TEST: Monitor Audio Studio 89

Så snart jeg så de skinnende, sorte Studio 89, besluttede jeg, at de skulle testes. Helst så hurtigt som muligt. De små Monitor Audio-højttalere kombinerer deres egen specielle diskant, MPD III, med to 108 mm basenheder i noget, der ligner en såkaldt d’Appolito-konfiguration. Alt sammen pakket ind i et sjældent tiltalende design, er det så mærkeligt, at jeg var nysgerrig?

Studio 89 er kompakt og slank og måler 34 cm i højden, knap 16 cm i bredden og 36 cm i dybden. I praksis betyder det, at de kan stå på en hylde, endda en bogreol, men jeg sørgede for at få dem leveret med de stativer, der er lavet specielt til Studio 89, et par stativer, der om muligt gør højttalerne endnu mere behagelige at se på.

Den særlige bånddiskant – Micro Pleated Diaphragm III – er noget, vi har set og hørt før i flagskibet Hyphn, og de to mellemtone-/bas-enheder med membraner af aluminium og magnesium og en keramisk belægning på ydersiden er velkendte fra andre Monitor Audio-højttalere, vi har testet.

Bag den guldfarvede belægning på de to RDT II-drivere er der en sandwich af aluminium, en bikubeformet kerne af Nomex og kulfiber. Stiv og let, med andre ord.

De små enheder ser ikke ud af meget, men de drives af en 85 mm svingspole/magnet-kombination. Og de to drivere understøttes af to slidsede basrefleksporte på bagsiden. De tre enheder er monteret på en separat ramme, som er skruet fast i det sortlakerede kabinet. Ifølge Monitor Audio skulle Studio 89 nå ned til 48 Hz, mens det særlige diskantelement er i stand til at nå 60 kHz.

Navnet Studio 89 refererer til Monitor Audios studio-serie af højttalere, der blev introduceret i 1980’erne, og som var de første med metalmembraner.

Placering 

Det er ikke specielt svært at opstille dem. De skræddersyede stativer har justerbare pigge på undersiden og skruer, der fastgør højttalerne til stativerne. Stativerne er lette, men stive. Personligt ville jeg nok øge deres vægt ved at tage en plaststrømpe og fylde den med sand eller en anden kompakt masse og placere den i stativerne. Både af hensyn til stabiliteten, men også for at dæmpe eventuelle resonanser, der kan opstå mellem stativerne og højttalerne.

Studio 89 kan placeres op ad en bagvæg, og i nogle tilfælde vil det hjælpe på basgengivelsen. De går dybt nok til at give en realistisk basgengivelse, men de har ikke samme dybde og autoritet i bassen som et par KEF R3 Meta’er, men det er også en større højttaler end Studio 89, og det ville skulle da bare mangle, hvis den ikke leverede mere fylde i bassen.

Når højttalerne er sat op og klar til at blive tilsluttet, er spørgsmålet, om de lyder lige så fantastisk, som de ser ud.

Med højttalerne tilsluttet Marantz’ nye Model 60n, en dobbelt 60W effektforstærker med indbygget DAC og analoge indgange, lød højttalerne, som om de var tilsluttet en dyr high-end-forstærker. Det kan selvfølgelig tilskrives forstærkerens kvaliteter, som vi vil fortælle mere om i en kommende test, for der er tydeligvis meget kvalitet for pengene i den lille Marantz-forstærker.

Sammenlignet med

Men det er højttalerne, der virkelig skinner i denne sammenhæng. Og sjældent har jeg været så fortabt i en højttaler, der er så transparent, detaljeret, åben og gennemskinnelig som den lille Studio 89.

Som med alle små højttalere er disse også meget gode til stereoperspektiv. Lydbilledet er bundsolidt i rummet, og indholdet er superfokuseret. Ved første gennemlytning vil du blive slået af, hvor åbent og transparent lydbilledet er, og efter et stykke tid vil du også bemærke, hvor kontrolleret og korrekt musikken gengives. Det gælder især rytmer, hvor slagtøj og trommer gengives med en næsten maskinel præcision.

De små højttalere giver et relativt stort lydbillede, som ikke er så varmt som de førnævnte KEF-højttalere, men det er heller ikke klinisk skarpt eller lyst.

Hvis du kan lide at lytte til din musik så rent og uforfalsket som muligt, er Studio 89 vejen frem.

Jeg kan ikke komme i tanke om mange andre højttalere i denne klasse, som giver lytteren den samme indsigt i musikken.

De dråbeformede Jern 14 har noget af den samme umiddelbare transientrespons og transparens. Den større Mofi Sourcepoint 8 spiller med mere energi i bassen, men har ikke den samme silkebløde raffinement, som du får i Studio 89. Den større Dynaudio Special Forty leverer et varmere lydbillede med dybere basrespons, men formår heller ikke at åbne lydbilledet på samme måde som Studio 89.

Krystalklart fokus

Det er ikke forkert at sige, at højttalerne lever op til deres navn. Studio 89 har mange af de kvaliteter, man forventer af en god studiemonitor; de er superneutrale uden at være kliniske.

Med Elephant9 og Terje Rypdals album Catching Fire formår de små højttalere på bemærkelsesværdig vis at blive lidt mere hårdføre. Albumnummeret John Tinnick er en kakofoni af slagtøj, guitar, bas og keyboards, som kan ødelægge enhver højttalers selvtillid. Men med lydstyrken indstillet på et anstændigt koncertniveau indser man, at højttalerne har mindre kraft i den dybe bas end KEF R3 Meta og Dynaudio-højttalerne. Men slagtøj gengives med uovertruffen præcision, og lyden af Terje Rypdals guitar lyder kraftfuld og hård fra de små højttalere.

Med mere stille materiale som James Vincent McMorrows smukke Sunburn er det for mig en helt anden lyd. Her er den dybere og mere klangfuld, og vokalspillet er simpelthen storslået. Den er fuld af varme, og nærheden er klart defineret. Man bemærker også, at der er masser af dynamik i de små højttalere. Det er ikke alle, der vil slå dig i ansigtet eller ryste dig i læggene. Men den dynamiske kontrast i Sunburns vokal fortæller dig, at højttalerne har dynamiske kvaliteter, som du ikke forbinder med så små højttalere.

Jeg er nødt til at sige noget om Studio 89’s basrespons. Selv om de ikke går dybt, har bassen kvaliteter, som jeg sjældent hører fra så små højttalere. Arild Andersens Dreamhorse, en solo live-optagelse med kontrabas, har en fyldigere bund i en større højttaler, hvilket er helt naturligt, men her er kontrabassen varm, fyldig og frem for alt stramt gengivet. Den dynamiske kontrast er mere klart defineret end i Dynaudio-højttalerne, så det er usandsynligt, at nogen vil savne fraværet af dyb bas her.

På magma fra Jan Gunnar Hoffs album Home, som igen er en soloindspilning med kun klaver, har man brug for en bund, så klaveret lyder som netop det. Det er det, man får i rigt mål i de små højttalere, når man kan høre pianistens pedalarbejde og den dybe klang af klaverets laveste frekvenser, klart fokuseret i det store lydbillede, som Morten Lindberg har skabt.

Højttaleren gengiver Cecilia Bertolis mezzosopran uden skarpe kanter, spidse esser eller tynd lyd. Heldigvis er Benedictus fra Mozarts Requiem en åbenbaring i skala og dybde. Det overgår langt højttalernes beskedne størrelse. Den tager et dybt dyk ned i Wiener Filharmonikernes store sal, hvor du er omgivet af himmelsk smukke klange og nogle vokalpræstationer, der kan gøre dig målløs.

Konklusion

De er små og har deres klare begrænsninger. De vil trives lidt bedre på en Denon PMA-3000NE end på en Marantz Model 60n. Lidt mere drejningsmoment i forstærkeren hjælper med kontrollen, især ved høj lydstyrke, da højttalernes følsomhed er på den lave side. En integreret Hegel (H190/190V) eller Electrocompaniet (ECI 80D) i samme prisklasse som højttalerne ville også være et godt match, men uanset hvad ville det ikke fjerne fokus fra nogen af deres kvaliteter. Hvilket tæller et superkontrolleret, åbent, transparent og dynamisk levende lydbillede. De spiller simpelthen, som de ser ud. Der er ikke meget at klage over, bortset fra prisen, som er lidt høj i forhold til flere af konkurrenternes modeller. De skræddersyede stativer er heller ikke billige. Men du behøver ikke at have dem. Uanset hvad får du en fantastisk velfungerende, lille højttaler, som passer perfekt ind i mindre til mellemstore stuer, hvor du får studielyd i en attraktiv indpakning.