Det er ikke mange højttalere, der har givet mig så meget sjov, men vejen dertil har været lang. For mig var det ventetiden værd, og for dig kan det være lige hvad du har ventet på.
Historien kunne være begyndt og sluttet igen i 1952. Så var denne test ikke blevet skrevet. For amerikanske McIntosh – kendt viden om for deres high-end forstærkere – skulle egentlig ikke lave højttalere. De startede som elektronikvirksomhed drevet af en ingeniør, der spillede cello og elskede musik.
Men i 1952 kom de allerførste højttalere fra McIntosh, F100. De solgte i et meget begrænset antal og kunne let være blevet de eneste højttalere fra østkystproducenten, som nedlagde produktionen efter kort tid, gik tilbage til tegnebordet og fortsatte med det, de var bedst til: Forstærkere.
Der var ingen, der vidste det dengang, men det massive gulvkabinet med hele fire (!) diskanter, fire 20 cm basser og en 20 cm mellemtone blev på mange måder formlen for, hvordan McIntosh senere skulle konstruere højttalere.
Frem til 1970 etablerede andre sig som habile højttalerkonstruktører, og JBL, Klipsch, Avery Fisher, Acoustic Research og Altec Lansing var blandt de mange, der skabte sig et navn i 1960’erne.
Sidst i 60’erne besluttede McIntosh så, at det var på tide at prøve igen. Ikke i stor skala; man skulle bare lave nogle gode højttalere, der kunne sælges sammen med firmaets forstærkere. Frank McIntosh hyrede en ung ingeniør ved navn Roger Russell og gav ham ansvaret for at skabe de første McIntosh-højttalere siden F100.
ML-1C blev de døbt, og de så dagens lys 18 år efter F100. Efterhånden kom der flere højttalermodeller fra McIntosh under Roger Russells ledelse, og i det følgende årti udsendte firmaet en række modeller i alle størrelser.
McIntosh investerede voldsomt i testudstyr og byggede faktisk noget af det selv. Det lille højttalerteam voksede, det samme gjorde produktionsfaciliteterne, og senere i 70’erne kom XR-serien, som vores testeksemplarer nedstammer fra. Da var McIntosh allerede ved også at blive et navn inden for højttalere, og en stor del af produktionen blev flyttet ind under eget tag. Deriblandt udvikling og produktion af højttaler-elementer.
Genetisk beslægtet
Et af XR-seriens kendetegn var flere diskant-elementer for både at øge effektiviteten og kontrollere spredningen af lydbølger ved høje frekvenser bedre. Som regel er højttalerne også konstrueret med flere bas-elementer, præcis som F100 fra 1952, og XR-seriens kendetegn er et massivt lydtryk og meget lav forvrængning.
De 130 cm høje XR100 er McIntoshs mindste gulvhøjttalere. De er ikke uden konkurrenter og skal slås om købernes gunst med veletablerede testfavoritter som Bowers & Wilkins 803, Dali Epicon 6, Klipsch P-38, KEF Reference, Burmesters B-serie og Dynaudios Contour-serie. Med så hård konkurrence kan det betale sig at have noget ekstraordinært at byde på.
Mens de fleste højttalere er skåret over samme læst med en række højttaler-elementer placeret i en lodret linje, har XR100 mellemtone- og diskant-elementerne placeret i et mønster over fire 20 cm bas-elementer. De fire basser går fra 30 op til 300 Hz og dækker næsten grundtonerne til de fleste elementer i mellemtoneregisteret. For at opnå lidt højere effekt sidder de i et basreflekskabinet, hvor porten vender bagud.
Men her hører ligheden med andre højttalere også op.
10 titanium-elementer
Den X-formede frontplade i aluminium er dækket af små elementer. Otte af dem er konkave mellemtone-elementer, der dækker området op til 2000 Hz – altså stort set hele mellemtoneregisteret – mens to ens elementer anbragt over og under diskant-elementet tager sig af området op til 8000 Hz.
Disse ti elementer anvender alle en let, stiv membran i titanium, og tilsammen danner de en stor og effektiv membranoverflade. I midten af dette arrangement sidder diskanten med en 19 mm titaniummembran, der dækker alle frekvenser op til 45 kHz. Altså langt over det hørbare område. Men helt i tråd med den etablerede standard i high-end klassen, hvor forventningerne om et udstrakt frekvensområde er af stor betydning for mange. Uanset om de kan høre de meget høje frekvenser eller ej.
Højttalerne er absolut anstændigt bygget. De findes i rosentræ, men vi har fået en sort højglansmodel til test med solide “støtteben”, hvor man skruer dæmpefødder fast under højttalerne.
Som et kuriosum kan jeg nævne, at McIntosh har inkluderet kontakter til Power Control, så en lampe lyser op bag logoet nederst på fronten, når man tænder for strømmen på en McIntosh-forstærker. Alt, hvad der behøves, er en tynd ledning med mini-jack stik i hver ende, som forbinder forstærker og højttaler.
Der medfølger også heldækkende tynde stoffronter, som fastgøres med usynlige magneter indfældet i højttalerne.
Stort lydbillede
Jeg blev lidt overrasket ved mit første rigtige møde med et par McIntosh. Indtil nu var mine erfaringer med McIntosh-højttalere begrænset til de korte seancer, jeg har overværet på messer. De kan ikke have været specielt mindeværdige, for bortset fra én seance kan jeg ikke huske noget særligt fra dem. Men min nysgerrighed blev vakt, da jeg hørte om den massive topmodel XRT2K, som kan tåle 2000 watt effekt og koster 800.000 kroner parret.
Magen til lyd hører jeg ikke ofte. De spillede så højt, at blodet størknede, men lød upåklagelig afbalanceret og krystalklart. Jeg er sikker på, at folk i de tilstødende bygninger strømmede til nærmeste beskyttelsesrum.
Med andre ord: Det var tid til en test. Men et par XRT2K ville blive et projekt, snarere end en test, så jeg sigtede lidt lavere i både størrelse og pris. Valget faldt – som det fremgår – på XR100. En mindre udgave af XR200, som koster 180.000 kroner parret, og med samme konstruktionsprincip som de dyrere modeller.
Balancekunst
De første dage med XR100 gav mig et lidt ubalanceret indtryk. Jo, de kunne spille højt. Meget højere, end jeg havde troet. Og jo, det var samtidig klokkeklart uden skæmmende forvrængning. Men bassen var for voldsom og nærmest ulden. Så jeg flyttede rundt på dem for at finde en mere egnet placering i forhold til væggene. Uden resultat. Det viste sig, at de bare skulle spilles ind. I et par uger.
Men så skete der også noget.
Uanset hvad jeg brugte af forstærkere – Hegel H80 til 9.995 kroner, Ayre AX-5 til ti gange så meget eller McIntoshs egen 75 watt rørforstærker MC275 – så var svaret fra højttalerne det samme: Benhård dynamik, elastisk kontrast og et stort lydbillede, som kun voksede, når jeg skruede op på forstærkeren.
Til at begynde med synes jeg, det var så fedt, at jeg ikke lyttede særlig kritisk. Jeg nød det bare. Men der var heldigvis masser af tid til at spille en lang række albums, primært cd’er afspillet på en McIntosh MCD500 high-end afspiller, men også lp’er på pladespillere fra Rega, McIntosh og Thorens.
Jeg fik en ubændig trang til at køre fra Midtvesten til Vestkysten af USA, da Band of Horses gik i gang med “Slow Cruel Hands of Time”. Selv om jeg spillede sangen – som begynder forsigtigt med akustisk guitar og vokal – virkelig højt, var der intet, der faldt sammen, da trommer og bas satte ind. Alt lød så rent og uskyldshvidt som sne, men klangbalancen var afgjort varm, ikke tynd, og bassen massiv. Af den fysiske slags, som man kan mærke i mellemgulvet.
Man kan få endnu mere raffinement med et par store Dynaudio, og måske også lidt strammere bas, men med XR100 handler det ikke om hi-fi lyd. De opfører sig snarere som et lille PA-anlæg – med balanceret hi-fi præg, men uden hårdheden og aggressiviteten mange steder i frekvensområdet.
F.eks. er det sjældent, at live-følelsen er så stærk, når jeg lytter til Keith Jarretts My Foolish Heart: Live at Montreux. Ikke fordi indspilningen er dårlig. Tværtimod. Men snarere fordi man skal ud i MartinLogan eller Piega for at få den rigtige kombination af ekstremt lav forvrængning og luftigt lydbillede. Jeg vil ikke påstå, at XR100 er lige så gennemsigtige som et par MartinLogan Montis, men det er tæt på.
Bas, dynamik og fylde er alt sammen bedre med XR100; måske er bassen ikke så behersket som med Montis, men jeg synes, den ekstra pondus i bassen her er klædelig. Den gav f.eks. Jack DeJohnettes trommesolo på “Four” ekstra vægt og dybde, og Gary Peacocks kontrabas et mere realistisk format. Højttalerne klarede sig lige så godt ved Leif Ove Andsnes’ Beethoven-fortolkninger, hvor kontrasten mellem flygel og orkester var mindst lige så god som med Montis og Dynaudio Confidence C4.
En lakmusprøve, som jeg plejer at ty til, gik forbavsende godt. Puccinis opera La Bohème – indspillet med Herbert von Karajan, Mirella Freni og en Luciano Pavarotti i storform i 1973 – kan lyde hårdt og anmassende, når man spiller højt. Ikke her. McIntosh-højttalerne tog udfordringen i stiv arm og gav mig om ikke 100 procent hi-fi correctness, så en enorm spilleglæde, som jeg sjældent har hørt så generøst uddelt af andre high-end højttalere.
En fest at lytte til
Livet er ikke kedeligt med et par McIntosh XR100 i stuen. Nogle vil hævde, at de ikke har udseendet med sig, og de mest kritiske vil finde “mangler”, som de mener, at ægte high-end højttalere ikke skal have. Men det spiller ikke nogen rolle for os andre, når hver plade, man spiller, bliver en fest, uden at det er påtrængende. Eller ubehageligt for ørerne, når man spiller højt, som det ofte bliver med mange andre højttalere.
Vi skal være glade for, at Frank McIntosh valgte at genoptage højttalerproduktionen tilbage i 1967. Det kan vi nyde godt af i dag. Og få masser af musikglæde ud af højttalere som XR100.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer