TEST: Klipsch Heresy IV

Originalen blev lanceret i 1957 og var tiltænkt rollen som centerhøjttaler (!) mellem et par andre Klipsch-højttalere, såsom de enorme Klipschorn. Måske var det derfor, den ikke fik noget navn; den hed bare Klipsch H. Lidt chokerende, al den stund andre modeller havde fede navne som Klipschorn og Cornwall.

Den skulle først døbes Heresy mange år senere. Dels fordi Paul Klipsch selv blev beskyldt for kætteri af en af sine ansatte. Som anså det for kætteri, at Klipsch designede en højttaler, der brød med designprincipperne hos Klipsch, som kun lavede højttalere til hjørne- eller vægplacering.

Det hører med til historien, at der blev lavet en uformel intern konkurrence om at finde på navne til højttalerne. Det kunne være endt med Littlebighorn, Herald, Kybrid (Hi Ivor), Klipschette, Hornette eller Honey Horn (!).

Kætteriet blev offentligt i 1964, hvor højttalerne endelig fik navn, og det Heresy-par, vi tester her, hedder Heresy IV og er altså fjerde udgave af den legendariske højttaler.

Som er i rigtig godt selskab.

Heresy IV er den mindste i en serie, som Klipsch kalder Heritage, og som er højttalere, der har eksisteret, siden Paul Klipsch startede firmaet. Undtagelsen er den større Forte, som først blev lanceret i 1985. Heresy IV er meget mindre end Forte og smelter let ind i rummet.

Højttalerne, der laves i hånden i Hope, Arkansas, USA, er udstyret med en vinklet ramme nedenunder. Velegnet til en centerhøjttaler, der ikke kan være så høj, hvis der skal være plads til en skærm eller et TV ovenover.

Mens rammen herunder er sortlakeret, kan højttalerne fås i matchende træfinér i amerikansk valnød, kirsebær, sort ask eller gråmeleret eg.

Højttalerne kan faktisk købes stykvis, hvis man vil bruge Heresy som centerkanal i hjemmebiografen, men jeg tror, de fleste vil være mest interesseret i to af slagsen.

Nye enheder

De ser ud, som de gjorde engang i 1957, men som navnet antyder, har de gennemgået nogle forandringer siden da. Klipsch har opgraderet alt, hvad der er vigtigt i Heresy IV, og i forhold til Heresy III er der meget nyt.

Højttalerne har en 12 tommers bas koblet til en rektangulær basrefleksport på bagsiden af kabinettet. Foran sidder et nyt Tractrix kompressionshorn med en enhed i polyamid på 4,45 cm. Længere oppe sidder diskanten, med titaniummembran, i et mindre horn. En fase-plug foran membranen skal give en mere ensartet frekvensgang og en bredere og mere jævn spredning.

Med nye enheder følger også et nyt delefilter. Delefrekvensen mellem diskant og mellemtone er sænket med 500 Hz, og det har fået nye og bedre komponenter. Kablerne fra delefilteret til enhederne er AudioQuest Type 4 med Star-Quad Geometry, hvor kobberledningerne er spundet i fire grupper (Quad) i et stjernemønster (Star).

Den nye basrefleksport bagpå adresserer et af ankepunkterne ved Heresy III. Nemlig rækkevidden i bassen. Som er strukket 10 Hz, til 48 Hz. Det er ikke så dybt som et par Forte IV’er, der er nede i 38 Hz (-3 dB), men det er også med en aktiv og en passiv 15-tommer.

Klipsch hævder, at højttalerne ikke falder mere end 4 dB ved 48 Hz. Det er i så fald en væsentlig forbedring sammenlignet med Heresy III og på niveau med de bedste større reolhøjttalere. Med én væsentlig forskel, som jeg straks vender tilbage til.

Ikke ligefrem en centerhøjttaler

Siden højttalerne er så lave, i hvert fald af trevejs gulvstående at være, passer det godt, at de er vinklet. Hvis man ikke sidder så langt væk, får man rigtig god balance i lyden fra de kompakte gulvhøjttalere, når de er vippet lidt bagud.

De kan godt placeres tæt på bagvæggen, men som jeg oplevede med Klipsch Cornwall og Forte, så skal de ikke alt for tæt på. Medmindre man godt kan lide, at bassen antager en lidt langsommere og mere fremtrædende karakter.

Fordi de er så letdrevne, kan man krydse et par punkter af på plussiden. Man behøver ikke flere hundrede watt effekt for at drive højttalerne; en 30-watter med stabil strømforsyning holder længe. Og det åbner selvfølgelig op for en rørforstærker: Lyst til at prøve et 10-watter med pentode-rør? Det ville nok lyde fedt.

Med en følsomhed på 99 dB når man øredøvende volumen ret hurtigt. Det bedste ved det er, at højttalerne spiller fænomenalt kontrolleret og ser ud til at trives bedre og bedre for hvert tryk på volumenknappen på fjernbetjeningen.

Men man behøver ikke at spille særlig højt for at nyde lyden af Heresy IV. Den høje følsomhed har nemlig en anden fordel: Forvrængningen bliver naturligt lav, fordi enhederne i et kompressionshorn ikke behøver så meget energi og bevægelse for at opnå et ordentligt lydtryk.

For med Klipschs Tractrix kompressionshorn – som vi kender fra andre Klipsch-højttalere – opnår man ikke alene højere effektivitet; mundingens form styrer også spredningen, dæmper resonanser og forvrængning, og giver højttalerne en klarhed i lydbilledet, der er opsigtsvækkende.

De har ikke nogen mærkbar farvning af lyden, og klangen i mellemtonen er overbevisende klar og tydelig.

Alle, der har hørt Heresy III og tænkt: “Her skal jeg have en subwoofer,” kan tænke om igen. For selv om IV ikke går kælderdybt, går de fint så langt ned, at en kontrabas gengives med fylde og autoritet.

De allerlaveste toner fra en synth eller et koncertflygel mærker man ikke lige så meget til, men de store basenheder med basrefleksport har en forbløffende potent bas, som man både hører og føler.

De har ikke samme kontrol over de dybere frekvenser som et par Forte, og de spiller ikke med samme energi – eller samme tryk – som Cornwall, men sammenlignet med JBL L100 Classic er der federe bas her.

Der er også mere dynamisk kontrast, når man spiller højt. Klipsch-højttalerne er ypperlige til live-optagelser, fordi de får så meget af atmosfæren med – og næsten også skaber lidt af den selv. De kan lyde lidt skarpere i kanterne, hvis man spiller rigtig højt, og jeg synes, at klangnuancer kommer bedre frem på et par Sonus faber Sonetto, eller Klipsch Forte IV, for den sags skyld.

Man finder også mere sofistikeret, luftig og vægtløs diskant i et par Audiovector R3 Arreté eller Bowers & Wilkins 805 D4, men ingen af dem har Heresy IV’s livlige dynamik leveret med så meget fysisk bas, at det føles, som om man er på natklub.

Det er den umiddelbare dynamik og den ekstremt lave forvrængning, der gør Heresy IV til en så tiltalende højttaler. Den slags, hvor man altid skruer op for lyden, når man sætter musik på.

Konklusion

Klipsch Heresy IV er en ret lille trevejs højttaler, der tror, den er meget stor. Den spiller som en stor højttaler, og den gør det med en dynamik, især i bassen, og et tryk, som man hurtigt bliver afhængig af. Det gør musikken mere levende, mindre indelukket og sjovere at lytte til.

Det gælder, uanset om man spiller Wagner eller The Weeknd, men til mere delikat musik som J.S. Bach eller kammermusik savner man måske lidt raffinement og finesse.

Bortset fra det føjer Heresy IV sig fint til en af vor tids mere legendariske højttalerserier med kvaliteter, der ellers er svære at finde i denne prisklasse.