TEST: Klipsch Forte IV

Sjældent har jeg haft det så sjovt med et par højttalere, som da jeg testede Klipsch Forte III SE for fire år siden. Magen til medrivende højttalere skal man lede længe efter. Så gjorde det ikke noget, at de ikke var blandt mest superopløste og neutrale højttalere.

For at lytte til musik handler trods alt om at blive revet med, for ikke at sige rørt og bevæget, og det er de færreste højttalere, der gør netop det lige så godt som et par Klipsch med hornenheder.

Siden testen blev lavet, har Klipsch opgraderet hele Heritage-serien, som Forte IV hører til. Alle lige fra den største og måske mest legendariske højttaler i serien, Klipschorn, til den langt mere kompakte Heresy har fået en mekanisk og elektrisk overhaling i form af forbedrede kabinetter samt nye enheder og delefiltre.

Selv om Forte første gang så dagens lys i 1985, er det i høj grad en klassisk Klipsch-højttaler. Den fjerde udgave, som vi tester her, ser ud, som Forte altid har gjort, men ingeniørerne har forbedret højttaleren på nogle vigtige punkter.

Højttalerne håndbygges hos Klipsch i Hope, Arkansas, i USA, og de ser virkelig godt ud. Det kosmetiske har fået et løft, og de kommer i par med matchende træfinér i amerikansk valnød, kirsebær, sort ask eller en gråmeleret egetræsfinér.

Kabinettets dimensioner er ændret lidt, men det er indvendig, de store forbedringer er sket.

Klipsch har ikke afveget fra Paul W. Klipschs grundtese om, at en letdrevet og effektiv højttaler lyder bedre, fordi den har mindre tab i spoler, delefilter og enheder. Det er en opskrift, vi bifalder, for hvor ofte har vi ikke oplevet, at de mest letdrevne højttalere i vores gruppetests ofte har været de mest tilfredsstillende at lytte til.

Bedre enheder

Konstruktionen er stadig trevejs med en 15 tommers passiv bas bag på kabinettet. På fronten sidder den samme 12 tommers basenhed i fiberkomposit, som vi kender fra den tidligere generation af Forte, men mellemtone- og diskantenheden er ændret på Forte IV.

Den nye mellemtone har en 4,45 cm K-702 kompressionsenhed i polyamid placeret i et K-703-M Tractrix-horn, mens diskanten besørges af et K-79T-horn, som huser en K-100-Ti kompressionsenhed på 2,54 cm med titaniummembran. Diskantenheden har en fase-plug foran, som skal give en mere ensartet frekvensgang og bredere og mere jævn spredning.

Højttalernes delefilter er også ændret. Det har den samme relativt bratte opdeling mellem enhederne som de dyrere Klipshorn og har fået bedre komponenter for et mere naturtro og realistisk lydbillede, ifølge Klipsch. Nyt er også, at bi-wiring-terminalerne er monteret på en aluminiumplade på bagsiden.

Den passive basenhed på bagsiden er i stedet for en basreflekssport, og det er luftbølgerne fra bassen foran, der driver den passive membrans bevægelser.

15-tommerens job er at bidrage med mere vægt og dybde i bassen, og selv om højttalerne ikke går meget dybere end 38 Hz (-3 dB), skal guderne vide, at der ikke mangler noget her bortset fra den allerdybeste bas.

Kan sættes op ad bagvæggen

De to basenheder kan skræmme livet af hvem som helst, hvis man skruer op for volumen.

I hvert fald hvis man gør som på billederne og skubber højttalerne ind til bagvæggen. Så runger det godt i rummet, men jeg vil anbefale, at de ikke kommer meget tættere på væggen end 10-20 cm. Ellers kan man få en overdrevet og i værste fald ulden basgengivelse.

I mit rum satte jeg højttalerne dér, hvor jeg i sin tid havde Forte III SE. Det vil sige 90 cm fra væggen og vinklet lidt indad mod sofaen – lige nok til, at jeg stadig kunne se højttalernes indervægge, når jeg sad midt i sofaen. Det fungerede glimrende, med rigtig god balance og hurtig bas.

Med en følsomhed på 99 dB og en modstand på 8 ohm spiller de højt selv på små forstærkere som Hegel H90. Men H390, en rørforstærker fra Audio Research eller en velvoksen McIntosh vil selvfølgelig være meget sjovere.

Stadig en fest

Den nye udgave af Forte er stadig noget af det mest festlige, man kan hygge sig med, men denne gang er det ikke kun fireakkorders guitarrock, der lyder sejt og medrivende.

Jeg kan huske, at jeg ikke var helt tilfreds med bl.a. klaverlyden på Forte III SE. Selv et koncertflygel kunne lyde lidt for tyndt i mellemtonen. De passede bedre til Jerry Lee Lewis end Glenn Goulds Bach-variationer, kan man sige. Men på Forte IV er det tydeligt, at Klipsch har arbejdet på, og lykkedes med, at tune højttaleren til det bedre.

Klipsch siger, at højttalerne kan levere et lydtryk på op til 116 dB. Det har jeg ingen grund til at betvivle. Men endnu vigtigere er, hvordan de spiller. Måske er lyden ikke lige så raffineret og neutral som på et par Vivid Audio- eller Audiovector-højttalere, men for pokker, hvor er det underholdende.

De opgraderede Forte IV spiller større, federe og højere end det meste til under 100.000 kroner, og de gør det med bedre balance og kontrol end før. Forgængeren trivedes ikke så godt med klassisk musik, men den nye version kan man smide både Bach og Beethoven på, uden at man sidder og rynker på næsen.

Alt det positive fra forgængeren er også til stede her. Nemlig en usædvanlig kontant basdynamik, hvor musikken leveres med en uanstrengt lethed. Klangen er stadig mere fyldig end slank, men der er bedre balance og sammenhæng.

Tag f.eks. Bachs Cellosuite nr. 3, hvor bundklangen fra instrumentet gengives usædvanlig kraftigt, og længere oppe i skalaen følger hornenhederne med uden problemer. På Bachs Goldberg-variationer med Glenn Gould får højttalerne klangbunden i klaveret forbilledligt frem, og Goulds nynnen i baggrunden høres exceptionelt godt mellem klavertonerne.

Med to instrumenter mere i mikset på live-optagelsen “Up For It” med Keith Jarrett, Gary Peacock og Jack DeJohnette leverer Forte IV en bundsolid præsentation, hvor man bliver draget ind i musikken med en overvældende følelse af at være til stede.

Jeg har hørt de hurtige løb på kontrabassen gengivet med mere metronomagtig præcision, men det gør ikke noget, for tonerne flyder organisk og kraftfuldt fra strengene, og selv moderate markeringer på lilletrommen står live-agtigt ud i rummet, så man spjætter lidt hver gang.

Højttalerne spiller ikke bare bas med dynamisk autoritet. Instrumenter langt højere oppe på skalaen får også en ubesværet og naturlig præsentation. Tag f.eks. guitaren og saxofonen på “Cold Duck” med Al Jarreau. Guitarsoloen præsenteres længere fremme i lydbilledet her, og der er mere bundklang og varme i saxofonen end på forgængeren.

En anden forbedring er, at diskanten simpelthen lyder renere og mindre forvrænget, når man spiller højt. Der er nemlig risiko for, at bækkenerne, der er mikset frem i lydbilledet, kan lyde skarpt og ubehageligt. Især i et livligt rum med lidt eller ingen dæmpning. Det sker i langt mindre grad med Forte IV, der lyder mere raffineret og finmasket end forgængeren.

I den anden ende af skalaen mærker man, at højttalerne ruller af i bassen omtrent dér, hvor et orgels allerdybeste frekvenser ligger. For mens kontrabas, slagtøj og et koncertflygel ikke lider noget mærkbart fald i basresponsen, så bliver Bachs Toccata & fuga i d-mol ikke gengivet med fuldt frekvensområde. Det rumler godt i rygmarven, men de dybeste toner mærker man ikke så meget til.

Konklusion

Klipsch Forte IV er blevet en endnu bedre end forgængeren og demonstrerer, at når grundopskriften er så god, så ændrer man ikke det hele, men kun dér, hvor der er noget at hente.

Resultatet er, at en højttaler, der var en fest at lytte til på det allermeste musik, ikke alene er blevet en bedre højttaler med finere fokus, bedre balance, større gennemsigtighed og mere finesse; den er også blevet mere anvendelig til musik, som man måske ikke altid forbinder med Klipsch.

Denne version er ikke længere bare en “øl og chips-højttaler” – som nogle måske fordomsfuldt ville sige – den passer lige så godt til pindemadder og champagne.