TEST: MartinLogan ElectroMotion ESL

Et gensyn med MartinLogans hybridhøjttaler ElectroMotion ESL er som at møde en gammel ven efter mange år og blive overrasket over, hvor godt han holder sig.

Det er næsten ti år siden, vi testede den kompakte gulvhøjttaler, som tog os med storm. Siden da har vi testet utallige højtalere, også fra MartinLogan, men selv om prisen er steget, er den slanke ElectroMotion ESL stadig et rigtig godt køb.

Men der er sket noget siden sidst, og rygtet ville vide, at MartinLogan i det stille havde opgraderet højttaleren uden at sige det til nogen. Den nye udgave skal altså være lidt bedre end originalen, uden at den af den grund har fået et “Mark II” føjet til navnet.

Det måtte vi selvfølgelig finde ud af.

Præcis hvad ændringerne består i, har ikke været let at finde ud af, men bedre komponenter og en mild retuning skal have givet højttalerne et løft i retning af de langt dyrere Masterpiece-højttalere som f.eks. Impression 11A.

Ellers har højttalerne den samme gennemsigtige, buede elektrostatmembran, parret med en 20 cm basenhed i et basreflekskabinet. Den tynde membran er en konduktiv film, der er spændt op i en buet ramme og for at lave lydbølger har brug for strøm. Som den får fra to små 15 volt transformatorer.

Elektrostatenhed dækker alle frekvenser over 500 Hz, mens bassen tager sig af området fra 500 til 42 Hz. Den elektrostatiske membran, kaldet XStat, er 86 cm høj og 22 cm bred, men selv om det samlede areal er på hele 1892 cm², strækker den sig ikke særlig lavt i frekvens.

Og netop det er en af udfordringerne for elektrostatmembraner. Trods det store overfladeareal har membranen ikke slaglængde nok til at kunne producere meget lave frekvenser. Derfor hybridløsningen med en dynamisk basenhed i eget kabinet.

Konkurrenter

Den større og dyrere ElectroMotion ESL X, også fra MartinLogan, er det tætteste, man kommer. Den har en endnu større elektrostatmembran og en ekstra basenhed, der vender bagud.

Placering og opsætning

Som de fleste elektrostater kræver også disse, at man er nøje med placeringen i rummet. Men fordi de har gennemsigtige membraner – man kan se bagvæggen igennem dem – virker de ikke så dominerende i en stue.

Lydbølgerne fra den gennemsigtige membran stråler både fremad og bagud. Dermed kan timingen mellem højre og venstre kanal være en udfordring. Det løses ved, at afstanden fra højttalerne til bagvæggen er helt ens for den højre og den venstre højttaler.

Højttalerne leveres med gummierede fødder. Sæt dem på, indtil den optimale placering er fundet; derefter kan gummihætterne tages af, og de justérbare piggene bruges for bedre stabilitet.

Og læs manualen. Den er blandt de bedste, der laves, og fortæller bl.a., at det anbefales at vinkle højttalerne ind mod midten af sofaen. Det giver bedre balance i lyden, og man undgår uønskede refleksioner fra sidevæggene.

Hurtig, præcis og festlig

Der er et par ting, disse højttalere ikke kan. De kan ikke spille voldsomt højt, og man får ikke bas, der runger i væggene og får bestikket til at danse i skufferne.

Men de spiller med en sjælden præcision, snert og balance. Koncertoptagelsen med Brad Mehldau fra Tokyo lyder frisk og åbent, og klaverklangen strækker sig godt ned i oktaverne. Der er ikke samme dybde i den laveste oktav som på de større ESL X, men det er bestemt ikke langt fra, og de små nuancer i Mehldaus spil kommer glimrende frem i lydbilledet.

Bassen på Al Jarreaus “Cold Duck” lyder fedt nok til, at man kan mærke det vibrere i buksebenene, hvis man skruer lidt op. Og når trommerne kommer ind, er det med en forbløffende autoritet og dynamik.

Samtidig er der fart og lynhurtige transienter på et niveau, man sjældent oplever på en dynamisk højttaler. Kantslag på lilletrommen lyder nærmest skræmmende dynamisk, Anthony Wilsons guitarsolo løber af sted på lette fjed, og højttalerne gengiver klangen med kirurgisk præcision, men uden at være blottet for varme.

Sir Neville Marriners version af Mozarts Tryllefløjten – med Cheryl Studer, Samuel Ramey og Kiri Te Kanawa – lyder aldrig skarpt eller hårdt. Vokalklangen er krystalklar, og højttalerne gengiver optagelsen med fænomenal dybde og en enestående rumfølelse. Det er noget særligt ved denne type højttalere, hvor lydbølgerne også stråler bagud.

Konklusion

MartinLogan ElectroMotion ESL er ikke blevet dårligere med årene. Snarere tværtimod. Uanset hvad MartinLogan har gjort ved højttalerne, er de stadig et af de bedste køb, en musikelsker kan gøre i denne prisklasse. Få højttalere har samme klangdybde og dynamiske ubesværethed og så præcis detaljegengivelse.

Spænd dem efter en Naim Uniti Atom eller en Hegel H190 og tryk på play. Tak mig senere.