Med Andrew Jones på holdet er MoFi nærmest med et slag blevet en seriøs producent af premium- og high-end-højttalere.
Det er bemærkelsesværdigt godt klaret, men måske ikke så sært, når man tænker på Andrew Jonas’ track record. Alt, hvad han rører ved, bliver til guld.
MoFi Electronics er et søsterselskab til Mobile Fidelity, som bl.a. er kendt for sine audiofile presninger og mastering af LP’er og CD’er. De startede med at producere pladespillere, og nu har de også to højttalere i sortimentet, begge med en koaksialenhed, SourcePoint 8 og 10. Med henholdsvis en 20 og en 25 cm enhed, hvor diskant og bas/mellemtone er placeret på den samme lodrette akse.
Vi har for nylig testet SourcePoint 8. Den er bygget over samme læst som Tannoy og KEF’s højttalere med koaksiale enheder og har meget til fælles med for eksempel KEF LS50 Meta.
Den større SourcePoint 10 er identisk med SourcePoint 8, bortset fra størrelsen på kabinet og enhed, og den er resultatet af Andrew Jones’ forkærlighed for koaksiale højttalerenheder. Han har designet højttalere for bl.a. KEF, TAD og Pioneer. Med koaksiale enheder, naturligvis.
Ikke præcis en reolhøjttaler
Den store SourcePoint 10 er næsten 60 cm høj og vejer 21 kilo. Ligesom andre ‘reolhøjttalere’ som JBL L100 Classic passer de på ingen måde ind i en bogreol. Men de passer fint på de robuste standere, der kan fås som ekstraudstyr til højttalerne.
Med det samme Twin-Drive-princip med kraftige neodymiummagneter, der driver hver sin svingspole – en til diskant og en til mellemtone/bas – mener Jones, at de har elimineret fluxmodulation og sænket forvrængningen. Kantophænget flugter med yderkanten af membranen for at opnå størst mulig membranoverflade og sprede lydbølgerne så jævnt som muligt. I midten af den 25 cm store enhed sidder den samme 32 mm diskantmembran som i SourcePoint 8.
Delefrekvensen er opgivet til 1.600 Hz, mens impedansen er opgivet til 8 ohm, og aldrig lavere end 6,4 ohm. Højttaleren er langt mere følsom end SourcePoint 8, med en følsomhed på 91 dB. Vi har ikke prøvet, men det burde være sød musik i ørerne hos folk med små rørforstærkere.
Dødt kabinet
Banketesten på kabinettet viser, at SourcePoint 10 er lige så godt dæmpet som SourcePoint 8. Det facetterede frontpanel er hele 5 cm tykt, og det valnøddefinerede kabinet i 25 mm tykke plader er forstærket indvendigt med to vertikale plader.
Højttalerne fås i sort ask eller valnøddefinér, og på bagsiden har de to basrefleksporte med et par kabelterminaler i midten. De leveres med stofbeklædt frontgrill, der hægtes på med magneter, og som nævnt kan et par MoFi-gulvstandere fås som ekstraudstyr til både SourcePoint 8 og 10.
Større autoritet
Andrew Jones’ brug af koaksiale enheder er ikke tilfældig. I SourcePoint 10 og andre højttalere med koaksiale højttalerenheder er målet at opnå en problemfri integration mellem to højttalerenheder, der spiller i hver sit frekvensområde.
Ved at placere diskanten i midten af basenheden opnår man også en mere ensartet spredning af lyden, fordi man kan kontrollere spredningen bedre, end hvis diskanten er monteret over basenheden foran i kabinettet. Den såkaldte off-axis respons – spredningen af lydbølger ud fra enhedens vandrette akse – lider under et konventionelt design.
Med diskanten placeret midt på bassens vertikale og horisontale akse, og i midten af en kegleformet membran, forbedres både følsomhed og spredning.
Man kan mærke, hvordan et par KEF LS50 Meta lyder anderledes end et par Dynaudio Special Forty, eftersom de er konstrueret så forskelligt. Men man mærker ikke de store forskelle mellem SourcePoint 8 og 10. Der er dog nogle hørbare forskelle, som lydbilledets størrelsen og omfang, og selvfølgelig basgengivelsen.
Bassen går dybere og gengives med større autoritet i et par SourcePoint 10. Man kan høre, hvordan bassen strækker sig dybere i Sades Babyfather fra Soldier of Love, og hvordan lyden bliver fyldigere med de større højttalere. Det samme smæld fra slagtøjet, som vi oplevede fra SourcePoint 8, får vi også her. Forskellen er, at den større højttaler leverer stortrommens dynamik og lilletrommens smæld med mere tyngde og dybde. Højttalerne har det samme stabile stereoperspektiv og en fokuseret mellemtone med en opløst og tydelig diskant. Helt uden skarphed eller hårdhed.
At lytte til Al Jarreau på My Foolish Heart kan sammenlignes med at sidde i studiet med ham. Hvor han læner sig i hovedtelefonerne, mens han står tre meter foran dig og synger ind i mikrofonen.
Konklusion
Mo-Fi SourcePoint 10 lyder ikke overraskende som en stor SourcePoint 8, især når det gælder størrelsen på lydbilledet og basgengivelsen. De egner sig bedre til store rum og er overraskende let drevne – og er i lighed med SourcePoint 8 en særdeles vellykket højttalerkonstruktion. MoFi-højttalerne er de mest interessante nye højttalere, vi længe har testet, og den store SourcePoint 10 kan absolut udfordre de mere etablerede mærkers højttalere i samme prisklasse. De mindre SourcePoint 8 er faktisk et bedre køb, da de koster 20.000 kr. mindre for et par, men har man pladsen og budgettet, er SourcePoint 10 et af de bedste valg i klassen.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer