60 watt Hegel H95 har. Med den 250 watt kraftige Hegel H360 blev alting meget bedre. Højttalerne åbnede sig, bassen kom meget bedre frem i lydbilledet, og der var pludselig langt bedre kontrol over dynamikken.

Jeg testede også højttalerne med den superpotente Rotel Michi X5, som med 350 watt effekt til hver kanal og en kondensatorkapacitet på 88.000 μF kan drive de allerfleste højttalere med lethed.

Det skal bemærkes, at det ikke handler om effekt, men kontrol. En 50 watt rørforstærker som Audio Research I/50 eller Naim Uniti Star med 70 watt effekt kan fungere glimrende. For det er ikke følsomheden, der er problemet.

Skru op for lyden

Når forstærkeren er på plads, er det bare at sætte sig ned og finde yndlingsnumrene frem. Man behøver ikke at spænde sig fast, for det er ikke en højttalere, der kører lytteren over med voldsom dynamik og ditto lydtryk.

I starten kan de virke lidt tilbagetrukne, men det er kun, indtil man skruer op for lydstyrken til et anstændigt lytteniveau. Så bemærker man, at de får alle klaverets oktaver ned til de allerdybeste toner med. Alene dét er en åbenbaring, især hvis man er vant til mindre højttalere.

Hvis man giver den lidt gas med volumenpotmeteret, øges også den dynamiske kontrast. Så kan man høre, hvor stor kontrast der er mellem strygerne og kontrabasserne i ouverturen til Verdis Nabucco, og hvor følsomt Keith Jarrett faktisk spiller i første del af hans Köln-koncert. Klaverklangen er ekstremt finmasket og skarpt fokuseret med seriøs tyngde i de lavere frekvenser. Man kan mærke, at højttalerne har en bånddiskant, for klangene hænger vægtløst fra de øverste oktaver og ned.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så er det, at jeg foretrækker lidt mere energi i mellemtoneområdet. For jeg savner at høre Bryn Terfels baryton gengivet med den klangfulde varme, som jeg får fra Burmester B18. For nogle er det en smagssag, men jeg kan også godt lide, at Steve Winwoods karakteristiske vokal har hele klangspektret tydeligt defineret. På Kerr-højttalerne lyder vokalen lidt tyndere end på Audiovector R3 Arreté.

Strygere lyder fornemt defineret med en usædvanlig hurtig dynamik, der skaber fantastisk flot kontrast i musikken. Læg hertil højttalernes evne til at få de større strygere til virkelig at lyde som fuldgyldige medlemmer af orkesteret, og man forstår, at det er nogle meget sjældne højttalere. Jeg kan ikke huske at have hørt så mægtig en dybbas fra så lille en højttaler før.

Denne evne giver musikken et fundament, der positivt påvirker resten af frekvensområdet – og andre instrumenter end bare kontrabasser og orgeltoner, for den sags skyld.

Dybbassen er, selv om man ikke mærker så meget til den hele tiden, en vigtig del af klangbunden i mange instrumenter, så når den ikke er der, mangler der noget i instrumentklangen. Det er noget, man ikke rigtig savner, før man først har hørt det, og efter en demo af K320 MK3 kan det blive svært at vende tilbage til højttalerne derhjemme.

Konklusion

De for os hidtil ukendte Kerr Acoustic K320 MK3 er et par usædvanlig vellykkede højttalere, som nærmer sig det perfekte. Især for dem, der savner en sømløs basgengivelse helt ned i tyverne med den effekt, det kan have på musikken.

Men det er ikke det eneste, de kan. Basenheder og transmissionslinje er godt integreret med en enestående åben og luftig bånddiskant, hvor det eneste, vi savner, er lidt mere klangvarme på enkelte vokaler.

Hvis man har en potent nok forstærker til at vække Kerr-højttalerne til live, kan man ende med et par let placérbare gulvhøjttalere, der kan give mange års nydelse. I et komplet fuldtoneperspektiv.