TEST: McIntosh ML1 MK II

Hvem vil egentlig have en højttaler fra 1970’erne? Altså bortset fra af helt nostalgiske årsager og på grund af deres udseende – naturligvis.

Dengang var højttalerne ikke i nærheden af det, man finder i butikkerne i dag. Ret enkle, for ikke at sige rustikke delefiltre, højttalerenheder med alt for store membraner i forhold til svingspoler og magneter og helt uden materialer og teknologi, som vi tager for givet i dag.

Hvis du finder et par brugte højttalere fra 70’erne, som fungerer, vil du sikkert synes, at de lyder charmerende og måske ikke så ringe endda i betragtning af deres alder, men det er alt.

Hvis man altså ser bort fra designet. Retro er populært som aldrig før, og det gælder især for højttalere. Klipsch, JBL, Sonus faber og mange andre designer højttalere i klassisk design, men de bruger moderne materialer.

Derfor kan højttalere som Klipsch Heritage-serien eller JBL L100 Classic i dag spille med en dynamik, balance og opløsning, som næppe fandtes i samme grad i 70’erne.

Det kan McIntoshs retrohøjttalere faktisk også. De ser i hvert fald retro ud med et design, der ikke har rykket sig en millimeter siden 1970. Det var dengang, McIntosh lancerede den originale ML1 i amerikansk valnød. En tovejshøjttaler, som var i produktion indtil 1977.  

Ifølge Ken Kesslers bog, ”For the Love of Music”, om McIntoshs historie siden 1949, blev ideen til en bedre højttaler udtænkt af McIntoshs Gordon Gow. Hos McIntosh var man blevet frustreret over, at højttalerne på det tidspunkt sjældent var gode nok til at fremhæve forskellene i lyden mellem forskellige komponenter.

Forvrængningen på datidens højttalere var tocifret og steg, når volumenknappen blev drejet til højre. Gow satte Roger Russell og Sidney Corderman på opgaven i 1967. Tre år senere var ML-1C klar. Det samme var en equalizer – MQ101 – som kunne tilføjes, hvis man havde brug for at tilpasse lyden fra højttalerne til rummet.

Mark II

Der blev aldrig lavet nogen Mark II eller nye versioner af ML-1. Indtil nu, vel at mærke. Den nye ML1 MK II har stort set bevaret det oprindelige design i amerikansk valnød. Massivt træ – ikke finer – og højttalerne leveres med et aftageligt gitter i amerikansk valnød, som er næsten identisk med gitteret på originalen.

Den oprindelige ML 1 var i øvrigt et ret avanceret design for sin tid, som ifølge Roger Russell havde en frekvensrespons på 20 Hz til 20.000 Hz. Helt vildt på det tidspunkt for en højttaler, der var beregnet til hjemmet. Specifikationer, der gør en subwoofer unødvendig.

De nye ML1’ere har heller ikke brug for en subwoofer. Ganske vist går de ikke helt så dybt – 27 Hz, men de går højere i den anden ende. Målbart til 45 kHz ifølge McIntosh.

Det har man opnået med en firevejskonstruktion, lukket kabinet og ingen equalizer. Ganske bemærkelsesværdigt i sig selv. Især når man tænker på, at kabinettet ikke er større, end det er. Højden er 66 cm, plus de stativer, der er tilpasset højttalerne.

Dobbelte kamre

Konstruktionen er ret usædvanlig nu om dage. De fleste vælger et portet kabinet, enten med en basrefleksport eller en transmissionskanal, for at øge basens effektivitet. McIntosh har ikke været så optaget af effektivitet. I hvert fald ikke følsomheden. Den er på lave 85 dB. Lavt for et så komplekst design og en klar indikator for, at du faktisk har brug for den kraft, en McIntosh-forstærker kan levere.

Det 12-tommer store basenhed med en stiv polypropylenmembran er fastgjort i yderkanten med en ring af syntetisk gummi. Enheden har sit eget lukkede kabinet, som optager halvdelen af volumen inde i det omfattende kabinet.

Firevejs

Der deles ved 180 Hz til enhederne i højttalernes øverste kammer. Det er også lukket. To 10 cm mellemtoneenheder, også med polypropylenmembraner og syntetisk gummiophæng, er monteret vandret. En 50 mm mellemtoneenhed med en domeformet membran, der dækker området 500 til 4.500 Hz, sidder mellem de to enheder. Det øverste frekvensområde dækkes af den samme 19 mm titaniumdome-diskant, som vi kender fra vores test af McIntosh XR100 og XR50.

De fire enheder i det øverste kammer er monteret på en kraftig, udfræset metalplade. Delefilteret er placeret i det nederste kammer og forbundet til kraftige bi-wire-terminaler. Af samme type som McIntosh bruger på sine forstærkere.

Stativerne, der er lavet specielt til højttalerne, vinkler højttalerne bagud og løfter dem op til 92 cm. Plus eventuelle spikes eller dæmpende fødder.

Forstærker og den slags

Første gang jeg hørte McIntosh-højttalerne, blev de demonstreret med McIntosh MC451. Det er en hybrid mono-effektforstærker, der kombinerer transistorer med vakuumrør og leverer 300 W effekt fra transistorerne og 150 W fra fire KT88-rør. Pr. kanal. Med andre ord blev højttalerne drevet i det, der kaldes bi-amping, hvor transistordelen af forstærkeren driver bassen, og rørene resten.

Selv om demonstrationen ikke varede længe, var det bemærkelsesværdigt, hvor lidt forvrængning der var i lyden, når lydstyrken var rigtig høj. Der var absolut intet ved lyden, der mindede om en højttaler fra 1970.

Det gjorde der heller ikke senere, da det endelig lykkedes mig at få stativerne og højttalerne på plads i mit eget lytterum. Der blev de stående i flere uger, kun med et kort udlån i perioden, og i de uger, jeg havde højttalerne, blev de langt de mest brugte af alle de højttalere, vi havde til rådighed.

Med et godt udvalg af forstærkere blev det hurtigt klart, at højttalerne trivedes bedst på de kraftigste forstærkere. En Yamaha A-S3200 med 100 W effekt fungerede overraskende godt. Den har masser af moment og en potent strømforsyning og matchede lydmæssigt godt med den energiske McIntosh-højttaler. Som også fungerede godt sammen med McIntoshs egen MC275. En 75 W rørforstærker, som McIntosh faktisk anbefaler som et match til ML1. Erfaringsmæssigt ville jeg nok overveje at gå op til en MC312 eller MC462, som har næsten uendelige kræfter. I hvert fald hvis du skal fylde et meget stort rum med høj lyd.

Fipskæg og silkeslips

Det skulle jeg ikke, og en MC275 havde mere end nok kraft til at hæve lydtryksniveauet i rummet. Jeg savnede noget af den kontrol i bassen, som en MC462 ville have haft ved høj lydstyrke, men rør eller transistorer har ikke noget med højttalernes kvalitet at gøre. Den varme lyd fra rørforstærkeren fjernede også noget af den hårdhed i diskanten, som af og til kunne opstå, hvis jeg spillede meget højt. Jeg ved ikke, om det skyldes diffraktioner fra kanterne omkring den nedsænkede frontplade. Men det blev i hvert fald maskeret med gitteret på. De sidder fast på kanterne med magneter, og med gitteret på ændrer lyden sig ikke væsentligt.

Der er måske en lidt dæmpet lyd omkring whiskers på en lilletromme og den slags, men det gør ikke noget ved andre vokaler. På den dejlige The Elder med Jan Gunnar Hoff-ensemblet – indspillet i Sofienberg kirke i Oslo – lyder klaveret varmt, og lyden er veldefineret. Selv i det store kirkerum. En atmosfære, som er mere end tydelig på den indspilning, Morten Lindberg lavede i 2017. Højttalerne præsenterer musikken i det rum, hvor optagelsen blev lavet, og dynamikken er nærmest eksplosiv. På den næste skæring på albummet, Revamp, føles det, som om Audun Kleives slagtøj er på vej ud af højttalerne. Jeg har sjældent hørt en sådan dynamik fra en højttaler af denne størrelse.

Jeg kan spille så højt, som jeg tør. Højttalerne er urokkeligt stabile. Kontrabassen er lige så stramt defineret, som når jeg spiller lavt, skalaen er bare større. Samtidig er lyden behageligt varm uden nogensinde at blive ulden.

Ikke engang på den knivskarpe Private Investigations af Dire Straits. Et albumstykke, der bare tigger om at blive spillet højt. Guitarlyden i åbningen er varmere end normalt, men også fyldigere, med mere resonans. Vokalen er tør, næsten lidt tilbagetrukket, men med masser af dynamik. Percussion og senere trommerne på optagelsen smælder ud af højttalerne med en hastighed og kraft, som jeg ikke har oplevet siden for eksempel Klipsch Cornwall og Dali Kore.

Højttalerne har en evne til at bevare og fremhæve detaljer i lydbilledet – selv de små. Det er ikke kun mærkbart på Private Investigations, men også på Leif Ove Andsnes fortolkning af Chopins Impromptu nr. 1 i A-dur. Optagelsen i Potton Hall i Suffolk, Storbritannien, kan lyde lidt tør og fjern. Her kommer musikken tættere på, og der er et væld af klangfarver, som andre højttalere i samme klasse ofte maskerer.

Et stilskifte til Miley Cyrus Flowers gav mig den samme energi fra højttalerne. Den lidt fladere dynamik skyldes nok optagelsen, men højttalerne var tydeligvis iført silkeslips og dansesko. Det blev selvfølgelig meget hårdere med Kvelertaks Krøterveg te helvete, et brændende inferno af guitarer og slagtøj – og en tekst, der kan skræmme livet af dig. Her glimrede højttalerne med en legesyge, selv når jeg spillede højt, hvilket de fleste højttalere ikke bryder sig om. Fuld kontrol i næsten otte minutter, og et lydniveau, der kan gøre en stokdøv. Der er ikke noget, der kan stoppe disse højttalere. De kan virkelig det hele.

Det er ikke let at finde højttalere fra konkurrenterne, der kan gøre det samme som ML1 kan. Sonus faber Maxima Amator, som vi testede for nylig, er mere raffineret, men ikke nær så dynamisk og kan ikke spille så højt. KEF Reference 3 Meta når ikke så dybt ned i bassen, og Audiovector R6 Arreté er alt for dyr i dette selskab. Vores tanker går i stedet til JBL 4367, som har den samme eksplosive dynamik og efter vores mening er det tætteste, man kommer på et par McIntosh ML1’ere.

Konklusion

De kunne have skudt langt forbi målet, men det er lykkedes McIntosh at revitalisere ML1 og samtidig skabe en højttaler, der helt sikkert kan udfordre de bedste i sin klasse. Den spiller højere og hårdere end de fleste, med stålsat kontrol hele vejen igennem. Basgengivelsen er usædvanlig dyb og potent, mens McIntosh har formået at gøre højttalerne både åbne og transparente. Du vil sandsynligvis finde et andet niveau af finmasket raffinement andre steder, men få højttalere i denne klasse kombinerer eksplosiv dynamik med så meget finesse og sjov som McIntosh ML1. Hvis du kan lide retrodesignet, er det en no-brainer.