Vær for alt i verden forsigtig med disse højttalere. De spiller højere, end du tror, og lægger konkurrenterne bag sig med en øredøvende dynamisk lyd, hvor Decibel altid skrives med stort D.
Det er ikke højttalerne for dig, der foretrækker en ultratynd soundbar lige under tv’et, men Klipsch The Fives er helt sikkert højttalerne for dig, som er frygtelig træt af lyden fra den soundbar, du allerede har. Dermed ikke sagt, at vi har noget imod soundbars. Slet ikke. De gode af dem kan fungere rigtig godt som hovedhøjttaler i stuen.
Og så kan mange af dem give en vis surround-effekt, som er effektiv til film, tv-serier, gaming og sport, men håbløs til musik. Det er der, The Fives kommer ind i billedet. De giver dig hverken Dolby Atmos eller surround, men de giver dig meget bedre lydkvalitet og ordentlig stereo.
For to er som bekendt bedre end én, og et stereopar er altid at foretrække frem for én højttaler. Selv om bordhøjttalere som Naim Mu-so2 og B&W Formation Wedge spiller over al forventning, bliver lydbilledet større og mere tredimensionalt med to højttalere.
Trådløse højttalerpar som Dynaudio Xeo 10, KEF LSX og Klipsch The Sixes er tre velspillende alternativer til både soundbars og et stereoanlæg. Det samme er Klipsch The Fives, som er en mindre udgave af The Sixes, men med opdaterede enheder og lidt flere funktioner.
De to trådløse Klipsch-højttalere har meget til fælles. Begge er aktive højttalere med Bluetooth og fysiske indgange som digital optisk, USB og to analoge, og de har indbygget pladespillerindgang. The Fives har derudover en HDMI-indgang med lydretur, ligesom soundbars har, og du kan koble dem til tv’et og styre lyden på højttalerne med tv-fjernbetjeningen.
Altså alt i alt seks indgange.
The Fives leveres også med fjernbetjening og har volumenkontrol og indgangsvælger på toppen af den ene højttaler. I lighed med Sixes er der en udgang til subwoofer her.
Pladespillerindgang
Det er ikke mange soundbars, man kan slutte en pladespiller til, men det kan man her. Hvis pladespilleren ikke har indbygget phono-trin, som en Rega Planar 1+ f.eks. har, kan man benytte højttalerens indbyggede. Det kan let bruges som en almindelig indgang til en anden analog lydkilde, ved at du blot flipper knappen på bagsiden til siden for at skifte. Alternativt kan man koble en anden analog lydkilde til minijackindgangen bagpå.
Her kan man også slutte til en digital lydkilde via enten optisk indgang eller USB. Det kan blive aktuelt, hvis man vil spille musik fra en bærbar computer. I så fald kan man bruge højttalerens indbyggede 24-bit digitalkonverter, som giver endnu bedre lyd end streaming via Bluetooth.
Opsætning
Højttalerne måler godt 30 cm i højden og er langt mere fikse og nemmere at placere end The Sixes. De kan ikke hænge på væggen, da de har basporte på bagsiden, men ellers er der stort ingen begrænsninger, og de kan stå i bogreolen, på et bord, på stativer – mulighederne er mange.
The Fives findes i sort finer med grå front i Klipsch Heritage-design, eller i valnøddefiner med offwhite front.
Den ene højttaler skal sluttes til strøm. Den anden højttaler sluttes til denne, og eventuelle lydkilder sluttes også til hovedhøjttaleren. Derefter er resten ligeud ad landevejen. Lyden og indgangsvalg kan som nævnt betjenes fra den ene højttaler eller fra fjernbetjeningen, men i modsætning til B&W- og KEF-højttalerne er der ingen app-styring med streamingtjenester som Spotify, Tidal eller Deezer her.
Dynamisk bas eq
The Fives ser bedre ud i virkeligheden end på billeder. Kvalitetsindtrykket er tillidsvækkende, og den matte valnøddefiner er pænt udført.
Som de fleste Klipsch-højttalere har disse horndiskant for højere effektivitet. En 25 mm diskant med titanmembran sidder i midten af Klipschs Tractrix-horn og under en 11,5 cm bas med en membran i kompositmateriale. Trods relativt beskedne mål hævder Klipsch, at The Fives kan opnå et lydtryk på 109 dB. Det skal vise sig, at de har ret.
De små højttalere spiller godt over deres vægtklasse og får sågar KEF LSX til at lyde lidt svage. De puster de større Sixes i nakken, men klangen fra Fives er mere raffineret, lydbilledet er bedre balanceret, og de er mere behagelige at høre på, når man spiller højt. Højttalerne gjorde et strålende stykke arbejde med Dagnys Somebody og svingede på linje med de bedste, når der blev skruet godt op for lyden.
Der er én ting, man skal være opmærksom på. Højttalerne har en automatisk loudness-funktion, som er slået til hele tiden. Den ved ikke, at højttalerne står tæt på en væg, og derfor kan man få alt for meget bas. Løsningen er at holde SUB-knappen på fjernbetjeningen inde i tre sekunder, til den hvide LED-lampe på toppen af højttalerne blinker én gang. Vil man have eq’en tilbage, skal man bare gentage proceduren og vente på to blink fra LED-lampen.
Ligesom på Sixes er phono-indgangen på Fives ikke noget at prale af. Det er højttalerens svageste punkt, men på Bluetooth spiller den fejende dynamisk, og der er virkelig tryk på musikken her.
Endnu bedre blev det, da jeg tilsluttede en Mac med Tidal via USB. Her fik lydbilledet mere dybde, og de små højttaleres detaljeniveau blev mærkbart øget. Akustikken på klaveroptagelser med Keith Jarret kom bedre frem, og bassen blev bedre defineret. Bassen går tilstrækkelig dybt efter min mening, men de, der vil have mere dybdebas, har altid mulighed for at tilslutte en sub.
Højttalerne har én lille begrænsning, som de deler med mange andre aktive højttalere: De begrænser basniveauet, når man spiller tilstrækkelig højt. Her kan en sub være løsningen, men så spiller man samtidig så højt, at naboerne med garanti klager.
Konklusion
De nye The Fives er et trin over Sixes, hvad angår ren lydkvalitet. Du vil få mere raffineret lyd i KEF LSX og federe bas i Sixes, men The Fives spiller højere end LSX og er bedre balanceret end Sixes. Jeg er ikke begejstret over phono-trinnet. Men det er ikke til at komme uden om, at The Fives er en enorm opgradering i forhold til de fleste soundbars, og at deres mange indgange gør højttalerne langt mere anvendelige for de fleste. Du finder ikke en sejere og sjovere højttaler til prisen.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer