TEST: MoFi SourcePoint 8

Disse højttalere dukkede nærmest op ud af det blå. Det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker over det, for MoFi er ikke ligefrem en stor koncern med fabrikker i flere lande. Desuden producerer de pladespillere. At de skulle kaste sig ud i at fremstille højttalere i den helt anden ende af signalkæden, var der nok ikke mange af os, der havde set komme.  

Men nu er de her. To modeller, indtil videre i hvert fald, og begge baseret på et ældgammelt princip. Koaksial placering af enhederne. Hvilket her betyder, at diskant og bas/mellemtone er placeret på den samme lodrette akse.   

Som nævnt er dette ikke noget nyt. Tannoy har arbejdet med koaksiale enheder, siden Jesus gik på vandet, og i mere moderne tid er KEF blevet kendt for at holde fanen højt med sin UNI-Q-enhed. Nu også MoFi, som dermed kommer i selskab med mere velkendte som Infinity, TAD og ELAC.  

For dem, der ikke kender MoFi, ringer Mobile Fidelity måske en klokke. Det er en slags moderselskab, som er bedst kendt for sine audiofile presninger og mastering af LP’er og CD’er.  

For ikke så mange år siden indså de, at de havde brug for en pladespiller, hvilket altid er rart at have, når man sælger LP’er. Så de slog pjalterne sammen med John Schaffer fra Wadia og Allen Perkins fra Spiral Groove. To ikke ukendte navne inden for high-end hi-fi.  

Pladespilleren blev godt modtaget, også i vores spalter, hvor vi dryssede stjerner ud over MoFi Ultradeck, som den stadig hedder. Den kan i øvrigt suppleres med en phióno-tronn go-pickup fra MoFi, og der findes også en enklere version af afspilleren ved navn Studiodeck, som koster det halve.   

Men højttalere altså … Eftersom MoFi er nogle grønskollinger, når det gælder fremstilling af højttalere, havde de brug for hjælp. Ind kom Andrew Jones, som er noget af en legende blandt nutidens højttalerdesignere. Han har bl.a. arbejdet for, ja, gæt hvem? KEF, Infinity, TAD og ELAC, samt ikke at forglemme Pioneer.   

Alle har de lavet koaksiale højttalere som SourcePoint 8 her. Sammen med de større SourcePoint 10 er de koaksiale tovejshøjttalere de første fra MoFi. 

Twin-Drive

Begge modeller er såkaldte reolhøjttalere, men amerikanernes opfattelse af, hvad der er en reolhøjttaler, svarer til deres opfattelse af, hvad der er en lille sodavand.  

Med andre ord er SourcePoint 10 næsten 60 cm høj og vejer over 20 kg stykket, og jeg ville elske at se den reol, den passer ind i. De mindre SourcePoint 8 passer heller ikke ind i noget fra IKEA, de skal helst placeres på et par solide stativer.   

Størrelsen er det eneste, der skiller de to højttalere. De er bygget på nøjagtig samme måde. Andrew Jones har trukket på alt, hvad han ved om højttalere og koaksiale enheder i særdeleshed, og højttalerne bruger et magnetsystem kaldet Twin-Drive, hvilket betyder, at der bruges kraftige neodymmagneter til diskant og bas. De er placeret, så de skaber et symmetrisk magnetfelt, der eliminerer fluxmodulering og sænker forvrængningen, så membranen bevæger sig mere præcist.  

SourcePoint 8 er udstyret med en 20 cm basenhed med en membran af papirfiber. Forfra ser den old school ud, sammenlignet med en UNI-Q-enhed. Kantophænget er minimeret for at opnå størst mulig membranoverflade, og denne er faktisk større end normalt for en 8-tommer enhed. I midten sidder en ret stor 32 mm diskantmembran, og delefrekvensen er angivet til 1.600 Hz. Det er relativt lavt for en tovejskonstruktion, men Andrew Jones mener, at diskanten opfører sig eksemplarisk allerede ved 1.600 Hz, da enheden er placeret i det, der i bund og grund er en 8-tommer stor hornladning. 

Massivt dæmpet kabinet

Kabinettet er relativt stort for en 8-tommers konstruktion, men ret massivt bygget. Frontpladen er fræset af et stykke, og på det tykkeste er den 40 mm tyk, mens de øvrige kabinetflader er 19 mm tykke. Bagpladen har to basrefleksporte med et par kabelterminaler i midten. 

Højttalerne kan leveres i hvid, sort ask eller i en klassisk valnøddefinér. De leveres med stoffront, grå til den i hvidt kabinet, og der fås et par egnede gulvstativer som ekstraudstyr. 

Fokuseret og fyldig klang

Da jeg satte højttalerne på mine Solidsteel-stativer, så de helt malplacerede ud. Stativerne er beregnet til reolhøjttalere i alle størrelser, men ikke helt så store som disse.  

Normalt placerer jeg højttalerne, så de peger indover. Ikke meget, ikke altid, men lidt og som regel. Det fungerede udmærket med SourcePoint 8, som forbløffede mig med en massiv basgengivelse og en evne til at spille højt uden at forvrænge nævneværdigt, ligesom de ikke lød skarpt og hårdt. 

Sammenlignet med for eksempel KEF LS50 Meta er lydbilledet større her, men ikke så åbent og opløst som fra et par Audiovector R1 Arreté. Til gengæld har SourcePoint-højttalerne fyldigere og dybere basgengivelse. På Sades Babyfather fra Soldier of Love overvældes man med en varm og kontrolleret basgengivelse, som man kan mærke fysisk. Guitarklangen er lidt tørrere end fra de dyrere R1 Arreté, og ikke helt så klangfuld som fra et par Bowers & Wilkins 705 S3. 

Mo-Fi-højttalerne kan også håndtere klassisk musik. I adagio- og senere allegro non troppo-satsen fra Tchaikovskys Symfoni nr. 6 med Mariss Jansons og Oslo filharmoniske orkester lyder træblæserne og strygerne varmt og nuanceret. Der er en helt fantastisk klangbund i instrumentene, som kommer tydelig defineret frem i lydbilledet. Som jeg vil betegne som stort, men måske ikke så dybt som fra andre højttalere, det er naturligt at sammenligne med. Som Dynaudio Contour 20. Til gengæld er stereoperspektivet skarpt fokuseret, og bundsolidt.  

Kontrabassen, trommerne og klaveret på Keith Jarrett Trios Up For It lyder, som som det gør, når man sidder i nærheden af scenen. Dynamisk, nært og med en snert i transienterne, som man mangler på de bageste rækker. 

Musikken gengives så uanstrengt og og med så umiddelbar en dynamik, at det leder tankerne hen på hornhøjttalere. Bare uden den skarpe kant, nogle af dem har, når man spiller højt. Intetsteds i diskanten stikker det ud eller lyder hårdt, snarere oplever jeg diskanten som behersket, ikke overdreven, men ikke helt så luftig som diskanten fra R1 Arreté eller Contour 20.  

Gode koaksiale konstruktioner som UNI-Q kan levere en dejlig vokalgengivelse. SourcePoint 8 er ingen undtagelse. Oplevelsen af Al Jarreaus elastiske vokal på My Foolish Heart er som et hologram placeret mellem højttalerne. Fokuseret, gengivet med naturlig varme og og så tæt på, at man kan fornemme varmen fra vokalisten. På Radka Toneffs My Funny Valentine strømmer vokalen ud så blødt og let som fløjl.  

 

Konklusion

Mo-Fi SourcePoint 8 er ikke bare endnu en højttaler, endnu en koaksial konstruktion med en uforståelig historie. SourcePoint er en præstation. En særdeles vellykket konstruktion, om end en stor en af slagsen, som har lidt hornhøjttaler, lidt koaksial og lidt planar-element i sit DNA. Den spiller højt, dynamisk, lynhurtigt og fokuseret, uden at det nogensinde lyder ubehageligt. Sæt dem sammen med en potent forstærker og på et par solide stativer, og du har en af de mest lyttevenlige, men knapt så kompakte kompakthøjttalere i denne prisklasse.