Det er ikke meget, der er mere tilfredsstillende end at få yndlingsmusikken serveret på et sølvfad i et superdetaljeret lydbillede. Men i stedet for at fokusere på de små detaljer i musikken gør ikoniske Klipsch RF-7 ligesom Hubble-teleskopet – og giver os galakserne!
For Klipsch handler dynamik om evnen til at spille så højt og kraftigt som muligt med den mindst mulige forvrængning. Og det med imponerende små krav til forstærkerkraften. Spænd en 50-watter for RF-7, og du får mere sjov, end andre højttalere giver med en halv kilowatt!
Hvor den gigantiske Klipschorn koster 130.000 kroner for et par og fylder som to store køleskabe, gør tovejsmodellen RF-7 meget af det samme til en langt mere fornuftig pris – “kun” 40.000 kroner – og fylder kun som to (meget smalle) køleskabe af middelstørrelse …
Siden den første version af RF-7 kom for næsten 20 år siden, har den været flagskibet i Reference-serien. Siden har Klipsch fornyet serien flere gange, med mere eller mindre logiske navneændringer. Det sidste, man gjorde, var at inddele den i to, med en billig Reference- og en dyrere Reference Premiere-serie med bedre kabinetter og komponenter.
RP-280F var indtil for nylig topmodellen, med to 8-tommere, hvor F står for Floorstanding. Hvis RF-7 blev udklækket i dag, var den nok blevet kaldt RP-2100F. Hvor 2100 står for to 10 tommers bas-enheder. Plus et nul, som kun Klipsch ved hvad betyder. Men klogt nok er navnet bevaret, og højttaleren hedder nu RF-7 III.
Hi-fi i blodet
Lige siden jeg var lille dreng, har jeg haft hi-fi i blodet. Fatter var lidt af en hi-fi-nørd, men elskede rock’n’roll og derfor også sine JBL L112-højttalere. Og han hadede kedelig lyd. Jeg blev farvet, og efter min konfirmation brugte jeg alle pengene på et anlæg bygget op omkring de hårdtslående Cerwin-Vega DC-15.
Efter lydteknikerstudierne begyndte jeg i 2001 som aspirerende journalist på Lyd & Billede, og det var her, jeg for alvor blev præsenteret for ægte hi-fi og high-end-lyd. Højttalere og elektronik til både fem- og sekscifrede beløb stod jævnligt i testrummet og gav superdetaljerede lydoplevelser.
Men uanset hvor ultra-ren lyd jeg blev præsenteret for, slap minderne om de fede, gamle rockhøjttalere aldrig grebet. Det viste sig at være en vanskelig opgave at kombinere ægte hi-fi-lyd med et lydtryk, der kunne få naboerne til at ringe til politiet. Et bastryk, der næsten slår luften ud af én, må man til koncert for at opleve, for hjemme i stuen skulle det være sofistikeret. Virkede det som.
Åbenbaring
Men så en dag i 2002 fandt et par Klipsch RF-7 vej til vores testrum. Store som køleskabe, med to tunge 10 tommers basser i hver og en ekstrem følsomhed. Med en 10 watt forstærker kunne de drives lige så højt, som de fleste andre højttalere kræver 200 watt for at nå!
Det var vanvid. Helt vildt. Musikken tordnede løs med en baspumpe, som jeg ikke havde hørt længe. Samtidig var musikaliteten i en helt anden liga end de rockhøjttalere, jeg var vant til. Disse Klipsch, som rent faktisk kunne spille almindelig musik, var en ny åbenbaring, der for mig omdefinerede, hvad hi-fi kunne være.
Indrømmet, kabinettet spillede med, lyden var ikke den mest lineære og opløste, og RF-7 lød ikke lige så godt på lav volumen, som de gjorde, når man skruede op. Men det var alt sammen ligegyldigt.
Heldigvis valgte Klipsch at opdatere modellen, når der kom nye og forbedrede udgaver af Reference-serien. Med undtagelse af en grim, midlertidig erstatning i RF-83 – med tre 8-tommere i stedet for to 10-tommere – har man fundet plads til RF-7 også ved siden af nyere højttalerserier. RF-7 II var en bedre højttaler end den første og med et mere moderne udseende.
Opgraderet
Efter at den dyrere Reference Premiere-serie blev lanceret, har man endnu en gang set sig nødsaget til at opdatere RF-7. RF-7 II var for dyr til den mere overkommelige Reference-serie og passede udseendemæssigt ikke ind i Reference Premiere-serien. RF-7 III har derimod fået alle nødvendige opgraderinger for at blive et fuldgyldigt medlem – og dermed det nye flagskib – i Reference Premiere-serien.
For det første er kabinettet stivere, lavet af ordentlig møbelfinér. Det står på en base, der læner højttaleren to grader bagud for bedre at fokusere lyden mod lytteren. Tractrix-diskanthornet er nu af samme type som RP-seriens: Rundt inderst for bedre fokus og dynamik, og firkantet yderst for bedre spredning. Og beklædt med et lag støbt gummi for at reducere harskhed i toppen.
Bas-enhederne er nu adskilt i hver sit indre kabinet for renere lyd med mindre stående lydbølger. Den nye kompressionsdiskant i titanium skal respondere lynhurtigt på enhver kommando fra forstærkeren, og en ny fase-plug skal give bedre faserespons i “struben” på hornet. For at opnå en mere lineær diskant uanset lydniveau.
Endelig har basrefleksportene fået geometrien fra Tractrix-hornene, som skal binde energien bedre til luften på ydersiden og forhindre blafrende turbulens.
Delefrekvens
RF-7 III er en tovejskonstruktion, hvilket betyder, at bas-enhederne også skal spille mellemtone. Når to store 10-tommere skal spille helt derop, hvor diskanten tager over, er man nødt til at overveje delefrekvensen mellem dem. Hvis bas-enhederne spiller for høje toner, får de dårligere spredning og ujævn frekvensgengivelse uden for “sweet-spot”. Men hvis diskanten skal gå for langt ned, kan det også blive problematisk og give forvrængning.
Den første RF-7 gik så højt som 2,2 kHz, mens RF-7 II sænkede delingspunktet til 1,2 kHz. I den tredje og seneste udgave er man landet på 1,3 kHz. Det er langt under ørets mest sensitive område (2,5-3,5 kHz), hvor en faseforskydning vil være særlig hørbar. Det betyder også, at diskant-enheden må spille relativt dybt, men fordi en hornladet kompressionsdiskant ikke skal bevæge sig særlig meget for at producere toner, kan den fint tåle at gå så langt ned.
I iveren efter at lave en bedre og mere lineær højttaler er følsomheden gået en anelse ned. Men bare rolig, den er stadig på 100 dB med én watt. Spænd en 20-watter foran dem, og selv en sej højttaler som Focal Kanta No.2 skal bruge 160 watt for at følge med.
Slip monsteret løs!
Det er længe siden, jeg testede Klipsch RF-7 II, og vi har haft masser af godbidder inde i testrummet siden da. Får højttalerne stadig smilet frem? To ord: Uden tvivl.
Først vil jeg teste det dér med følsomheden og kobler TEAC NR-7CD til. En komplet forstærker med indbygget cd-afspiller og streaming. Tager man de ikke-oppustede tal, har den omkring 2 x 50 watt i 8 ohm, hvilket burde være mere end nok til at blæse liv i Klipsch-højttalerne.
Beatles
Det er der også, i den grad. Et bevis på det er The Beatles’ mesterværk “A Day in the Life” – en klassiker, der fortjener at blive spillet så højt som muligt. Jo, det er en gammel optagelse. Men de tørre, lidt for højt miksede trommer dunker dejligt i kroppen. John Lennons stemme høres med tydelig slitage på spolebåndet, men er ellers klar som glas. Og orkestret, som kommer ind i en atonal glissando og bevarer sin dissonans gennem sangen, giver gåsehud over hele kroppen. Selv med en moderat forstærker som TEAC NR-7CD fylder Klipsch’erne rummet med god lyd.
Dynamikken er formidabel, og ud over at være levende i bassen reagerer horndiskanten så hurtigt og uanstrengt på de høje toner, at man nærmest tror, man er til koncert.
Naim Uniti Nova
Men der er alligevel noget, der mangler. For selv om højttalerne får det maksimale ud af få watt, kunne tingene godt have været strammere, og bassen mere klippefast. Heldigvis har jeg også kraftigere skyts til rådighed. Naim Uniti Nova er en streaming-forstærker, som ikke har nogen frygtindgydende effekt (2 x 80 watt), men når det gælder Naim, så ved vi, at der bor mere i produkterne, end man kan læse på papiret. Hvilket vi erfarede med lillebror Atom med kun halvdelen af Novas effekt.
Større ro
Med Nova tilkoblet får de store pauker et helt andet fundament og bliver en vigtigere del af slagtøjet. Stereoperspektivet er bedre sammenkoblet, med en større ro over alting. Overtoneområdet er mere tilbageholdende.
Nogle vil mene, at det er Naims største svaghed; andre, at det bidrager til et fyldigt og veltempereret lydbillede. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det fungerer rigtig godt sammen med Klipsch RF-7 III. For selv om diskanthornet er beklædt med gummi, kan det let hælde mod det hårde, men ikke med Naim.
Så er der fest!
Man kan ikke have Klipsch-højttalere uden at spille op til fest. Og hvad er mere festligt end god, gammel hiphop a la Pharoahe Monchs “Simon Says”? De saftige trommerytmer smælder heftigt med benhårde samples af messingblæsere.
Der findes simpelthen ikke federe højttalere, som samtidig tager hi-fi-opgaven alvorligt. I hvert fald ikke til denne pris. For hvis du skal et trin op herfra, må du næsten op i Klipschorn – og se pensionsopsparingen ryge sig en tur i samme omgang.
På et tidspunkt var jeg nødt til at kalde vores webmaster ind, som også er DJ for rap-gruppen Karpe Diem. Vi sad og hørte øredøvende hiphop i over en time, mens andre arbejdsopgaver måtte vente. Fra Ice Cubes “Ghetto Bird” til nyere numre som Pusha T’s “Infrared”. Det er umuligt ikke at smile fra øre til øre! Samtidig er det tydeligt, at Klipsch RF-7 er blevet mere voksen. Det lyder mere velordnet og lineært end tidligere versioner.
Endnu varmere
Men kan det ikke blive endnu sejere? For selv om Naim kan spille meget højt med stålkontrol, så kan jeg huske, hvordan forgængeren fik vist sig med Hegels største forstærkersæt, P30 og to H30, koblet i mono. Og vi har stadig det samme sæt stående, så hvorfor ikke?
Med 1100 watt til hver højttaler skulle det i teorien kunne lade sig gøre at nå et lydtryk på høreskadende 130 dB. Lige netop det prøvede jeg dog ikke. Men jeg skruede så højt op, som jeg orkede, uden at nogen dele af anlægget – heller ikke højttalerne – lod sig knække. Der var fuld kontrol fra top til bund i frekvensregisteret og en dundrende rytmik, som de andre godt kan glemme.
Finere toner
Nu er der nok ikke mange, der vil lægge 40.000 kroner på bordet for et par højttalere bare for at spille svinehøjt. Så kan man købe et par Cerwin-Vega eller lignende og slippe langt billigere. Med Klipsch RF-7 III handler det lige så meget om at lyde godt.
Og hvad enten det er Ed Sheerans akustiske guitar eller Philips Glass’ klaver, der er på programmet, fungerer RF-7 III rigtig godt, også på lave lydniveauer.
Visse ting er der selvfølgelig at stikke til. For det er ikke perfekte højttalere helt uden farvning. Der findes både mere opløste og neutrale højttalere. Og dem, der går dybere i bassen med mere lineære bastoner. Et eksempel er Bowers & Wilkins 702 S2, som desuden fylder meget mindre. Men så går du glip af alle de lækkerier, Klipsch RF-7 III har at byde på.
Konklusion
Den ikoniske Klipsch RF-7 er blevet endnu bedre og passer endelig udseendemæssigt ind i Reference Premiere-serien. RF-7 III ser dermed mere moderne ud end tidligere, og den tager sig også bedre ud i et flerkanalssystem med andre familiemedlemmer.
RF-7 III er mindst lige så sej som før og har endnu større ro over sig. Akustisk musik kommer bedre ud af det, med bedre opløsning end før.
Der findes mere opløste og korrekte højttalere. Men ingen, der kan varte op med denne slagkraft og legesyge, og samtidig bevare roen og musikaliteten ved lav volumen. I den henseende står Klipsch RF-7 i sin tredje inkarnation helt alene.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer