TEST: Linn 119

De fleste tænker nok på Linn som producenten af den legendariske pladespiller Sondek LP 12. De færreste tænker derfor på Linn som højttalerproducent, men dem, der ved det, ved det, og Linn har faktisk produceret højttalere i næsten lige så lang tid, som de har produceret pladespillere.

De har også produceret cd-afspillere, selv om det tog lang tid for Ivor Tiefenbrun at indrømme, at cd-afspillere faktisk havde noget at byde på. Og da de gjorde det, lancerede de Sondek CD12 (hvad skulle den ellers hedde?). Her havde de skabt en afspiller, der fejede gulv med konkurrenterne.

Mens CD12 for længst er væk, producerer Linn stadig LP12. En afspiller, som jeg må indrømme fortjener status som legende. Den er på ingen måde overvurderet og er et skudsikkert valg for dem, der ønsker at hæve lyden af deres pladesamling med en bedre afspiller.

Men det var ikke meningen, at denne test skulle handle om pladespillere, selvom det er svært at undgå, når man taler om Linn. Nå, men nej.

Som nævnt har de lavet højttalere i årtier. Hvis der er noget, de er kendt for, når det gælder højttalere, er det måske først og fremmest det isobariske princip med dobbelte basenheder inde i kabinettet for at øge effektiviteten ved lave frekvenser. Jeg kunne nævne adskillige Linn-højttalermodeller, både med og uden isobaric, men her vil jeg tale om noget langt mere beskedent, næsten fundamentalt enkelt.

En kompakt tovejshøjttaler, som ikke er større end at den passer i en bogreol.

Linn 119

At sige, at den nye Linn 119 står på skuldrene af legendariske kompakthøjttalere, ville være en overdrivelse, men nogle af os husker den kompakte Linn Kan, som var en lille højttaler af samme støbning som 119, med en 13 cm bas/mellemtone og en 19 mm diskant, i et reolvenligt kabinet.

Det var et af Linns bedste højttalerdesigns på det tidspunkt, og på trods af sit beskedne udseende og relativt lave pris beviste den, at Linn kunne producere rigtig god lyd i et relativt billigt og kompakt kabinet. Næsten tre årtier senere er 119 – som vi tester her – en højttaler i samme stil. Enhederne er hentet fra norske SEAS, men konstruktionen er 100 procent Linn.

Ny generation

At kalde den en kompakt version af flagskibet Linn 360 ville ikke kun være en overdrivelse, men direkte forkert. Ikke desto mindre kan man se slægtskabet mellem 360’eren og den lille 119’er, hvor den pæreformede plade, som enhederne er monteret på, har samme form, som 360-højttalerne bruger på mellemtone og diskant.

Mens Linn Kan – både i sin første og anden version – ikke kostede alverden i sin tid, er 119 rykket et par divisioner op prismæssigt. Efter min mening også med hensyn til lydkvalitet. De koster en del mere end KEF R3 Meta, som vi testede for nylig, men halvdelen af prisen på vores reference-kompakthøjttaler, Audiovector R1 Arreté.

Der er ikke mange højttalere at vælge imellem i samme prisklasse som et par 119’ere, men Bowers & Wilkins 705 S3 koster det samme og er en tovejsmodel, der bestemt skal ses som en stærk konkurrent til de små Linn-højttalere. De er i en prisklasse, hvor mange mennesker finder en gulvhøjttaler mere fristende, men hele pointen med at vælge en kompakt højttaler er simpelthen, at du ikke har pladsen eller ikke ønsker at bruge meget plads på at få god lyd i rummet.

I den forstand er Linn 119 perfekt, fordi den er lille nok til at fylde lidt, men alligevel stor nok til at levere en sammenhængende og troværdig lyd.

Den førnævnte Kan-model blev ofte sammenlignet med Rogers LS35/A, og grunden til det var, at den lille højttaler havde en varm, smigrende og smuk mellemtone med en vokalgengivelse, der næsten var bedre end i et par Rogers. Ligesom Rogers havde Linn Kan ikke meget basområde, efter 70 Hz faldt følsomheden som en sten, og højttalerne lød betydeligt bedre på en hylde mod bagvæggen.

Placering

Linn 119 kan også placeres mod bagvæggen, hvis man ønsker at løfte bassen lidt mere, men det er ikke nødvendigt. For disse går dybere og har mere substans og dynamik ved lavere frekvenser, end både Rogers-højttaleren og Kan nogensinde har haft.

Jeg satte dem på et par stativer en halv meter fra bagvæggen, og det fungerede godt. Hvis man flytter dem lidt tættere på bagvæggen, stiger basniveauet en smule, og lyden bliver lidt varmere i tonen, men højttalerne viste sig at være meget fleksible med hensyn til placering. Så du kan nemt finde en opsætning, der fungerer i de fleste rum.

Højttalerne er den direkte efterfølger til Majik 109. Som i modsætning til 119’eren er en kompakt trevejshøjttaler. Den kombinerede en 15 cm bas med en 13 cm mellemtone og en 16 mm diskant. De to sidstnævnte var monteret i et lodret 2K-array. Det gav højttalerne et ret karakteristisk udseende. Ligesom den nye 119 kunne Majik 109 opgraderes fra passiv til fuldt aktiv drift, f.eks. med Exakt-elektronik.

Kompakt tovejshøjttaler

Den kompakte 119 og den lidt større 150 – gulvmodellen med en ekstra basenhed på 19 cm – er begge udstyret med de samme enheder. Det er en 19,55 mm dome i Sonomex, som drives af en spole i ferrofluid til køling og en stor ferritmagnet. Basenheden er 16 cm og bruger en papirfiberkonus belagt med Nextel.

Linn angiver frekvensgangen til at være 50 Hz i den ene ende og 20.000 Hz i den anden, følsomheden er relativt lav 86 dB, mens den nominelle impedans er angivet til at være 4 ohm. I praksis betyder det ikke så meget, men du bør overveje en forstærker med tilstrækkeligt med kræfter til at drive højttalerne, især hvis du kan lide at spille højt. For det kan de. Forbløffende højt.

Med den fremragende Denon PMA-3000NE – ikke verdens kraftigste forstærker, men ikke desto mindre med et massivt drejningsmoment – kom der virkelig gang i bashøjttalerne på Sades Turn My Back On You. Selvfølgelig er der ikke den samme vægt eller det samme tryk i bassen som i et par KEF R3 Meta, men de er også en hel del større og har en separat basenhed.

Et par B&W 705 S3 vil blive opfattet som varmere i lyden og lidt langsommere. De har ikke samme transientrespons som 119, men til gengæld har de lidt mere tyngde i bassen.

Matcher større højttalere 

Sammenlignet med højttalere i samme størrelse – for eksempel Rogers LS35/A – er den dynamiske kontrast fra den lille basenhed forbløffende. Du kan se den bevæge sig, når du skruer op for lyden. Der er selvfølgelig grænser for, hvor højt man kan spille, men Linn mere end antyder, at et par 119’ere i aktiv drift, fodret af en DSM, giver en strammere og mere dynamisk bas med endnu bedre kontrol.

Med den kraftigere og ikke mindst mere muskuløse integrerede Yamaha A-S3200 blev basgengivelsen strammet yderligere op i forhold til Denon-forstærkeren.

Men det er ikke kun basgengivelsen, der er noget at skrive hjem om. De små højttalere skaber et lydbillede, der er meget større, end man skulle tro, og man behøver ikke at spille særlig højt for at få den rette balance i lydbilledet. Med højttalerne placeret på stativer og let vinklet ind mod midten leverede de et bredt, stabilt og behageligt lydbillede, uanset hvad jeg spillede. Der er ingen steder i frekvensområdet, hvor de stikker ud, der er ingen ubehageligheder som ubehagelige schh-lyde, skarpe toner, stikkende diskant eller flagrende bas. Intet overhovedet.

Højttalerne er måske ikke særlig følsomme, men de er relativt nemme at styre, og det viste sig, at de har en tendens til at åbne lydbilledet, når man sætter musik på, som fokuserer mere på, hvad der sker i mellemtonen, end hvad der sker i bassen.

Dynamisk kontrast

Med Jan Gunnar Hoff-ensemblet – klaver, bas og trommer – fra albummet Polarity fik jeg en lyd med en dejlig varme, fyldig klang og en struktur, der var så pæn og kontrolleret, at musikken fik lov til at slippe frit ud i rummet. De små højttalere tilfører ikke nogen farve eller vægt i nogen del af frekvensområdet. Klaverlyden er på den ene side kraftfuld og dynamisk og på den anden side delikat og sart, alt efter hvilken sang på albummet man spiller. I modsætning til mange andre højttalere, der ikke er meget større end Linn 119, formår højttalerne faktisk at få kontrabassen til at sidde på en troværdig måde.

Der er også overraskende god tyngde i slagtøjet, og dynamikken sidder lige i skabet, selv om jeg skruer op for lyden til det, der ville være koncertlydstyrke, hvis man sad på første række. Men alt har sine begrænsninger, og det er ikke højttalere, du skal købe, hvis du nyder musik ved øredøvende lydstyrke. Højttalerne lyder bedst, når man ikke udfordrer de begrænsninger, som de fleste små højttalere naturligt har.

Hvis jeg skulle sætte fingeren på noget, kunne det være, at de til tider kan lyde lidt for blide. Ikke tilbageholdende, for der er masser af dynamisk kontrast for sådan en lille højttaler. De er mere dynamiske og langt mere åbne og bedre fokuserede, end den gamle Majik 109 nogensinde var. Det var også tydeligt under testen, hvor bemærkelsesværdigt smukt vokaler gengives. Om det er Radka Toneff eller Sade, er ligegyldigt, for højttalernes gengivelse af mellemtonen er af den rene og neutrale slags.

Sammenlignet med en Dynaudio Special Forty kan man beskylde Linn-højttalerne for at mangle lidt luft i toppen af diskanten. Den noget større Special Forty har også lidt mere tyngde i bassen og lyder lige så afklaret og åben som Linn-højttalerne, men 119-højttalerne er nemmere at placere, især hvis man ikke har så meget plads, og det er i bogreolen, højttalerne skal stå.

Konklusion

Der er ingen mangel på vellydende små højttalere derude. Der er en overflod af højttalere i alle prisklasser, størrelser og typer. Nogle af dem er fænomenalt gode, andre er middelmådige, og der er ingen tvivl om, at nogle aldrig burde have set dagens lys. Men disse fortjener helt sikkert at se dagens lys, og de fortjener helt sikkert at finde et godt hjem. Helst hos nogen, der virkelig elsker musik. Måske med undtagelse af den hårdeste østkyst-rap. Men til stort set alt andet er de små Linn-højttalere fænomenalt gode til at lukke musikken ud, og det er noget, vi virkelig sætter pris på. Du vil måske synes, at de er lidt kedelige i starten, men det er nok mere, fordi højttalerne er relativt neutrale. Linn har naturligvis forsøgt at balancere lyden i en så neutral retning som muligt, men det er ikke til at komme uden om, at de også har skabt en højttaler med en smigrende, varm lyd, som giver musikken både fylde og substans. Mere kan man næsten ikke forlange.

Med mulighed for at opgradere med aktiv drift – og hvis du vælger en Linn DSM, har du også mulighed for at tilslutte en subwoofer – har du en højttaler, der kan opgraderes, når det passer dig.