test: Klipsch The Sixes

Hvis du ikke lader dig rive med af disse højttalere, så ved jeg ikke, hvad der skal til. De trådløse kompakthøjttalere fra amerikanske Klipsch lyder ikke så korrekt som mange andre højttalere, men kedeligt bliver det aldrig med The Sixes.

De minder egentlig lidt om amerikanske muskelbiler. Kantede og dekoreret på grænsen til det brovtende, med brutal ydelse, men ikke så meget finesse. Det betyder ikke, at de er håbløse. Man skal bare være klar over, hvilken slags højttalere det er.

Du har ikke brug for nogen forstærker eller cd-afspiller for at få lyd i The Sixes. De 42 cm høje højttalere i ægte valnøddefinér er trådløse og klar til at spille, når du har sat strøm til en af højttalerne – og forbundet den til den anden højttaler med det medfølgende kabel.

Her bruges universelle Bluetooth til trådløs overførsel, hvilket er meget praktisk, fordi stort set alt, hvad der hedder mobiler, bærbare og tablets, kan streame musik via Bluetooth. Dermed kan hele familien bruge højttalerne.

De kan også kobles til en pladespiller eller cd-afspiller, hvis man har sådan en. På bagsiden af den ene højttaler er der desuden indgang til lydkilde via USB og optisk kabel. Så man kan bruge dem med Spotify eller Tidal på den bærbare. Eller ved siden af tv’et, som sluttes til højttalerne med optisk kabel.

Sådan set dækker de manges behov. Man kan få betydelig bedre lyd fra tv’et, man kan streame musik fra sofaen i stuen, og man kan koble det gamle udstyr – inklusive pladespilleren – til højttalerne. Skulle man af uransagelige årsager ønske endnu mere bas, er der også udgang til subwoofer på bagsiden. Men jeg tvivler på nytten af en sub lige netop her.

Højttalerne betjener du enten med de kobberfarvede potmetre på den ene højttaler eller den medfølgende fjernbetjening. De kan ikke styres med en app på mobilen, som man kan med Klipschs trådløse højttalere med Play-Fi. De understøtter heller ikke multirum.

Kraftpakke

The Sixes ser langt mere veludført ud end de billigere Klipsch R-15PM. Som også er trådløse højttalere med pladespiller- og USB-indgang. Den fine træfinér og de lækre kobberdetaljer løfter kvalitetsindtrykket flere trin sammenlignet med de sorte R-15PM.

Også rent teknisk er de dyrere højttalere mere interessante. To forstærkere med 100 watt effekt driver hver sin højttaler-enhed på hver højttaler. Klipschs varemærke, Tractrix-hornet, afslutter en diskant-enhed, der går til 24 kHz. En 165 mm bas sidder nedenunder, med en basrefleksport på bagsiden. Den går til 40 Hz, hvilket er mere end nok til at gengive bas-instrumenter med realisme.

Højttalerne er ikke små nok til at passe ind i en bogreol. Der vil du nok heller ikke placere dem, for så får du en dunderbas af den anden verden. Lad der være lidt plads mellem højttalerne og bagvæggen, så er lyden mere afbalanceret.

Pladespillerindgang

Vinyl-renæssancen ser ikke ud til at slutte lige med det første, så det er meget passende med pladespillerindgang på Klipsch-højttalerne. Den er udelukkende tilpasset MM-pickupper og kan ændres til en almindelig line-indgang med en skyder på bagsiden. Der er også tilslutning til jordforbindelse fra en eventuel pladespiller, så du undgår brummen.

Jeg sluttede en Rega Planar 1 til – en meget vellydende budgetpladespiller med netop MM-pickup. Og blev skuffet.

Pladespillerindgangen er ikke højttalerens største styrke. Lyden bliver flad og tilbagetrukket, og musikken lyder påfaldende kedeligt. Farveløst, vil jeg sige. Hvis højttalerne skal bruges sammen med en pladespiller, anbefaler jeg på det kraftigste at købe en separat forstærker (RIAA) til grammofonen. Som sættes i samme stik. Bare husk at skifte til line-indgang på skydeknappen.

Jekyll & Hyde

Med Bluetooth-streaming lyder Klipsch-højttalerne langt mere sprælsk. På normal hyggevolumen, f.eks. som baggrundsmusik, mærker man, at der er godt med bas. Men mellemtone og diskant bliver lidt overskygget af den varme, potente bas. Skruer man op for lyden – så højt, at man må hæve stemmen – lyder det straks mere frisk. Så bliver balancen bedre, og alt, hvad der foregår i mellemtonen, kommer meget bedre frem i lydbilledet.

Allerbedst blev det, da jeg sluttede en MacBook med Tidal HiFi til USB-indgangen. Så kom de detaljer og nuancer, som jeg ikke lagde mærke til med Bluetooth, pludselig langt bedre frem.

Gabrielles “Du er fri” lød vældig medrivende med rigelige mængder af bas. Ikke ægte dybbas, men en seriøs basrytme med muskler bag hvert slag på trommerne. Samtidig var det fuldt ud muligt at høre vokalen og instrumenterne bagved den, tydeligt gengivet med godt fokus.

Jeg skruede endnu mere op for lyden på Katy Perry og Migos’ “Bon Appétit” og blev næsten overvældet af, hvor højt jeg kunne spille, før lydbilledet slog revner. Så blev diskanten hårdere i kanterne, og bassen mistede lidt præcision. Men da var det også højt.

Det var forfærdelig underholdende, og playlisterne på Tidal gav den rene feststemning. Med volumen på klokken 11 er der aldrig et kedeligt øjeblik med disse Klipsch-højttalere.

The Sixes er ikke lige så raffinerede eller afbalancerede som et par Dynaudio Xeo 2 eller 4, og Quad 9AS lyder mere behersket. Hvilket kan også læses som kedeligt. Mere neutral lyd appellerer til hjernen snarere end hjertet, men når det gælder The Sixes, går de lige i hjerteroden.

De mangler måske hi-fi-højttaleres korrekthed, men har andre kvaliteter, der gør dem attraktive.

Konklusion

Hipster-appellen er skyhøj på disse trådløse Klipsch-højttalere. Man kan næsten mærke lugten af skægolie og friskbrygget øl, når man ser den varmbrune valnøddefinér, der omslutter højttalerne. De vinder ingen priser blandt hi-fi-puritanere, men jeg tvivler også på, at det har været Klipsch-ingeniørernes intention.

De må have haft det sjovt, da de lavede The Sixes, for det smitter virkelig af på lytteren. Hvis man kan glemme alt om hi-fi og bare nyde musikken – trods fejl og mangler – er der ikke mange aktive og trådløse stereohøjttalere, der er mere underholdende.

Med volumen på klokken 11 er der aldrig et kedeligt øjeblik med disse Klipsch-højttalere.